Kunsten at mærke efter

Onsdagsnyhedsbrevet i dag handler om den livskunst, kompleksitet og simpelhed, der ligger i det at lære at mærke efter.

For hvilke udfordringer, faldgruber og muligheder byder denne indfølende proces i grunden på, når vi samtidig skal tilpasse os familien, skolen, uddannelsen, arbejdet mm.?

Hvornår går vi på kompromis med os selv i livet imodsætning til at finde et kompromis, hvor vi har os selv med? Hvornår ved vi egentlig, om vi har fat i os selv, eller om vi er ved at miste os selv?

Og hvordan finder vi overhovedet ind til vores indre stemme, den unikhed, som gør det så simpelt og legende let at mærke, se og høre vores egne svar? Der hvor alt kreativt flow, skaberkraft og indre livsglæde lige pludselig opstår?

Hvor vi samtidig begynder at mærke, når noget ikke føles rigtigt for os. Hvor vi ikke længere kan manipuleres til at gøre, som vores omgivelser og samfundsnormerne fortæller os. Hvor vi i stedet begynder at bruge råd og vejledning som en sagte spejling,inspiration, reflektion eller understøttelse af, hvad vi selv mærker. Hvor andre menneskers meninger som konsekvens heraf begynder at falde i baggrunden.

Ikke fordi vi ikke er åbne for inspiration. Men fordi vi er blevet så stærke i at mærke, se og høre vores egne svar.

Hvor den egentlige udfordring består i at turde træde fuldt og helt ind i vores indre sandhed. Og stå ved den. Stå ved den sårbarhed og ensomhed, der naturligt opstår, som følge af af den proces, hvor vi begynder at sætte os selv fri af samfundsnormerne til fordel for at følge vores egen vej i livet.

Erkendelsen af at vi er nødt til at stå selv

På dette stadie er der i realiteten meget få mennesker der kan se, møde og forstå os. Og dermed også støtte os.

For uanset, hvor hårdt det end lyder, så er det kun os selv, der kan vide, hvad vores indre stemme fortæller os. Vi kan selvfølgelig godt søge råd og vejledning hos andre. Det er mange gange nødvendigt, indtil vi lærer at sætte os selv fri af vores tanker og følelser. Så vi kan mærke den ro, der ligger inde bag ved alt støjen.

Når det så er sagt, så vil livet for altid teste os i, om vi har tillid til os selv. Tillid til det vi mærker.Vi kan derfor lige så godt erkende og overgive os til, at vi er nødt til at stå selv.

Det er vigtigt at være bevidst og påpasselig omkring. For hvis ikke vi er det, så vil der altid være en risiko for, at vi farer vild i livet. Farer vild i os selv. Farer vild i jagten på anerkendelse rent menneskeligt, uddannelses- karriere og jobmæssigt. Farer vild i perfektionismen, præstationen, sammenligningen og konkurrencen. Farer vild i samfundets og autoriteternes etablerede normer, oplevelser og fortællinger om, hvad et menneske er og ikke er. Farer vild i sygdom, diagnoser og kasser, som begrænser os i at udvikle os til hele mennesker. Farer vild i selvudviklingens dragende om end yderst manipulerende univers.

Forført i livet

I værste tilfælde ender vi med at komme endnu længere væk fra os selv. Endnu længere væk fra vores indre stemme. Endnu længere væk fra vores højere formål - det vi som sjæle er kommet for at give videre til verden.

Altsammen fordi vi er blevet forført. Forført af det store fokus på præstation og konkurrence.Forført af samfundsnormernes neoliberale tendenser, selvudviklingsindustrien og de sociale medier.

Forført af en verden som er gennemsyret af økonomiske interesser. Interesser som på hver deres måde er med til at udviske medmenneskeligheden og de etiske principper i en selvisk optagethed af at effektivisere, vækste og tjene flest muligt penge.

En verden som giver sig ud for at være noget den ikke er, og som efterlader os med en hulhed og en dyb længsel efter at vende tilbage til det sted vi kommer fra. Vores rene eksistens og værenstilstand.

Kriser er spirituelle udviklingsmuligheder

Mister vi vores empati og medmenneskelighed, fordi vi har travlt med at komme øverst på podiet i vores karriereliv? Kører vi os selv ud over rampen, fordi vi ønsker at leve op til ydre krav og idealer i jagten på anerkendelse? Går vi ned med stress,angst eller depression, fordi der ikke er plads til at være menneske i vores samfundssystemer? Eller falder vi i den fælde, hvor vi primært bruger de samme ord, vendinger og klichéer, som er gældende inden for selvudviklingsindustrien?

Ja så er der altså god grund til at kigge os selv efter i sømmene. For så er vi med al sandsynlighed kommet på afveje. På afveje i os selv. På afveje i livet som helhed.

Vi kan dog også betragte det faktum, at vi er faldet ved siden af os selv i livet, som en naturlig reaktion på noget usundt i vores miljø. Med denne overbevisning åbner vi os nemlig for, at vi kan lære af vores erfaringer. Så vi kan blive endnu mere bevidste om, hvordan vi værner om det at mærke og lytte til os selv igen.

Ofte skal vi dog helt på afstand af det miljø, som i første omgang førte os væk fra os selv, før end vi kan mærke, se og erkende, hvilke indsigter vi har fået med os. Derfor er en stress- , angst eller depressionssygemelding ikke nødvendigvis kun en negativ ting, fordi vi får mulighed for at udvikle et helt nyt mindset og vågne endnu mere op i livet. Vågne op, så vi kan skabe dybe forandringer i os selv og i vores setup i livet.

Denne almenmenneskelige og eksistentielle tilgang giver os altså mulighed for at udvikle nogle helt andre identitetsmæssige spor, end hvis vi kun betragter det igennem et filter, hvor vi er syge, hvor der er noget galt med os, hvor vi skal fixe os selv, tilpasse os det vi kom fra, og vende tilbage til den vi var. For det gør vi stort set aldrig. Ofte vænner vi nemlig tilbage som et andet og mere bevidst menneske. Eller også skaber vi et helt nyt spor i livet, som er nærende for vores sjæl. Nærende for det menneske, som vi er inderst inde.

Så hvorfor ikke anerkende og sige det som det er, at kriserne i virkeligheden er spirituelle udviklingsmuligheder?

Vi er alle unikke

Når alt kommer til alt, så er vi alle unikke. Vi har derfor også hvert vores "take" på livet. Det må vi aldrig glemme, neglichere, underkende, undertrykke, fordømme eller afvise. Uanset hvilke magthirakier og normer vi end støder på i familien eller i samfundet som helhed.

Tag ikke fejl. Vi kan sagtens låne andres mod, ord, vendinger, begreber, meninger, idéer, værdier og overbevisninger, indtil vi har fundet vores egen vej i livet. Faren ligger til gengæld i, at vi bliver afhængige af at følge, lytte og tilpasse os andre mennesker råd og vejledning, herunder samfundets og fællesskabets idealer og krav.

For sker det, så vil vi aldrig rigtigt lære at mærke efter. Så vil vi ej heller få øje på vores indre stemme. Den stemme som altid guider os i livet, som fortæller os, hvad vi skal være, sige og gøre for at finde fred med os selv, fred i livet, fred med hvordan, vi skal udleve vores inderste og højeste potentiale. Så vil vi istedet blive ved med at stå med en rungende hulhed i os selv. En hulhed, som vi er forfaldne til at dulme, undertrykke og flygte fra med det resultat at overfladen bliver vores primære ståsted i livet.

Den blinde tilpasning til samfundets normer

Tilpasser vi os blindt til samfundets forventninger, krav og normer uden at lytte indad, så bliver vi nemlig ofte mere optagede af overfladiske,materialistiske, perfektionistiske, præstations - og konkurrenceorienterede idealer. Som får os til at undertrykke det faktum, at vi er splittede, ulykkelige, rodløse, deprimerede og dybt angste indeni.

Det bliver med andre ord dette frygtbaserede, overfladiske, mangelfulde følelsesmæssige og mentale mindset og afsæt vi får i livet. Det sted vi leder os selv fra. Det udgangspunkt vi har for at danne relationer, modtage og give samt bidrage til samfundet.

Et mindset som handler om alt andet end væredygtighed,og som fuldstændig kambulerer med den tid vi lever i lige nu.

Samfundets implitcitte påvirkning

Det er altså på mange måder indlysende, hvor vigtigt det er at lytte indad. Problemet er bare, at det er svært for de fleste af os at mærke efter, se klart, lytte til os selv, finde og stå ved vores egne svar i et samfund, som ikke tilgodeser det hele menneskes udvikling.

Det er det især, fordi vi ikke bliver uddannet, oplært eller trænet i det som børn, unge og voksne. I hvert fald ikke uden en meget bevidst indsats fra vores forældre, eller et længerevarende forløb hos psykologen, psykoterapeuten eller coachen.

Det er derfor særligt udfordrende for os, fordi vi har vænnet os til at vænne blikket udaf. Vænnet os til at kigge væk fra og afvise det indre. Vænnet os til at tilpasse os og lytte til andre. Til samfundsnormerne, vores forældre, venner, coaches, terapeuter, guides, mfl. Vænnet os til at lade os lede udefra og ind.

På den måde så er vores indre længsler, håb og drømme meget ofte godt og grundigt blandet sammen med frygt og angst. Som en tornado, der har kastet det hele op i luften og hvirvlet det ud til alle sider på kaotisk vis.

Og når vi så endelig har taget den tid og det rum det kræver at finde ind til vores indre stemme, ja så kommer den næste udfordring såmænd. For i det øjeblik vi forsøger at forene eller tilpasse vores indre verden til samfundet, så løber vi ofte panden mod muren.

Samfundets implicitte påvirkning er med andre ord massiv.

Fundamentet for den indre livsglæde udslettes

Det er ganske enkelt tragisk. Tragisk fordi vi som samfund på et ubevidst plan er med til at udslette fundamentet for den indre livsglæde. Den som vi alle mere eller mindre længtes efter.

Det er derfor heller ikke så underligt, at det er komplekst for os som mennesker at lære at mærke efter.

Alene af den grund arbejder jeg for at plante flaget, der hvor det hører til, nemlig i uddannelsessystemet.

Så vi kan almenmenneskeliggøre det faktum, at vi alle har brug for støtte og vejledning til at håndtere det at at være menneske - følelsesmæssigt, mentalt, eksistentielt og åndeligt.

Så vi kan samarbejde om at bygge en bro til ny tids energi, med friheden, værenstilstanden, sårbarheden, glæden, skaberkraften og autenticiteten som ledende byggestene.

Vores samfund og verden er i knæ

For det buldrer og brager som aldrig før i vores samfund, ja i hele verden for den sags skyld.

Der er snart ikke et sted, hvor fundamentet ikke krakelerer, styrter sammen eller er i opbrud. Der er massiv udvikling alle steder. Det være sig familier, arbejdspladser, organisationer, institutioner, uddannelser, foreninger osv.

Det er tydeligt, at vores samfund og verden er i knæ.

At lade os lede indefra og ud

Vi har altså mere end nogensinde brug for den kraft, der ligger i det lys og den unikhed, som vi alle er bærere af.

Der er nemlig også meget håb at spore på grund af dette opbrud. Håb om, at der med tiden bliver mere plads til mennesket, med alt hvad det indebærer.

Vi kan alle støtte positivt op i denne svære og krævende tid. Ved at sætte personligt lederskab i første række. Ved at få bevidsthed på, hvordan vi lærer vores sande natur og indre stemme at kende. Ved at lade os lede indefra og ud.

Stilhedens magi- at sætte os selv fri

Det gør vi blandt andet ved at give os selv tid, rum og plads til at lytte og mærke indad. Ved at forholde os til sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Ved at læne os ind i stilheden, i dybet af vores indre. Ved at åbne os for det, der gør os glade, de små og store ting, såvel som for det der larmer, det der gør ondt, det vi ikke ved. Længslen, håbet, frygten, meningsløsheden og tomheden.

Uden at fordømme, fortrænge, flygte eller at fixe.

Ved at stå ved det vi mærker eller ikke mærker. Ved at lade autenticiteten og ærligheden være retningsgivende på vores vej i livet. Ved at finde modet til at skille os ud fra mængden.

For det er netop i spændingsfeltet mellem den indre refleksion, indføling og indsigt, at vi finder ud af, hvad vi længes efter og drømmer om inderst inde.

Det er her vi får mulighed for at lære os selv at kende bag facaden. Det er her vi skaber adgang til værenstilstanden - den dybe indre ro, frihed og livsglæde.

Det er her vi sætter os selv fri af de normer, som vi er blevet til på baggrund af i familien og samfundet. Det er her vi begynder at være tro over for det vi mærker. Det er her vi kan se klart på, hvornår vi lever andres liv, og hvordan vi i stedet kan skabe vores egen vej.

Sådan bevæger vi os stille og roligt tættere og tættere på vores indre stemme. Sådan udvikler vi os i sidste ende til hele mennesker.Sådan lærer vi for alvor at finde vej i livet. Sådan tager vi altså både selvansvar og medansvar for den situation, som vi står i som menneskehed ligenu.

Bevidstheden om karaktertræk

Hvis vi ønsker at værne om vores indre stemme, må vi nødvendigvis også kende vores naturlige og medfødte karaktertræk. Er vi særligt sensitive/sansestærke af natur? Er vi indadvente/udadvente eller en kombination?

For det er helt afgørende, at vi indleder vores bevidsthed på, hvordan vi bruger os selv i livet. Vi har nemlig ikke uanede af mængder af energi. Og jo ældre vi bliver, jo vigtigere bliver det at kunne fokusere energien. Så vi ikke render tør for den. Så vi ikke ender med at brænde ud. Og miste os selv.

Hvis vi ønsker at befinde os i andet end bare overlevelsesmode, nemlig at leve og mærke livet indefra og ud, så må vi stille os selv nogle helt afgørende spørgsmål. For hvornår har vi mest af alt lyst til at være indadvent? Hvornår er det naturligt for os at være sociale? Hvornår tilpasser vi os? Hvornår bliver vi over- eller understimuleret? Hvornår ignorerer vi vores indre stemme og hvornår lytter vi? Hvad har vi brug for, for at kunne mærke os selv igen? Skal vi trække os tilbage fra livet, fra mennesker, eller skal vi søge det sociale? Hvor lader vi op. I os selv eller sammen med andre?

Har vi en tendens til at se ting fra alle perspektiver, eller er vi gode til at mærke andre mennesker, hvad de tænker og føler? Så er det ofte komplekst at træffe beslutninger og mærke, hvad vi har lyst til.

Kompleksitet- sindet som slører

Sindet slører nemlig i mange tilfælde for vores evne til at mærke, se og høre vores egne svar. Samtidig så umuliggør vi det selv, når vi ubevidst og bevidst konstant befinder os ovre i andre mennesker.

For på den måde bliver vi usynlige for os selv og andre. Mens vi på indersiden er fyldt op af et indre kaos, en eksistentiel tvivl, usikkerhed og forvirring af en anden verden. Så har vi udadtil travlt med at spille skuespil. Vise at vi har styr på os selv. Skjule at vi ikke ved. For hvad nu hvis vi bliver opdaget i ikke at vide? Opdaget i at vi ikke stoler på det vi mærker? Opdaget i at vi ofte lytter til andre menneskers meninger og råd?

En tilstand som fylder vores bevidsthed med nye spørgsmål, bekymringer, frygt og angst. For lærer vi nogensinde at mærke og lytte til vores egne svar, så vi kan finde vej i livet? En tilstand som igen efterlader os med afmagt, tomhed, meningsløshed og ensomhed.

Måske fordi vi lever livet med et lukket hjerte. Måske fordi det mange gange føles nemmere at lytte til andre, end at tage sit eget ansvar. Måske fordi vi aldrig rigtigt har fået den nødvendige støtte i de mentale, følelesmæssige og åndelige aspekter i livet.

At have tillid til den indre stemme

Hvis vi virkelig ønsker at finde hjem i os selv, så må vi først og fremmest øve os på at have tillid til den indre stemme. Vi må lytte til og undersøge, når noget ikke føles rigtigt, såvel som når noget føles rigtigt. Vi må stå ved, når råd fra andre er ude af sync med det vi rent faktisk selv mærker.

Vi må således ikke lade os slå ud af den tvivl, der kan komme i os selv. Når vi bliver usikre på, om vi selv mærker rigtigt, eller når andre udfordrer os på det vi mærker.Vi må i stedet anerkende betydningen af vores egen indre kritiske stemme, som kan hjælpe os med at se klart.

Den indre livsglæde som rettesnor

Vigtigst af alt så må vi lade den indre livsglæde være rettesnor for de valg vi tager i livet. For når alt kommer til alt, så er livsglæden i sandhed guddommelig vejledning.

Det er her vi får adgang til vores sande jeg. Til det der er naturligt for os. Til vores skaberkraft. Til flowet, legen, letheden og simpelheden i at mærke efter, se klart og lytte til vores indre stemme. Det er her vi udtrykker og giver plads til vores åndelighed. Det er her vi får støtte oppefra.

Det er også derfor, at vi ikke skal presse noget igennem, præstere, eller leve op til noget i livet. Det eneste vi behøver er, at øve os i at være. Være med alt hvad vi er. For det er lige netop her, at vi får adgang til det som vi dybest set længes efter.

På den måde så er livsglæden altså det bedste værn imod at blive ved med at følge og lytte til andre. Det betyder ikke, at vi ikke skal lytte til sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Tværtimod. Det betyder såmænd blot, at vi med fordel kan lade os lede af lyset og glæden i os selv. For på den måde bliver det mere simpelt og mindre komplekst at finde vores egne svar. Sådan oplever jeg det ihvertfald.

Jeg har i nyhedsbrevet taget udgangspunkt i mine oplevelser af, hvad der gør det komplekst og simpelt at mærke efter og finde ind til den indre stemme. Derfor vil jeg nu invitere dig til at reflektere over dine egne svar og spørgsmål:

• Hvordan mærker du efter og finder svaret i dig selv? Og tilsvarende, hvad gør dette svært?
• Hvordan føles det indeni, når du øver dig i at mærke efter? Hvordan og hvornår ved du ved, at noget er sandt/rigtigt for dig?
• Hvilke konkrete eksempler, handlinger, billeder og situationer hjælper dig med at fremkalde følelsen af, at det er simpelt såvel som komplekst at mærke efter, se klart, finde dine egne svar og frem for alt stå ved dem?

Min indre længsel og drøm

Appropos temaet i dette nyhedsbrev, så har jeg i mange år haft en længsel efter og en drøm om at skrive en bog. (Måske er det rent faktisk en af grundende til, at jeg skriver så lange nyhedsbreve, og at jeg bliver ved med det.)

Mine omstændigheder med små børn har imidlertid gjort det svært at finde det nødvendige rum, tid og fordybelse til dette. For det er selvsagt en kæmpe bedrift at skrive en bog. Det gør det absolut ikke nemmere af, at jeg har et sansestærkt og indadvent karaktertræk. At jeg derfor også ønsker at leve et leve et liv, hvor jeg netop skaber den plads og det rum jeg har brug for ift. at udfolde min unikhed på kreativ vis. For at det kan ske må jeg nemlig både have tid med familien og tid, rum og plads til at trække vejret, så jeg kan mærke mig selv.

I dag kan jeg se, at jeg med nyhedsbrevene har fået den ramme, jeg har brug for, ift. at realisere drømmen om at udgive en bog. Jeg har fået kontinuerlig øvelse i at skrive fra min sjæl uden pres, pligt, præstationsangst og perfektionisme. Jeg har modnet min fortællerstemme. Jeg har fået adgang til mine naturlige svar i mig selv. Jeg har fundet fred med det store spørgsmål det er, at jeg ikke ved, hvordan jeg finder vej i livet. Dermed har jeg sluppet en stor mængde af kontrol, frygt og angst.

Med andre ord, så har jeg altså brugt den kreative proces med at skrive nyhedsbreve til at sætte mig selv fri, fordi jeg har mærket en længsel og et dybfølt ønske om at skabe min egen vej i livet. En vej hvor jeg kunne følge alle mine intuitive indre bevægelser og indskydelser fra den højere bevidsthed, uden nødvendigvis at have fokus på at tilpasse det til, hvad andre mennesker måtte mene, sige og ønske sig.

Bogprojekt i støbeskeen

Fra at have skabt plads til den frie proces er der altså ved at dukke et konkret bogprojekt frem til gavn for menneskeheden. Derfor vil jeg i løbet af det næste år i eget tempo langsomt begynde at konvertere nyhedsbrevene og de andre blogindlæg ned til bogform.Bogen kommer til at handle om, hvordan vi som mennesker kan sætte os selv fri af samfundets normer, til fordel for at leve et liv i forlængelse af vores indre værenstilstand.

Meget vil være inspireret af nyhedsbrevene, men der vil også være mange nye indfaldsvinkler, temaer og tilgange, som altsammen understøtter filosofien om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet, og som beskriver mere dybdegående, hvad menneskekundskab er, og ikke er.

Det er dog ikke tid til at slippe formatet med nyhedsbrevene endnu. Det vil og kan jeg ikke i en tid, hvor alt rører så meget på sig i mit indre og ydre fundament grundet de seneste eksistentielle sorg og livskriser jeg har været igennem. Jeg elsker ganske enkelt at eksperimentere med denne frie skriveproces, hvor jeg får mulighed for at udfolde min indre verden og mine kreative evner. Det er min måde at holde mig på sporet af min indre stemme.Det er her jeg kan mærke mig selv. Det er her jeg får kontakt til den dybeste indre livsglæde.

Ergo er det også sådan jeg får mulighed for at bidrage naturligt til samfundet.Det er svar nok for mig.

Universel visdom

Måske har du spurgt dig selv, hvad du overhovedet kan bruge nyhedsbrevet til? Måske har du brug for at vide, hvem de i grunden henvender sig til?

Der er ingen tvivl om, at de unge er mit absolut vigtigste fokus. For det er virkelig påtrængende, at de får støtte til at udvikle sig til hele mennesker i den tid vi lever i. Derfor laver jeg også støttegrupper for dem og sætter ind med et fokus på det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet.

Men læner jeg mig ind i min sjæls dybe visdom, så fortæller den mig samtidig, at det jeg kommer med er universelt. Forstået på den måde, at det er nødvendigt at dele ud af min visdom ud fra det enkle princip. Det er det, fordi alt hænger sammen. For når vi som voksne- forældre, såvel som fagpersoner tager ansvar for at kigge indad. Når vi arbejder med at lære at mærke efter i os selv, og at finde ind til vores indre stemme. Ja så smitter det naturligt af på vores børn. På de unge. På den måde så vokser vi alle. På den måde så bliver vi alle løftet ind i et fundament med større bevidsthed.

Et udgangspunkt som stemmer overens med mit ønske om at signalere til de unge, at der ikke er noget galt med dem. Men at de menneskelige udviklings - og mistrivselsprocesser er udtryk for almenmenneskelige, eksistentielle, spirituelle og naturlige livskriser.

Ligeværdigheden er nemlig alfa omega.

Derfor føles det heller ikke rigtigt kun at sende nyhedsbreve specifikt til de unge. Derfor må jeg i stedet henvende mig til den brede befolkning, og lade dem komme til, som er åbne for det.

Frisættelsen

Frisættelsen er nemlig ubetinget den vigtigste værdi for mig. Alt andet er i mine øjne drevet af frygt, magt og kontrol. Nok også derfor det virkelig klasher indeni ved tanken om, at jeg skal have følgere. For mig handler det slet ikke om det. Det handler om at åbne op, og invitere dem ind, som naturligt føler sig inspireret. Det er altså et helt andet fokus, en helt anden tankegang og energi, end hvad følgerstrategien ellers ligger op til.

Derfor er det også fuldstændig op til dig, hvorvidt eller hvordan du omsætter mine nyhedsbreve. Måske sætter det gang i en eller anden reflektion i dig. Måske får det dig til at stoppe op og mærke efter. Måske noget helt tredje. Måske er du ikke bevidst om, hvilken værdi det giver. Om det giver dig nogen værdi overhovedet. Uanset hvad, så er det fuldstændig som det skal være.

Alt åbner sig på den måde, der er naturligt for dig, til den rette tid, når du møder dig selv med blidhed, tålmodighed og accept af, hvor du er i dig selv og i livet som helhed.

På gensyn i næste nyhedsbrev den 7 december 2022.

Kærligst Sofia Viktoria