At sætte kravene ned - og justere på måden vi sætter krav på

Når et menneske giver udtryk for et behov - behov for en pause eller et fordybelsesrum, for at vi sætter tempoet ned, så må vi anerkende og støtte op om dette behov/ønske som det første. ✨

Jeg ser en tendens til, at vi overser lige netop dette vigtige kald og opråb om menneskets behov. Det kan have store konsekvenser for individet, som måske med tiden opgiver helt at ytre sit behov for herved at tilpasse sig noget, som ikke er naturligt. En tilgang som hurtigt kan blive til en måde at være i verden på. ❤️

Det at vi neglicherer, underkender eller afviser følelser/behov gør sig gældende imellem både børn, unge og voksne. Et tegn på, at det er mere end bare kulturelt betinget. På at vi er styret af et instrumentelt menneskesyn oppefra. På at vi ubevidst kan blive medskabere af en kultur, hvor det ikke er vigtigt at lytte til hinandens stemmer. På at vi alle har behov for at få indsigt i den viden og visdom, der er integreret i menneskekundskab. Det gælder både i hjemmet, institutionerne, skolerne. På gymnasierne, universiteterne og arbejdspladserne. ✨

Sammen må vi øve os på at sætte kravene ned til hinanden - eller justere på måden vi sætter krav på, og hvornår vi sætter krav. For kravet må altid tilpasses til det enkelte menneske og det enkelte menneskes livssituation, menneskelige ståsted og kompetencer/ressourcer. ❤️

Det forudsætter langt hen af vejen, at vi har et anerkendende og ligeværdigt menneskesyn. At vi tager afsæt i det anerkendende sprogbrug. At vi møder hinanden med et omsorgsfuldt, medmenneskeligt, empatisk og mentaliserende blik for forskellighed.✨

Bevidstheden om de helt små ting i livet kan betyde en verden til forskel, fra om vi som sensitive mennesker bliver frie eller kontrollerede mennesker! Sådan kan vi igennem krav - og samregulerende praksisser skabe mere trivsel og naturlig udvikling for alle. ❤️

Kærligst Sofia Viktoria