Behovet for den langsomme og resonansskabende pædagogik

For et stykke tid siden var jeg i HSP- foreningens øjemed til en konference med den verdenskendte sociolog Hartmut Rosa her i Danmark. Hans budskaber er så småt ved at trænge dybere ind i kroppen.

Det er en langsommelig proces, fordi jeg netop ønsker at skabe plads til at omsætte hans viden, så den signifikante læring og den kropslige integration kan finde plads på en naturlig måde, som hverken er fremtvunget eller forceret. 

Det er også en måde at forholde sig afgrænsende og nyskabende i forhold til samfundets krav og forventninger om præstation, konkurrence, effektivitet og hastighed. Så jeg ikke blot i afmagtens, ubevidsthedens og dobbeltmoralens tegn forhastes og foranlediges til at reproducere selv samme værdier i samfundet.

Noget vi ofte kommer til som mennesker, hvis ikke vi aktivt stopper op, og forholder os kreativt til at skabe en anden vej. En bevidst tilgang til læring og til livet som helhed, som i sidste ende har den effekt, at teorien ikke bare tages ind rent kognitivt i et præstations - og resultatorienteret øjemed. Men i stedet omsættes på en helhedsorienteret måde, hvor den langsommelige læring og fordybelse sættes i højsædet, - hvor trivslen, selvreflektionen, nysgerrigheden, kreativiteten og den kritiske forholdemåde i særlig grad medtages, stimuleres og udvikles. 

Værdien af kritikbegrebet 

Kritik er nemlig et ualmindelig vigtigt begreb for den tid vi lever i. Ikke bare kritik for kritikkens skyld. Men kritik forstået på en måde, som bidrager til det hele menneskes udvikling igennem en oplysende kritik. En kritik som lyser op på det usagte, undertrykte og fordrejede. En kritik som i menneskehedens etiske øjemed og tjeneste afslører og demonterer undertrykkelse for herved at skabe plads til den frie kritik og åbne dialog. Plads til den menneskeret det er, at ytre sig frit og selvstændigt uden at blive udskammet, set ned på, ekskluderet eller afvist, fordi man ser eller gør ting anderledes end mængden. 

Et standpunkt som professoren i gruppepsykologi Mattias Desmot i særlig grad står til måls for igennem sit mangfoldige, inkluderende og humanistiske menneskesyn. Han mener nemlig, at det er vores opgave som mennesker at blive ved med at udvikle modet til at insistere på det ærlige, ægte og rene. Insistere på at ytre den sårbarhed det involverer at stå helt alene med egne holdninger om livets rene eksistensgrundlag. (”The psychology of totalitarisme”, Mattias Desmet, 2020)

En diskurs som også sociologen Rasmus Willig har bidraget til at påvirke med sin praktiske samfundsanalyse og teori om den afvæbnede kritik. Med et lignende humanistisk menneskesyn bidrager han til at synliggøre det misforhold og den ubalance, der beskrives imellem samfund og individ, hvor samfundskritikken omformes til selvdestruktiv selvkritik. På den måde skaber han plads til det hele menneskes udvikling- menneskets sensitivitet, den frie udfoldelse og naturlige udvikling. Et fokus som allerede er kommet os til gavn mange steder i institutioner, skoler, uddannelsessteder og arbejdspladser. (”kritikkens u-vending”, Rasmus Willig, 2013) 

Værdien af den resonansskabende pædagogik

Særligt vigtigt er det, at vi som sensitive får de redskaber vi har brug for i forhold til at bevare kontakten til os selv. Bevare kontakten til vores kritiske stemme i et samfund, hvor den enorme hastighed og acceleration ligger til grund for dyb mistrivsel, fravær og trang til isolation blandt alle aldersgrupper i samfundet. Hvor vi som sensitive ofte er de første til at gå ned med stress, angst og depression pga. vores åbne sanse og nervesystem. Hvor tid eller mangel på samme udfordrer os i en grad, vi ikke har set før.

En banebrydende teori fra sociologen Hartmut Rosa, som på videnskabelig vis beskæftiger sig med, hvordan vi kan gribe dette store samfundsproblem an ved netop at tage afsæt i resonanspædagogikken. (”Resonans som kompas i velfærdsprofessionerne”, Sanne Vinther Nielsen og Dorthe Juliane Høvids)En pædagogik som er afgørende for vores indre trivsel og følelse af frihed; For at vi kan mærke os selv i livet, skabe sammenhæng imellem ånd, sind og krop samt udvikle os til hele mennesker. For at vi kan tage livet ind, og trække vejret dybt ned i maven. For at vi kan omsætte alle vores indtryk til personlige udtryk.

For hvad er det dybest set, der gør, at vi mennesker mærker resonansen indeni, mærker at noget føles særligt meningsfuldt og livgivende? Et spørgsmål som kalder på fordybelse, praktiske observationer-, erfaringer og eksperimenter. Hartmut Rosa beskriver selv resonansen som noget, der især udvikles mellem mennesker. Med det i mente bliver det særligt vigtigt at kigge på, hvordan teknologien påvirker vores almene trivsel og udvikling, hvis teknologien bruges på en måde, hvor vi ikke har samhørighed med andre mennesker. 

Værdien af den langsomme pædagogik (slow pedagogy)

En teori, som understreger vigtigheden af, at vi rent kollektivt udvikler fundamentet for en ”Langsom pædagogik”. En langsom pædagogik’ vil inden for den pædagogiske verden; ”gøre op med det opskruede tempo i institutionerne og bringe betydningen af god tid, langsomhed og kontinuitet tilbage som selvstændige pædagogiske værdier. Et fænomen som ”vinder frem både i forskningen og i praksis.”(Kilde: Pædagoger og forskere insisterer på langsomhed i hverdagen af Anne Anthon Andersen og Marie Bille, 19. december 2023)

En sådan pædagogik kan bidrage til, at vi sensitive mennesker får den nødvendige ro, fred, fordybelse og frihed som vi har brug for. Den vil tilgodese vores behov for at trække os, lade op og tage pauser. Den vil give os øget motivation til at deltage og bidrage naturligt i de fysiske fællesskaber.  

En sådan pædagogik vil derfor være særlig ideel som fundament for alt vores arbejde intern og ekstern i HSP-foreningen. På den måde kan vi nemlig inspirere indefra og ud, og skabe bedre vilkår for alle mennesker med lav, mellem og høj sensitivitet. 

Derfor fordyber vi os lige nu i HSP-foreningen med at skabe forbindelse imellem den resonansskabende pædagogik og den langsomme pædagogik i håbet om at forme en ny pædagogik, som netop er tilpasset sensitive menneskers naturlige behov, ønsker, længsler og drømme.

NB: Min lange skrivestil er et udtryk for en intuitiv og feminin bevægelse, som kommer indefra som netop har til hensigt at inspirere til fordybelsen, langsommelighed, selvreflektion, dybden og resonansgivende øjeblikke.  

Med ønsket om en dejlig dag.  

Kærligst Sofia Viktoria