At blive lyttet til som menneske-at lytte til sit eget hjerte

Da jeg var ung, var der ikke nogen, der sådan rigtig så mig. For jeg tillod ikke andre at se, hvem jeg egentlig var. Jeg turde ikke vise min sårbarhed. Mit inderste jeg. Spiseforstyrrelsen hjalp mig til at kontrollere livet og skjule de svære følelser. Den hjalp mig med at blive usynlig og forsvinde i mængden.

I dag er jeg hudløs ærlig med mit inderste jeg. Jeg tager kontakt til den ene professionelle efter den anden med et veletableret navn politisk, journalistisk, pædagogisk og psykologisk. Det gør jeg, fordi jeg ønsker, at min stemme får en plads i den offentlige debat om den stigende mistrivsel blandt unge. Ikke kun fordi jeg selv ønsker at blive set. Men fordi jeg tror på, at det er altafgørende at skabe plads til sårbarheden i vores uddannelsessystem, som et almenmenneskeligt alternativ til diagnose- og sygdomsperspektivet. I hvert fald hvis vi ønsker at udvikle hele mennesker og forebygge mistrivsel.

Desværre er jeg oppe imod et hierarkisk magt bureaukrati. For har man ikke et navn endnu, så skal der tilsyneladende ualmindeligt meget til før de professionelle på de høje og velansete poster tager sig tid til at lytte. Undskyldningerne er mange. Forståeligt nok, for vi lever i en tid, hvor presset på individet er skyhøjt. Hvor tiden er knap og hvor prioriteterne skæres helt ind til benet.

Men jeg kan stadig ikke lade være med at tænke, hvor tankevækkende det er, at der skal så meget til for at råbe de "magtfulde", "anerkendte fagfolk" op. At der er så få der tænker, Gud, hende der, hun har været helt nede at grave i mulden, der hvor det gjorde virkelig ondt. Gad vide, om hun har nogle indsigter, som kunne gavne debatten?

Ja jeg kommer med sårbarheden i front. Det provokerer måske mange. Men hvad nu hvis, denne tankegang kunne hjælpe de unge med at slippe det store præstationspres?

Jeg spørger og undres derfor. Hvorfor er der ikke større nysgerrighed for at udforske den del? For hvordan skal vi nogensinde kunne hjælpe og støtte de unge, hvis ikke vi på de høje akademiske poster er i stand til at lytte? Lytte til, hvad de unge siger, lytte til hvad andre i tidligere mistrivsel siger?Hvorfor undervurderer vi lige netop dette menneskelige og faglige perspektiv? Den vigtigste empiri af alle.

Det gør mig samtidig trist, at der ikke er mere støtte at hente.Det fortæller mig, hvor svært det er at være ung i dag, ja menneske for den sags skyld, i en verden hvor der ligger nogle helt bestemte magtagendaer, som har indflydelse på, om man bliver set, hørt, mødt eller ej. Og i sidste ende støttet.

Jeg har dog ikke tænkt mig at give op. Jeg har tænkt mig at blive ved med lytte til mit eget hjerte. At være vedholdende. At søge andre veje. Ud til de unge. For det er dem, der har allermest brug for støtten, så de kan udvikle sig til hele mennesker.

Jeg har også tænkt mig at blive ved med at række ud efter støtte og samarbejde! For jeg kan ikke gøre det alene.

Vil du være med til at støtte dette formål?