Den dybe visdom i ærligheden

Som den tyske sociolog Hartmut Rosa siger: så er "vores samfund bygget op omkring en logik, hvor vi hele tiden skal vækste". (...)"Verden føles derfor fremmed for de fleste mennesker i dag". (...)"Rigtig mange har derfor følelsen af, at de hele tiden skal løbe stærkere, og de skal nå mere i dag end i går". (...)

Perfektionismen, pligten, presset og præstationen er dermed blevet et livsvilkår, som vi stort set alle må forholde os til i større eller mindre omfang. Det sætter os ganske enkelt på prøve rent menneskeligt.

Men hvad tæller egentlig i tilværelsen i en tid, hvor flere og flere går rundt med følelsen af meningsløshed?

Mit bud er ærligheden. Ærligheden er nemlig et stærkt undervurderet og ofte overset perspektiv i vores samfund i dag.

Ærligheden er ikke blot et nødvendigt onde for individet, der ønsker at udvikle sig til et helt menneske, trives og finde vej i livet. Det er en investering i vores fælles fremtid. I den måde vi kommunikerer med hinanden på privat og professionelt. I den måde vi skaber familie, fællesskab, virksomheder, institutioner og samfund på. En fremtid hvor vi hver især må gøre op med os selv, hvilke værdier vi ønsker at dyrke, forfølge, bygge videre på eller genskabe.

I dette nyhedsbrev dykker jeg derfor ned i den dybe visdom, der ligger i ærligheden. I det at være ærlig over for sig selv. For hvorfor er det egentlig så svært for os mennesker at tage ansvar for lige præcis det, når nu det er så vigtigt?

Uærligheden og undertrykkelsen af vores sande natur

Det er som om, at vi mennesker helst skal have styr på det hele. Det perfekte, pæne og positive fylder derfor også i forællingerne om os selv udadtil. For vi vil så gerne vise os selv og andre, at det hele kører for os på overfladen.

Det præger desværre hele den måde vi er til på i livet. Mange af os har nemlig lært, at vi skal gemme sårbarheden. Gemme den, fordi den er tegn på svaghed. Tegn på at vi ikke er stærke nok. Tegn på at vi mistrives.

Derfor tager vi masken på og tilpasser os normen.Tilpasser os i en grad, hvor der ikke er plads til ærligheden. Plads til det vi i virkeligheden føler, tænker og mærker.På den måde, så kommer vi nemt til at lukke af for følelserne.

Jo mere vi undertrykker sårbarheden og lukker af for følelserne, des mere blinde bliver vi imidlertid for, hvordan vi egentlig har det.

Sagt på en anden måde, så undertrykker vi dybest set vores sande natur, i det øjeblik vi er uærlige overfor os selv.

At leve med spiseforstyrrelse i det fortrængte og skjulte indre rum

Jeg har selv lært uærlighedens væsen rigtigt godt at kende. Den var såmænd min tro følgesvend i mange år af min ungdom. Dengang hvor jeg levede med spiseforstyrrelse i det fortrængte og skjulte indre rum.

Dengang hvor uærligheden symbolsk set havde nuppet den gule førertrøje, og efterladt mit sande jeg i den prikkede bjergtrøje. Som en ægte bjergrytter i Tour de France kæmpede jeg fysisk for at bevæge mig op og ned af de stejle bjerge hver eneste dag, uden rigtigt at komme nogen vegne mentalt.

Det at bevæge mig igennem livet på så hård, uærlig og uautentisk en måde var altså ren overlevelse. En overlevelse i det at være mig. En overlevelse i det at være menneske. Dengang var det bare sådan det var. For det var på mange måder blevet min hverdag at bedrage mig selv, andre mennesker og livet.

Hvor frygteligt det end så lyder.

Så led jeg i stilhed. Jeg led fordi jeg ikke turde at være ærlig over for mig selv. I dag kan jeg se, hvor mange andre, der lider af selv samme grund. Som var det et generelt samfundsfænomen. Et fænomen som på hver sin måde fører os alle bag lyset. Så vi kan spille vores livs hovedrolle som den uærlige - den der dyrker perfektionismen, pligten, presset, præstationen uden at mærke efter indeni.

Uærligheden er et perfektionistisk aftryk fra et samfund, der dyrker præstationens udtryk

Med dette perspektiv for øje så kan uærligheden i virkeligheden betragtes som et perfektionistisk aftryk fra et samfund, der dyrker præstationens udtryk. Stress, angst, depression mm. kan derfor langt hen ad vejen også forstås som en sund reaktion på et usundt miljø.

Med den perfektionistiske, pligtopfyldende, pleasende og præstationsorienterede trend så kommer vi nemlig meget ofte på vildspor i os selv, i vores relationer og i livet som helhed.

Konsekvenserne af uærligheden og betydningen af ærligheden

For følger vi denne bevægelse blindt, så lærer vi aldrig helt om konsekvenserne af uærligheden og betydningen af ærligheden. Betydningen af at kunne mærke, hvornår vi er ærlige og tro overfor os selv.

Nej ærligheden, den må vi såmænd grave dybt i os selv for at finde. For hvem er vi som mennesker? Hvad vil vi gerne kendes og huskes for? Hvad længes vi efter? Hvad lever vi for? Hvad drømmer vi om? Spørgsmål som på hver deres måde presser sig på, fordi vi er nødt til at finde et ståsted i os selv, i vores relationer, i fællesskabet og samfundet som helhed.

Gør vi ikke det, ja så flyder vi i værste tilfælde med en præstationsorienteret og perfektionistisk strøm i samfundet, som på sigt gør os syge. Syge fordi samfundet presser os derud, hvor vi ikke kan bunde rent menneskeligt. Syge fordi vi selv tilpasser os blindt. Syge fordi vi paradoksalt nok fjerner os fra det naturlige i os selv.

At skrive en ny historie om os selv og skabe vores egen plads i livet

Lige indtil den dag, hvor vi ikke kan holde til det mere, der hvor vores krop, sind og ånd står af på forskellig vis. For i det øjeblik, så får vi rent faktisk tildelt en ny mulighed i vores liv. En mulighed for at skrive en ny historie om os selv. En mulighed for at få en ny hovedrolle. En mulighed for at skabe en ny plads, mening og retning i livet. En retning i os selv. En retning mod vores sande natur og indre stemme- ærligheden i os selv.

Hvilket udtryk fortællingen skal have er helt op til os selv. Så længe vi connecter med den og står ved, at vi er nødt til at forholde os til sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. I hvert fald så længe vi ønsker at udvikle os til hele mennesker.

Dette er nemlig med til at føre os på sporet af vores egen ærlighed og indre stemme. Der hvor vi kan leve et liv i samklang med den vi dybest set er. Der hvor vi kan slippe behovet for at tilpasse os. Slippe masken, den perfektionistiske trang, præstationsangsten og bare være.

Det store maskefald på samfundsscenen- friheden til at være

Flere og flere er begyndt at bevæge sig ned ad ærlighedens vej, som jeg kalder det. Ikke bare ærlighed forstået som et klichéagtigt popord og præstationsorienteret fænomen. Nej hudløs ærlighed i den allermest rå, rebelske, filterløse og frisindede facon.

Måske et udtryk for det store maskefald, som for alvor finder sted på samfundsscenen lige nu. Et maskefald i systemerne som afslører alt det umenneskelige. Et maskefald som dybest set markerer løsrivelsen fra det normative og frigivelsen af mennesket. Frigivelsen til at udfolde det inderste jeg, passe på og værne om lige præcis det. For lige her, omfavner vi i virkeligheden vores dybe menneskeret- friheden til at være.

Befriende hvis du spørger mig og i særdeleshed afgørende for menneskeheden. Afgørende for, hvorvidt vi er i stand til at mindske og forebygge den stigende mistrivsel blandt børn, unge og voksne i al almindelighed i fremtiden.

Den bølge er jeg i virkeligheden helt naturligt hoppet på. Det har været undervejs i mange år. Ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ganske enkelt ikke kunne lade være.

For lige her kunne jeg nemlig tage et naturligt ansvar for ærligheden i mig selv. Ved netop at skabe min egen plads i livet, i stedet for at blive ved med at kæmpe for at passe ind i noget, som jeg alligevel aldrig ville have passet ind i.

På den måde, så går jeg foran for at skabe plads til, at andre også kan skabe deres egen plads i livet. Dybden og ærligheden er altså min rettesnor i livet. Friheden til at være lige så.

Ærligheden giver os den nødvendige og dybe substans i livet

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at jeg motiveres, næres og fænges af kreative, frie og kunstneriske mennesker. At jeg hører Mads Langer, når jeg skriver nyhedsbreve. At jeg falder sammen af grin over Anders Matthesens og Thomas Blachmanns sindsyg sjove input. At jeg konstant vender tilbage til vigtige og ærlige perspektiver fra seeren og forfatteren Michell Léon Stjernberg. At jeg fascineres af lektor Steen Nepper Larsens retorik. At jeg lytter den tand ekstra efter, når de alle ytrer eller udtrykker sig om livet.

På humoristisk, frisindet og intelligent vis formår de nemlig med en sjælden set menneskelighed at fremhæve alt det, der ikke umiddelbart er substans i, når de i kunstens øjemed hudløst ærligt sætter ord på, det der er imellem linjerne, de store spørgsmål i livet, hvem vi er og ikke er som mennesker.

Dermed viser de en vej i det ukendte landskab. Ved netop at vise vejen til en anden måde at være menneske på.

Alle har de talent for at tappe ind i tidens mangler, trend og ånd. Altid med sigte på at skabe en anden og mere substansfyldt fremtid.

Alle minder de mig om min egen menneskelighed og kreativitet. Minder mig om min indre stemme, ærlighed og renhed. Minder mig om, at det er her, at jeg får adgang til min kreative skaberkraft. Mit indre lys. Min indre frihed. Minder mig om, at ærligheden er det, som giver os mennesker den nødvendige og dybe substans i livet.

Forbindelsen mellem ærligheden og den indre stemme

Derfor så skriver jeg. Skriver for at finde ud af, hvad der symbolsk skal stå på livets blanke papir om, hvem jeg dybest set er som menneske.

Skriver om, hvad det gør ved mig at leve i et samfund, som ikke tilgodeser det hele menneskes udvikling.

Skriver for at skabe klarhed i mig selv og retning i livet. Skriver for at frisætte perfektionismen, præstationsangsten, og trangen til at tilpasse mig andre menneskers forventninger og meninger.

Skriver for at vende tilbage til barnet i mig, som naturligt eksperimenterer legende og let i det rene flow uden at søge anerkendelsen, vurderingen og bedømmelsen af sig selv og andre.

Skriver for at følge og forbinde ærligheden med min indre stemme. For når alt kommer til alt, så giver det mig håb og fremfor alt et indre ståsted i livet.

At se klart vs. et liv i egoets tegn

Når vi ser os selv klart, så bliver vi altså lige pludselig i stand til at forbinde ærligheden i os selv med den indre stemme. Så ser vi, at ærligheden kommer med en helt særlig kraft. En vedholdende kraft, som bliver ved med at banke på vores dør for at fortælle os, at det er tid til at lytte. Lytte til vores indre stemme, som så inderligt gerne vil vise os, hvad der føles rigtigt at gøre, sige og være.

Uden bevidstheden om dette indre peglemærke, så kan det til gengæld være ualmindeligt svært at kende forskel på, hvornår og hvorfor vi er ærlige og uærlige over for os selv og andre.

For ofte er vi så mudret ind i vores eget ego, at vi ikke kan se klart. Egoet fortæller os nemlig mange ting i løbet af en dag, ja i løbet af hele livet. Fortæller os, at vi ikke må tabe ansigt. At det er for sårbart at tage ansvar for ærligheden.At vi ikke vil sige undskyld til andre. At vi er nødt til at bevare magten, styringen og kontrollen. Og sådan kunne jeg blive ved og ved.

På den måde, så fastholder egoet os i vores udvikling. Fastholder os i at bevare masken på. Fastholder os i at leve livet på en løgn. Fastholder os i at leve et liv i egoets, magtens, styringens og kontrollens tegn.

Når vi lever et liv i egoets tegn, så kan det altså være umådeligt svært at tage ansvar for ærligheden i os selv. For egoet vil med alt dens magt og kraft netop gøre, hvad den kan for at skubbe ærligheden ned i dybet af vores indre. Der hvor vi ikke længere er forbundet med vores indre stemme.

Så når vi en dag skal væk herfra, så er det i virkeligheden kun os selv, som kan afgøre, om vi har været ærlige eller uærlige over for os selv? Det er kun os selv, som kan svare ærligt på, om vi har bestået livets løgndetektor test? Om vi har været det menneske vi gerne ville være, levet det liv vi gerne ville, og gjort det vi kom for? Det er imidlertid også kun os selv, som vi snyder, hvis vi har været uærlige over for os selv, andre og livet.

Motivationen for at være ærlig - at åbne op for hjertet og ånden

Ønsker vi at øve os på at slippe det gamle og uærlige spor for herved at fortsætte imod det nye, ærlige og ukendte spor, så kræver det dog en aktiv beslutning.

En beslutning, som bliver fulgt op af konkrete handlinger, til og fravalg i livet. For kun sådan kan vi i virkeligheden forebygge, at vi falder tilbage til gamle vaner og rutiner. Kun sådan kan vi for alvor begynde at så nye frø i vores bevidsthed.

Før vi kan begynde på det, må vi imidlertid også finde ind til vores egen motivation for at være ærlige over for os selv. Uden den, så bliver det nemlig meget svært at stå ved ærligheden i mødet med egoet. Særligt fordi der kommer så meget frygt og angst op i os i denne proces.

Når vi åbner op for ærligheden åbner vi til gengæld også op for vores hjerter og ånden i os. Vi åbner op for at kunne mærke os selv i livet, mærke hvem vi er bag masken. Når vi øver os på lige præcis det, så øver vi os i virkeligheden også på at slippe eller måske endda omfavne egoet. Omfavne egoet så vi med tiden kan udvikle os til hele mennesker.

Hvad har vi, hvis ikke vi har ærligheden?- Hvem er vi som mennesker uden ærligheden?

En af de aller største motivationskilder jeg har, kommer fra et medmenneskeligt sted i mig selv. Jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke, hvad vi har, hvis ikke vi har ærligheden? For hvem er vi som mennesker uden ærligheden?

Dette spørgsmål bliver særligt vigtigt i relationen til andre mennesker. Er vi ikke ærlige over for os selv og andre, så påvirker det nemlig vores relationer på massiv vis. Når vi er for stolte og ufleksible i vores mindset til at sige undskyld. Når vi i stedet skyder med spredhagel for at få den anden til at tage initiativ til at sige undskyld. Når vi bruger den hvide løgn for at skåne andre og os selv. Når vi har svært ved at give slip på tanken om "at det må da være den anden part, der er noget galt med."

Overfladen, egoet, undertrykkelsen, styringen og kontrollen kommer nemlig til at vægte enormt meget i stedet for nærværet, autenticiteten og medmenneskeligheden. Det er her vi ofte kommer til at lave projektioner.

Arbejdet med projektioner

Projektion er det, der sker, når vi lægger ansvaret for vores egne følelser og behov og reaktioner ud i omverdenen, frem for at tage ejerskab og ansvar for dem selv.

I Psykologien kaldes projektion for en kontaktforstyrrelse (en forstyrrelse i kontakten med os selv og med andre mennesker), og en forsvarsmekanisme (et forsvar mod at mærke vores egne følelser).

Projektioner finder ofte sted uden vores egen opmærksomhed og meget oftere, end vi ved. Især når vores følelser, af den ene eller anden grund, ikke kan rummes af os selv. Når vi har tildelt andre de egenskaber, som vi egentlig selv besidder, kan vi kigge på egenskaberne på sikker afstand og behøver ikke at blive overvældet af dem selv.

Der er ingen tvivl om, at vi kan løfte os selv dybere ind i lyset, hvis vi hiver vores egne projektioner og skyggesider hjem. Mine erfaringer fortæller mig imidlertid også, at der kan være en faldgruppe ved netop at bruge denne filosofi slavisk efter bogen uden omtanke på medmenneskeligheden.

Fortaber vi os udelukkende på, hvad der er projektion og ikke projektion, så mister vi nemlig evnen til at møde den anden med empati. Og så er vi jo lige vidt, for hvor er vi så henne rent værdimæssigt og menneskeligt?

Den naturlige vej til at tage ansvar for ærligheden

Jeg vil derfor meget hellere fokusere på den naturlige vej til at tage ansvar for ærligheden. Min sande natur og indre stemmer hjælper mig i dette hensende. Med dette fokus er jeg nemlig stærkt forbundet til medmenneskeligheden, selvansvarligheden, medansvarligheden og den højere bevidsthed.

Med dette fokus slipper jeg dermed også behovet for, at den anden skal tage sit ansvar. Så har jeg i stedet tillid til, at vi sammen finder en vej, hvor vi kan støtte hinanden til at tage hvert vores ansvar. Medansvarligheden, medmenneskeligheden og den højere bevidsthed er nemlig mindst lige så vigtige som selvansvarligheden.

Det sjove er også, at jeg har fundet ud af, at jo mere jeg er ærlig, når jeg ikke har været perfekt. Jo mere jeg tillader mig selv at sige undskyld, når jeg har gjort nogen ked af det eller på anden vis trådt over en grænse i et andet menneske, ja så løfter jeg rent faktisk mig selv rent menneskeligt. Det letter på egoet at opdage, at det er det der sker. Det gør det samtidig også mere ubesværet at vade igennem frygten og angsten.

Når vi øver os på at tage ansvar for ærligheden, så er det særligt vigtigt, at vi giver os selv og hinanden den nødvendige tid og ro. Bliver vi presset til at bekende kulør, række ud eller sige undskyld, så får egoet nemlig ikke den nødvendige plads. Nogle har brug for kortere tid end andre. Det er helt naturligt. Intet er derfor hverken mere rigtigt end forkert.

Måske er der dukket nye reflektioner og spørgsmål op efter, at du har læst nyhedsbrevet? Hvis ikke så vil jeg invitere dig til at reflektere over eller mærke efter på følgende spørgsmål:

• Hvordan tager du ansvar for ærligheden i dig selv?
• Hvad kan være svært i denne proces?
• Hvilke udviklingsområder får du øje på?
• Hvilke positive erfaringer har du med at tage ansvar for ærligheden i dig selv?