At favne ensomheden indefra

Julen nærmer sig med hastige skridt. For mange en overvældende og stressende tid med meget på spil. Gaver der skal købes og traditioner, der skal vedligeholdes. En tid med forskellige krav, forventninger og ønsker der helst skal mødes, rummes og indfries, før julefreden rigtigt kan sænke sig.

Men også en tid med mange muligheder. Muligheder for at åbne vores hjerter endnu mere;

For julestemningen og dens helt særlige ånd. For nærværet og livsglæden. For børnenes umiddelbare tilgang. For julelysene i deres øjne. For kærligheden til det der er lige nu og her.

For sorgen og savnet til det der har været og ikke er mere. For smerten til det der aldrig blev og aldrig nogensinde bliver. For længslen. Længslen efter det der er større end os.

For den dybe eksistentielle ensomhed som vi alle før eller siden bliver konfronteret med i os selv og i livet som helhed.

Når vi mister. Mister vores kære. Mister os selv.

Når vi spiller et skuespil i livet. Når vi undertrykker vores sårbarhed og indre stemme. Når vi lever et liv i facadens ånd.

Når vi ikke bliver set, mødt, hørt og anerkendt for dem vi dybest set er.

Når vi føler os forkerte og anderledes.

Når vi ikke har nogle venner. Nogen familie. Noget fællesskab at være en del af.

Når vi ikke hører til nogensteder.

Når vi forgæves forsøger at finde os til rette i livet.

Når vi ikke passer ind i samfundets kasser, systemer og rammer.

Når vi må skabe vores egen vej i livet.

På den måde så er julen altså også den tid, hvor vi kan føle os allermest ensomme, sorgfyldte og triste. Særligt pga. de følelsesmæssige sår og traumer, som vi pådrager os i livet, som vi bærer med os, hvorend vi går.

Lige præcis derfor må vi værne blidt om os selv. Værne om det vi hver især har brug for. Værne om det indre sårede barn. Det barn som inderligt har brug for, at vi giver det kærlighed, medfølelse og forståelse.

Så julen kan føles så rolig, afslappende, nærværende og kærlig som muligt. Eller så vi blot kan komme helskindet igennem.

For ensomheden er uden tvivl en svær størrelse at håndtere.

Hvordan forholder vi os til ensomheden?

I dette nyhedsbrev reflekterer jeg derfor over, hvad vi som mennesker har til vane at gøre med denne følelse, og hvad vi har kultur for i vores samfund?

For hvilke fortællinger tillægger vi den egentlig, og hvilken betydning har dette for vores udvikling, dannelse og trivsel?

Hvad sker der mon, hvis vi åbner os for det potentiale, der ligger i at favne ensomheden indefra?

Hvorfor lige ensomhed?

Det er ikke helt tilfældigt, at jeg har valgt ensomhed som baggrund for at skrive mit allersidste nyhedsbrev i år.

Ensomheden er nemlig helt og aldeles fysisk, psykisk og åndeligt nærværende for mig i mit liv pga. tabet af min svigermor, min mands mor og mine børns farmor. Et menneske som stod min familie og jeg ufatteligt nært. Så nært at mit liv på mange måder er gået i stå.

Så hvordan genoptager jeg overhovedet livet og hverdagen igen? Bliver jeg mon nogensinde hel igen? Og i såfald hvordan?

Spørgsmål som jeg må finde mine helt egne svar på.

Det giver i virkeligheden lidt sig selv.For jeg føler ikke rigtigt, at jeg har andet valg end at læne mig ind i den dybe ensomhed. Lære dens væsen at kende. Være med følelsen. Sige ja til den. Finde ud af hvordan jeg favner den indefra. Favner tabet såvel som min nye identitet og livssituation.

Samtidig så er det meget komplekst. For mit hjerte er knust, og det føles bogstaveligt talt som om, at jeg er blevet revet midt over.

Sorgen svømmer derfor fra tid til anden uventet ind over mig. Som en bølge der overmander, overvælder og overskygger alt, uden at jeg kan gøre fra eller til.

Andet end at lade tårene flyde frit. Så frit at jeg kan mærke sårbarheden, smerten og savnet bruse insisterende frem i min bevidsthed, i min krop og i mit indre. Som et udtryk for den dybe kærlighed og ensomhed, som jeg nu må forholde mig til på et ren og skær åndeligt plan.

Gør jeg ikke det, ja så efterlader jeg ganske enkelt en del af mig selv på vejen. Min sjæl så at sige. Så falder jeg højest sandsynligt også tilbage i gamle og destruktive mønstre. Mønstre som ikke er gode for mig.

Traumet og ensomheden må følge med

Det er dog ikke rigtig en mulighed for mig at fortsætte ureflekteret derudad med facaden som styrmand.

Jeg er i stedet overladt til at samle alle følelserne, tankerne, minderne og visdommen op, som jeg møder på baggrund af tabet. Overladt til at samle alle brikkerne i ét for at kunne fortsætte livet.

Ikke på samme måde.

Men på en måde hvor traumet og ensomheden må følge med og integreres på ny. En eksistentiel ensomhed som rummer uanede af muligheder for at lukke endnu mere op for den dybe kærlighed i hjertet.

Håbet

For nylig stødte jeg på et citat, som summer alt dette op på smukkeste vis:

"We don´t "get over" or "move on" from our trauma. We are forced to make space for it. We carry it. We learn to live with it. And sometimes, we thrive in spite of it. "

Et citat som lige nu giver mig håb. Håb fordi jeg ikke lægger pres på mig selv. Håb fordi jeg tillader mig selv at være med sorgen og ensomheden uden at lade den overskygge alt.

Håb fordi jeg også kan mærke livsglæden indimellem. Håb fordi jeg ved, at jeg nok skal komme videre på den ene eller anden måde.Håb fordi der er meget at leve for. Håb fordi jeg har en vigtig mission. Håb fordi jeg elsker livet og mine kære.

Du som har tændt millioner af stjerner

Sangen "Du som har tændt millioner af stjerner" repræsenterer selvsamme håb. Den minder mig nemlig om min svigermor. Det sidste farvel. Udsyngningen på hospice, bisættelsen i kirken og urnenedsættelsen.

En sang som hun selv havde ønsket. En sang som bringer mig i kontakt med den dybe ensomhed, og det der er større end mig.

Som får mig til at tænke på, hvor stor en følelsesmæssig støtte hun har været for mig, min familie og mange andre.

Hvor taknemmelig jeg er for den nærhed hun gav. Hvor dejligt og unikt det var at dele livet med hende- livsglæden såvel som sorgerne. Hvor helt enorm en forskel hun gjorde her på jorden med sin store lysende kærlighed af én sjæl.

En klar retning

Sangen er altså et guddommeligt eksempel på den kærlighed vi kan finde i os selv på baggrund af den sorg og ensomhed vi hver især mærker.

Men i ligeså høj grad en påmindelse om, at vi aldrig er helt alene, når først vi for alvor læner os ind i det, der er større end os.

Universet. Den guddommelige kraft. Gud. Der hvor vi altid kan ligge vores byrder hen, når vi ikke selv er i stand til at bære dem.

For at sætte en klar retning i nyhedsbrevet har jeg derfor også valgt at indsætte et link til sangen.

Hvis du har lyst kan du bruge sangen som inspiration til at reflektere over, lytte eller mærke ind på din egen ensomhed, mens du læser nyhedsbrevet.

Måske sker det helt af sig selv. Måske mærker du ikke ensomheden ved første øjekast. Måske lytter du bare til teksten og fornemmer energien. Måske foretrækker du stilheden.Eller også sætter du en helt anden sang på, som du connecter mere med.

Alt er ok. Tillad dig selv at være med, alt hvad der er.

Et bevidsthedsskifte på jorden - potentialet i den eksistentielle ensomhed

Jeg kan med fordel bruge mine personlige følelser, fornemmelser og oplevelser af begrebet ensomhed til at skabe endnu mere bevidsthed om selv samme følelse på et kollektivt plan.

For vi står som bekendt overfor et helt nyt bevidsthedskifte. Som menneskehed bliver vi derfor udfordret og testet som aldrig før.Testet i, hvordan vi forholder os til de personlige kriser, som vi støder på i livet. Testet i om vi ønsker at vælge lysets eller egoets vej. Testet i om vi tør at lukke op for sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet.

Testet i hvad vi ønsker at være og gøre. Med vores liv. Med os selv. Med dem vi holder af. Med det vi arbejder for. Med det der driver os frem. Med det vi er kommet for som sjæle.

Vores dybe traumer og grundmønstre kommer således også op til overfladen ligenu, fordi de skal heales og sættes fri.

Så vi kan bane vej for at der kan komme mere lys ned på jorden.

Vi kan finde mange af svarene ved at åbne os for den dybe ensomhed. Den eksistentielle ensomhed vel og mærke. For den er i sig selv ikke bare en uhåndterbar følelse, den er også en guddommelig vejviser.

Mere om det senere.

‌

Sårbarhed, smerte og sorg - følelsen af at være forladt og fortabt

Ensomheden kan dog være umenneskelig svær at favne. Så svær at vi føler os nødsaget til at undertrykke og undgå den.

For den efterlader os mange gange med en følelse af at være forladt og fortabt. Som igen får os til at mærke en dyb følelse af sårbarhed, smerte, savn og sorg på én og samme tid.

En tilstand som på mange måder gør det svært for os at finde mening, retning og glæde i livet. En umenneskelig situation hvor vi let overmandes af et grundlæggende menneskeligt underskud, en opgivenhed, håbløshed og et indre følelsesmæssigt kaos.

Vi har hver vores måde at forholde os til ensomheden på

Som enten får os til at række ud efter hjælp, søge meget dybt i os selv, eller at flygte.

Flygte hen i overfladen. I flasken. I det materialistiske. I telefonen. I vores hverdag. I arbejdet. I uddannelsen. I det sociale.

I det liv vi tror vi kan kontrollere.

Som måske også får os til at gøre en blanding af alle disse ting i forsøget på at fortsætte livet, hvor vi slap.

Eller at vælge én primær overlevelsesstrategi. En strategi, hvor vi isolerer os selv fra andre mennesker, eller søger at være sammen med andre mennesker konstant.

Uanset hvad. Så har vi hver vores måde at forholde os til ensomheden på.

Intet er hverken mere rigtigt eller forkert.

Ofte vælger vi det vi har brug for, overskud til, eller det vi har lært at gøre med vores følelser.

Vi skal helst lære og udvikle os igennem det sociale

Nå det så er sagt, så er der mange meninger om, hvordan vi bedst takler den.

Normerne fortæller os samtidig noget mellem linjerne.

Der er nemlig en helt bestemt kultur i vores samfund, som danner baggrund for den måde vi ser på ensomhed på i dag.

Kort fortalt så har vi en tendens til at fremhæve værdien af det sociale, relationerne og fællesskabet.

Sagt på en anden måde så skal vi helst lære og udvikle os igennem det sociale.

Vi skal derfor også gerne være sociale, have venner og søge fællesskabet.

Hvis altså vi ønsker at trives og udvikle os i livet.

For uden det sociale, ja så er vi ofte ekstra udsat. Udsat for at føle ensomhed. Udsat for at udvikle mistrivsel.

Noget forskningen i særlig grad underbygger.

På mange måder logisk, hvis altså vi kigger på det ud fra et isoleret relationelt perspektiv.

Gør vi det, så bliver ensomhed i særlig grad positioneret, som noget vi skal håndtere i fællesskabet, i det sociale, igennem relationer, venskaber og familie.

Det vi ikke altid lægger mærke til er dog, at det giver os nogle helt særlige fortællinger om begrebet ensomhed. Fortællinger som dermed også ekskluderer andre fortællinger.

Værdien i at have familie, venner og relationer

Som mennesker er vi på sin vis dybt afhængige af at være en del af et fællesskab. Dybt afhængige af at have venner og familie som betyder noget for os. Det at være forbundet med andre giver os nemlig en helt særlig tilknytning. En tillidsfuld og tryg tilknytning til os selv, andre mennesker og til livet som helhed.

Det er derfor også helt centralt at styrke fællesskaberne i vores samfunds -og uddannelsessystem. Ved netop at kaste lys på fællesskabet, på hvordan vi som børn, unge og voksne skaber gode relationer til hinanden, og hvornår vi ikke lykkedes med dette.

Når vi kommer til at ekskludere frem for at inkludere. Når vi ikke formår at rumme og skabe plads til forskelligheden. I sproget. I vores måde at kommunikrere med hinanden på. I kulturen og systemet.

Og på den måde skærpe vores opmærksomhed på de fortællinger om ensomhed, der hersker i fælleskaberne og i individerne, - blandt børn, unge og voksne.

Et spørgsmål om perspektiv

Spørgsmålet er bare om vi er i stand til at løse de massive udfordringer med ensomhed, som der findes blandt børn, unge og voksne idag ved udelukkende at rette fokus på at forebygge ensomheden i de sociale fællesskaber?

Er dette fællesskabsfokus i virkeligheden en direkte vej til endnu dybere ensomhed? Eller er det monstro et værn imod ensomhed, som det mange gange er tiltænkt?

Alt sammen et spørgsmål om perspektiv og hvilket filter vi ligger ned over det.

Måske er det ikke et enten eller, men et både og? Lad os se nærmere på det. Lad os dykke dybere ned i samfundsnormerne.

Den blinde tilpasning til det sociale

For hvad betyder det egentlig for vores udvikling, dannelse og trivsel, når vi tror, at livet udelukkende handler om at tilpasse os til det sociale og fællesskabet? Tilpasse os blindt uden hensyntagen til det indre, til vores indre stemme, til den unikke sjæl vi hver især kommer med?

Når vi ikke har bevidsthed på at favne ensomheden indefra. Favne og acceptere det eksistentielle livsvilkår det er, at vi alle kommer til jorden alene, og at vi således også må forlade jorden alene.

På mange måder et indlysende svar. Men alligevel også en overset fortælling i vores samfund.

Når vi ikke har lyst til det sociale- fortællingen om det unormale

De sociale normer fylder nemlig så meget i samfundet, at det nogle gange opfattes som unormalt ikke at have lyst til det sociale. Unormalt når vi trækker os fra det sociale.

Det bliver derfor også en fortælling vi nemt får på os, hvis ikke vi lige passer ind i de sociale idealer.

Det er særligt et problem for de af os, som er mere indadvendte og sansestærke.

Når vi foretrækker at vende blikket mere indad end udad. Når vi ikke kan vælge, hvornår vi har lyst til at være sociale og udadvendte? Når vi sjældent får mulighed for at være alene i skolen, i hjemmet og på arbejdet?

Når vi i stedet bliver pressset til at være udadvendte eller sociale. Når vi dermed ofte overmandes af følelsesmæssig overvældelse, overstimulation og en afskårethed fra os selv, netop fordi vi skal gøre noget, som ikke er naturligt for os.

Tragisk hvis du spørger mig.

Skal ensomheden forebygges, fjernes og fixes?

Med et fokus på fællesskab og relationer forsøger vi klogt nok at forebygge at ensomheden får lov at florere i det ubevidste. Gør den det, så udvikler den sig nemlig ofte til alvorlig mistrivsel.

Med psykologen, coachen og psykoterapeuten får vi samtidig mulighed for at bearbejde ensomhedens sorg og smerte.

Et individuelt og relationelt fokus samlet i ét, som både fører meget godt med sig, men som samtidig leder os væk fra det naturlige aspekt ved ensomhedens væsen.

Et fokus som kan få os til at tro, at der er noget galt med os. At tilstanden af ensomhed udelukkende skal forebygges, fjernes, eller fixes på anden vis.

Sådan spiller mange psykologer i sidste ende fallit med deres sygdoms - og diagnose fokus, fordi de ikke favner det sjælelige aspekt og det hele menneskes udvikling. Favner at traumer, kriser og personlige udfordringer i virkeligheden kan betragtes som spirituelle udviklingspotentialer.

Ensomheden opbygges og intensiveres

Set i dette lys så opbygges og intensiveres ensomheden i det øjeblik vi tror, at vi udelukkende skal forebygge, fjerne og fixe den.For med denne tilgang rammes vi ofte af både fortvivlelse og afmagt. Følelser som får os til at glide endnu dybere ned i mistrivslen.

Noget som i særlig grad forekommer, fordi vi ikke har et rum i skolen og i uddannelsesystemet, hvor vi favner sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Favner at vi alle har brug for støtte og hjælp til at udvikle os til hele mennesker. Favner at vi ikke selv kan håndtere alle de personlige udfordringer vi støder på i livet. Favner at vores forældre ikke udelukkende kan hjælpe os med det. Favner at vi ikke kan blive ved med at individualisere mistrivslen og sende problemet videre til psykologen, coachen og psykoterapeuten.

Et præstations- og konkurrenceorienteret samfund- de sociale mediers indflydelse

Noget som samtidig forstærkes pga. de herskende værdier i vores præstations - og konkurrenceorienterede samfund. Værdier som repræsenterer det substansløse, det hule, det overfladiske, det ubevidste og det nedbrydende.

Noget som for alvor manifisterer sig igennem de sociale medier. En usund kultur som er bundet op på at skulle have følgere, få views, likes og kommentarer.

En kultur som får os til at mærke en hul og rungende tomhed i os selv. Som får os til at søge ned ad en helt særlig sti i livet. En sti hvor vi tror, at vi skal jagte det populære. Søge det at ligne alle andre. Tilpasse os det der står imellem linjerne. Omfavne det normale. Det forventede. Det som fælleskabet og samfundet gerne vil se.Som på den måde afskærer os fra det indre. Fra det der dybest set tæller. Fra det som får os til at mærke den indre livsglæde. Værenstilstanden, lyset og det der er større end os.

Som samfund er vi i derfor med til at forstærke ensomhedens karakter, væsen og rolle i livet. Forstærke at den lever i det skjulte og ubevidste rum. Forstærke at det er der, den hører til. Forstærke, at vi selv skal tage os af den.

At dulme ensomhedens uhåndgribelige væsen

Som konsekvens heraf overlades vi ofte til at dulme ensomhedens uhåndgribelige væsen. Dulme den smerte og helt særlige sårbarhed den afføder. Dulme det der gør ondt i livet. Det vi ikke har adgang til. Det vi ikke tør at lukke op for. Det vi tror, at vi må løbe fra.

Problemet opstår således først rigtigt, når ensomheden glider under radaren, glider derhen, hvor individet står helt alene med den, uden at vide, at det er vigtigt at dele følelsen i et ligesindet fællesskab.

Sådan bliver ensomheden nemlig med tiden forvandlet til alle mulige afskygninger af afhængigheder.‌

Vi begynder måske lige pludselig at drikke mere, at tage stoffer, at søge tilflugt i det sociale, i arbejdet, i uddannelsen, på de sociale medier, i vores købetrang, i mad, i overtræning, m.m

Vi kan ikke løbe fra den eksistentielle ensomhed- at favne følelsen indefra

Hvad værre er, så opdager vi yderst sjældent, at den eksistentielle ensomhed altid vil følge os. Uanset hvor mange venner, familie og relationer vi måtte have eller ikke have.Uanset hvor meget vi forsøger at dulme følelsen eller på anden vis flygte fra den.

Når alt kommer til alt, så kan vi ganske enkelt ikke løbe fra den.

For den vil altid indhente os. Indhente os, fordi det er meningen. Meningen, at vi som mennesker skal lære at favne ensomheden indefra. Favne de store spørgsmål som vi møder på den baggrund. Favne den sårbarhed og smerte som den også indeholder.

Så vi kan vokse. Vokse dybere ind i hjertet. I smerten. I lyset.

Det er i virkeligheden vores egentlige ansvar som mennesker at kunne se skarpt på lige netop det.Gør vi det så får vi nemlig mulighed for at udvikle os til til hele mennesker.

Budskabet - en vejviser i livet

Forebyggelse af ensomhed i det sociale er altså ikke udelukkende et værn mod ensomheden. Det er også et aspekt, som kan føre os ned i dybet af den ubevidste ensomhed. Hvis altså vi undlader at beskæftige os med det indre.

Det må derfor aldrig stå alene.

Sker det så mister vi ikke blot chancen for at lære det prisbenåede i at favne ensomheden naturligt indefra. Så mister vi såmænd også muligheden for at komme i kontakt med det, der er større end os selv.

For så indser vi aldrig helt, at det er livsnødvendigt at lære at være alene - og at favne livet ud fra lige netop denne præmis.

Så vi kan være de unikke mennesker, som vi hver især er. Så vi ikke behøver at være lige som alle andre. Så vi kan lære at acceptere og elske os selv.

Omfavner vi den eksistentielle ensomhed omfavner vi nemlig også det svære livsvilkår det er, at vi alle skal rejse videre på et tidspunkt.

Så vi en dag er klar til at slippe livet. Slippe alt det vi engang hørte til og var en del af. Så vi netop kan bevæge os fredfyldt videre mod nye højder. Mod det vi kom fra.Kilden. Lyset. Kærligheden.

Lige præcis derfor kan denne følelse betragtes som vores direkte vejviser i livet.

Tankevækkende, fortrøstningsfuldt og meningsfuldt på én og samme tid.

Det er derfor også nyhedsbrevets egentlige budskab.

Tager vi først rigtigt dette budskab til os får vi altså for alvor mulighed for at skabe en dybere kontakt til os selv, andre mennesker, livet og det der er større end os.

At finde roen i stilheden og ensomheden- at overgive sig til aleneheden

Budskabet understreger dermed også nødvendigheden i, at vi øver os på at finde roen indeni, i stilheden, i det der gør ondt, i smerten og sårbarheden- i ensomhedens univers.

Et univers vi ofte ikke tør træde ind i, fordi vi frygter at stå helt selv. Stå helt selv som dem vi dybest set er inderst inde. Stå helt selv med den dybe og altopslugende følelse det er at mærke ensomheden.

Det smukke er dog, at vi med ensomhedens helt særlige energi kan åbne for den dybe kærlighed i hjertet.

Hvis altså vi tør at lukke op for dens smertelige budskaber.

Hvis vi samtidig slipper behovet for at finde kærligheden og anerkendelsen ude i andre mennesker.

Hvis vi for alvor indser, at vores vigtigste opgave på jorden er at finde den hjemme i os selv.

‌Gør vi det, så får vi med tiden mulighed for at frisætte alt den frygt og angst vi har båret rundt på igennem mange år. Igennem mange liv måske.

Så vi istedet kan leve et liv i forlængelse af vores rene værenstilstand. Der hvor alt naturligt liv udgår fra. Der hvor vi træder i karakter med vores kreative og unikke potentiale - til gavn for os selv, vores nærmeste, andre mennesker og jorden som helhed.

En forvandling af de helt store.

For når vi går den bevægelse i møde, så forandrer ensomheden sig nemlig langsomt til noget andet.

Til en naturlig følelse af alenehed.

Til en dyb connection med universet og livet i sin rene eksistens.

Indbegrebet af det vi kom fra og bevæger os henimod, når vi en dag skal videre.

Stilheden der larmer

Stilheden vil måske larme i starten. Larme så meget, at vi ikke kan finde vej i larmen. Finde vej i livet for den sags skyld. Så meget, at vi sågar får lyst til at flygte, fordi vi bliver afmægtige. Så afmægtige at vi vender tilbage til vores udgangspunkt, til det vi har lært, til det vi er vant til at gøre. Nemlig at vende blikket udad, lukke af for vores følelser og vores indre stemme.

Stopper vi imidlertid op i larmen. Anerkender vi istedet at det er okay, at det larmer. Accepterer vi tilmed, at vi må værne tålmodigt med os selv. Fordybe os så lang tid vi har brug.

Ja så vil vi uundgåeligt komme til at mærke værdien i stilheden. Hvis ikke før. Så sidenhen.

Dag for dag vil vi således også vågne mere og mere i livet. Vågne op til en helt anden bevidsthed og livsfylde. En indre livsfylde, som opfylder alle vores drømme.

En fylde som vi dybest set altid har længedes efter. En fylde som vi har været afskåret fra igennem mange år.

Som får os til at se livet med friske øjne. Som åbner for klarheden. For alle sanserne. For at mærke livet i sin rene eksistens.

Støttegrupper i menneskekundskab - at favne ensomheden indefra i fællesskab med andre

Med dette nyhedsbrev kan man nemt foranlediges til at tro, at jeg mener, at vi må lære at håndtere vores egen ensomhed for os selv og med os selv.

Det er imidlertid slet ikke min pointe. For ligesåvel som det ikke er meningen, at vi skal fjerne ensomheden ved at flytte os væk fra den. Ved at flytte os hen mod det sociale uden hensyntagen til det indre. Ja så er det såmænd heller ikke meningen, at vi skal stå helt alene med den svære livskunst det er at håndtere følelsen.

Vi må istedet lære at favne den indefra, i fællesskab med andre. Vi må sætte menneskekundskab på skoleskemaet. Så vi kan lære at sætte ord på sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Så vi kan omfavne værdien i at være i et trygt og præstationsfrigørende rum. Så vi kan forebygge, at vi kommer til at leve et liv i afhængighedens tegn. Så vi kan udvikle os til hele mennesker, mens vi uddanner os.

Samhørighed i ensomhedens verden

Som modtagere af mine nyhedsbreve har du igennem snart et helt år været vidne til at filosofien om det hele menneskes udvikling har taget form.

Selvom jeg ikke nødvendigvis har haft fysisk kontakt med dig, så har energiudvekslingen imellem os været stærk og meget kærlig. Du har derfor bidraget til, at jeg som menneske har følt mig mindre ensom. Sagt på en anden måde så har jeg følt mig samhørig i ensomhedens verden. Netop ved at dele mine tanker og følelser med dig.

På den måde har jeg altså favnet min egen ensomhed indefra. Favnet den ved at mærke den, men også ved at give den en anden bevægelse. En bevægelse som stadig stammer fra ensomhedens univers. Men som har fået et andet udtryk. Et udtryk som får mig til at grounde endnu mere. Som får mig til at mærke roen, håbet og livets betydning på trods af det store tab af min svigermor.

Særligt fordi jeg ikke føler, at jeg skal fjerne ensomheden. Men i virkeligheden bare må lade mig lede af den i forlængelse af det lys jeg mærker indeni.

Sådan minder ensomheden mig om vigtigheden i at møde sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet med nysgerrighed og åbenhed.

Mit håb er derfor også, at jeg med dette nyhedsbrev og mine tidligere nyhedsbrevene har sat nogle nye tanker, følelser og bevægelser igang i dig. Bevægelser som har gjort, at også du har følt dig samhørig i ensomhedens verden. Bevægelser som måske endda kan føre dig tættere på dig selv. På det du længes efter og drømmer om.

Er det lykkedes, så er jeg lykkedes med mere end bare at skabe værdi for mig selv. Så er jeg lykkedes med det jeg drømmer om. Nemlig at kunne bidrage naturligt til samfundet i forlængelse af min indre stemme.

Ved at løfte og inspirere andre mennesker i deres personlige udvikling. Ved at skabe nye identitetsmæssige spor - for individet, fællesskabet og samfundet som helhed.

‌På gensyn - i en anden form

Med disse ord vil jeg ønske dig en rigtig glædelig jul. Og samtidig sige tak for denne gang, men mest af alt på gensyn. På gensyn - i en anden form, som taler endnu mere til mig som menneske.

En form, som frisætter mig til at udgive blogindlæg, når det passer ind i mit liv, når jeg har noget på hjerte, og når jeg bare ikke kan lade være. Frisætter mig til at følge min indre stemme. Frisætter mig til at udgive til alle.

Misforstå mig ikke. Jeg er dybt taknemmelig for den erfaring jeg har fået med lige netop denne form. Jeg har nemlig fået indsigt i, at jeg ikke skal sælge mig selv, men at jeg blot må være den jeg er, sige det jeg føler for, og hermed lade det opstå, som er meningen.

Alt andet må ganske enkelt falde til fordel for den større helhed. Sagt på en anden måde, så har processen fået mig tættere på, hvad der er min vej, og hvad der ikke er. Tættere på mit eget lys og mit højere formål i livet.

Det har været en sand fornøjelse at dele det, jeg har haft på hjerte af indsigt og visdom med dig. Derfor vil det glæde mig usigeligt meget, hvis du stadig har lyst til at læse mine fremtidige blogindlæg.

Det kan du gøre ved at tune ind på min hjemmeside: www.sofiaviktoria.dk. (Jeg vil i øvrigt benytte facebook og linkedin til at gøre opmærksom på nye blogindlæg)

Har du brug for inspiration, støtte og vejledning eller ønsker du monstro at samarbejde om at sætte støttegrupper op, så er du hjertens velkommen til at skrive en mail på www.sofiaviktoriablog@gmail.com eller til at ringe på telefon; 30132464.

"Med ønsket om, at du møder dig selv med blidhed og accept af, hvor du er i din udvikling og i livet som helhed."

Kærligst Sofia Viktoria

‌