Den feminine vej - det hele menneskes udvikling

Den feminine vej - det hele menneskes udvikling
Photo by Trac Vu / Unsplash

Forleden var jeg i HSP foreningens øjemed til foredraget “Den FEMININE VEJ” med Theresa Thaning. Et foredrag som på så mange punkter skabte en både dyb bekræftelse, grundro og afklaring ift. det jeg altid har mærket og tror på.

Men også et håb og en motivation for, at vi som mennesker VIRKELIG kan gøre en AKTIV forskel for at påvirke samfundet, så der kan blive mere plads til SENSITIVITETEN OG DET HELE MENNESKES UDVIKLING. Faktisk var det et meget jordnært og bevidsthedsudvidende foredrag, som satte hele mistrivselsdebatten i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Den feminine energi er blevet svækket

Sådan som vores samfund ser ud idag, så er mange daginstitutioner, skoler, universiteter, virksomheder, private/ offentlige arbejdspladser - og andre samfundsmæssige systemer rodfæstet eller indhyldet i den maskuline energi. Den feminine energi er som et resultat heraf blevet svækket individuelt, kollektivt og samfundsmæssigt.

Uanset om vi er bevidste om det eller ej, så har det fatale konsekvenser for vores menneskelige udvikling. For med et fravær af den feminine energi, er der ikke plads til de mere følelsesmæssige sider af livet. - At vi mærker vores behov og lytter til os selv, - lytter til vores intuition, vores nervesystem og vores følelser.

Derfor sidder vi ofte tilbage med en følelse af manglende mening. Vi føler os depressive, angste, fremmedgjorte, ensomme og/eller rodløse. VÆRST AF ALT KAN VI IKKE MÆRKE OS SELV. MÆRKE OS SELV I LIVET. MÆRKE AT VI LEVER.

Mange af os har fuldstændig lukket af for den feminine energi. En energi som hører hele livskraften til. En kærlig kraft som strømmer naturligt inde fra og ud med en uudtømmelig overflod af kreativitet, skaberkraft, omsorg og kærlighed. En intuitiv tilstand, som derfor også rummer et umådeligt stort menneskeligt potentiale. Et potentiale som desværre aldrig rigtigt ser dagens lys, HVIS vi bliver ved med at rette blikket VÆK FRA os selv i troen på, at lykken findes UDE i vores omgivelser.

SVARET OG LØSNINGEN

Svaret er klart. Der er ikke nogen quick fix løsning. Det handler om et dybt menneskeligt og samfundsmæssigt commitment. Vi må hver især tage ansvar for at åbne for den feminine energi i os selv. VI MÅ KIGGE INDAD OG LØSNE OP FOR ALT DET, DER BARRIKERER FOR DEN FEMININE ENERGI.

De færreste af os har dog lært at håndtere vores tanker og følelser. Derfor må vi som samfund almenmenneskeliggøre lige netop det. For det er både et individuelt og samfundsmæssigt ansvar, at vi skaber plads til sensitiviteten. At vi lærer det helt fundamentale ved det at være menneske, mens vi uddanner os - i uddannelsessystemet.

Som sensitive er vi rollemodeller for en ny retning i samfundet. For med vores åbne sansesystem, stærke intuition og lette adgang til følelserne kan vi vise andre, at det er meningen og helt naturligt at kigge indad, lytte til os selv, mærke vores følelser/behov og stå ved os selv.

Sådan skaber vi mulighed for at DEN FEMININE ENERGI OG SENSITIVITETEN kan flyde frit. Sådan udvikler vi os i sidste ende til HELE MENNESKER.

Kærligst Sofia Viktoria Christensen Hsp-foreningen.dk