Af hjertet tak

Kære alle medlemmer af Sofiaviktoria.dk

Nyhedsbrevet i dag er informativt og det sidste af slagsen i sofiaviktoria.dk for nu. Fremover vil jeg udelukkende poste offentlige og lidt kortere blogindlæg på min hjemmeside.www.sofiaviktoria.dk I den forbindelse vil jeg have fokus på at skrive artikler, nyhedsbreve, debat/blogindlæg, og poste opslag på HSP foreningens sider.

Mit firma har nemlig ændret form på flere fronter. Jeg har solgt konceptet Menneskekundskab til HSP-foreningen som en konkret konsulentløsning med mulighed for videreudvikling/samskabelse i foreningens øjemed.

Som følge af det leverer jeg i dag direkte konsulentydelser til HSP-foreningen fra mit eget firma Menneskekundskab v/sofiaviktoria. Her tilbyder jeg også individuelle samtaler for sensitive unge under uddannelse.

Ved siden af mit selvstændige virke er jeg næstforperson og deltidsansat i HSP-foreningens nystartede sekretariat (pr. 1/9-2024.)

En fantastisk kombi med et fast og frit fundament. Særligt for en fri og kreativ fugl som mig, der altid har insisteret på at skabe min egen vej i livet for netop at kunne bidrage naturligt til samfundet - og føle mig som et helt menneske.

Det er derfor også med stor ydmyghed, taknemmelighed og naturlig forpligtelse, at jeg påtager mig ansvaret for i HSP regi at bidrage til at skabe forandringer på de store samfundsmæssige linjer. Et arbejde som i al sin enkelhed handler om at skabe plads til sensitiviteten og det hele menneskes udvikling i vores samfund. En vision som harmonerer på allerfineste vis med den dybe grundfilosofi, der hører menneskekundskab til.

Menneskekundskab i HSP Regi

Derfor er jeg gået sammen med socialbæredygtigheds ingeniøren Jannie Rydahl, som har skabt konceptet Sensitive Living på baggrund af hendes mangeårige arbejde med fysisk planlægning, samskabelse og rådgivning til sensitive børn, unge og voksne.

Menneskekundskab i sin fulde essens kan derfor i dag bedst beskrives som en fusion imellem HSP-foreningens formål og eksistensgrundlag, Jannie Rydahls viden og visdom fra konceptet Sensitive Living samt mine grundtanker om den filosofi, der hører sig til konceptet om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet og ideen om Menneskekundskab til. (www.hsp-foreningen) https;//sensitive-living.dk) (www.sofiaviktoria,dk)

Fusionen har bevirket, at konceptet Menneskekundskab nu er forskningsmæssigt understøttet, forenet med HSP- foreningens formål og mere direkte minded sensitive mennesker. Fokus ligger dog stadig på det almenmenneskelige.

Et arbejdsmæssigt drive - HSP foreningen

Som følge af denne forandring i mit firma vil jeg gerne invitere til, at Du som medlem følger det arbejdsmæssige drive, jeg ligger i HSP-foreningen. Et drive som er tæt forbundet til et sublimt, energifyldt og livsbekræftende samarbejde med Jannie Rydahl og Anette Enkebøll.

Det er magisk og fuldstændig i samme ånd, som det arbejde jeg laver i mit eget firma. Alt går derfor op i en højere enhed, og jeg føler mig meget priviligeret at være sammen med mennesker, som har så unikke menneskelige og faglige kompetencer, som supplerer mine på fineste vis.

Hvis du selv er sensitiv, hvis du kender nogen der er, eller hvis du arbejder med sensitive, ja så kan du have stor glæde af at være en del af foreningen. For blot 100 kr. om året støtter du foreningens arbejde - den stemme, der kæmper for at skabe plads til sensitiviteten og det hele menneskes udvikling. På den måde bliver Du også en del af et stort og levende fællesskab. Et fællesskab som støtter, deler viden og visdom med hinanden. Oveni det får Du et væld af gratis medlemsfordele. Meld dig ind på www.hsp- foreningen.dk

Kilden indeni

2,6 år er der gået siden jeg udkom med min hjemmeside, mine første nyhedsbreve og konceptet om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet - samt idéen om menneskeskundskab. Et koncept hvis almenmenneskelige DNA og filosofi er skabt i lyset af det håb og den visdom, som voksede ud af mine egne erfaringer med at være sensitiv. Erfaringer som jeg fik ved at finde min egen vej i livet - igennem uddannelsessystemet og arbejdslivet med en spiseforstyrrelse som min tætte følgesvend. Et koncept som derfor også udtrykker et dybfølt og insisterende budskab om, at alle mennesker i virkeligheden er sensitive- og at vi netop derfor også alle har behov for støtte og hjælp til at udvikle os rent menneskeligt.

Det at skrive nyhedsbreve til Dig har været alt andet end lineært og forudsigeligt. For jeg har intet anet om, hvor det ville føre mig hen. Jeg har i stedet åbnet mig for det der var større end mig. Jeg har haft kontakt til en dyb visdom og tillidsfuld drivkraft inden i mig. Jeg har været ledt af et ukueligt mod, et håb og en længsel efter at finde min plads i livet. En plads hvor jeg kunne udfolde hele mig til gavn for et større hele.

Allervigtigst har det været at sætte mig selv fri, og opøve evnen til at lytte til intuitionen - kilden indeni. Uanfægtet af de normer og regler, der findes omkring nyhedsbreve, hvad angår længde og form, - og det at tune ind eller at tilpasse sig læserens behov.

Selvom jeg er ufattelig god til at tilpasse mig, så har det aldrig været intentionen med nyhedsbrevene. Derfor har de af gode grunde heller ikke været for alle. "Det har været lige som det skulle være," som min svigermor Hanne Leth ville have sagt det.

Sådan har jeg i dag sluppet den normative arbejds - og livsstil - presset om at leve op til samfundets og andre menneskers forventninger.

Sådan har jeg i stedet fundet ind til den dybe livsfilosofi, der ligger bag menneskekundskab. Sådan er jeg derfor også blevet rodfæstet endnu dybere i den jeg er, i det jeg tror på og drømmer om.

Mit indre og ydre værdisæt er nu klart defineret og urokkeligt.

Tak for din store støtte

Som læser har du bevidnet og derfor også støttet denne personlige udviklingsproces, hvilket jeg er dybt taknemmelig for. Af hjertet tak for din store støtte. Jeg håber, at du har fundet inspiration i at mærke den "feminine energi" og "den ubevidste intelligens", som ligger bag hele min tilgang til at skrive nyhedsbrevene. Og at du kan bruge det som inspiration til at finde din egen vej i livet.

"Ikke at vide hvor rejsen ender" er blevet en del af mit livsmotto i dag. For mig er og bliver processen nemlig det vigtigste og mest interessante. Det definerer med andre ord hele rejsen. Og så længe processen eller rejsen er funderet i frihed, flow, fleksibilitet, fokus, fordybelse og fællesskab, ja så er jeg lige der, hvor jeg skal være. Nysgerrig, livsglad og eventyrlysten. Optaget af at eksperimentere, gøre mig erfaringer, reflektere, mærke, lege og leve livet til gavn for et større hele.

Med ønsket om, at Du møder dig selv med blidhed, der hvor du er i dig selv, i din udvikling og i livet som helhed.

Kærligst Sofia Viktoria