At gøre sig erfaringer i livet
I onsdagsnyhedsbrevet kaster jeg lys på betydningen af det at gøre sig erfaringer i livet på nysgerrig, undersøgende og eksperimenterende vis. Et tema som har direkte forbindelse til den måde jeg bevæger mig på i livet, såvel som til alle mine tidligere nyhedsbreve - og dermed også filosofien bag det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet.
Følelsen af manglende erfaring har nemlig været et stort eksistentielt livstema for mig. Selv samme følelse har fået mig til at søge mange omveje i livet. Omveje som fik mig til at bære en pleasende maske og frygte at gå ud i livet, som den jeg var inderst inde. Omveje som betød at jeg lukkede ned for mine følelser, livsglæden og mit indre lys. Omveje som fik mig til at tro, at jeg skulle præstere for at blive elsket og anderkendt. Omveje som førte mig væk fra mig selv. Omveje som gudskelov også lærte mig usigeligt meget om sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Omveje som derfor blev forvandlet til genveje. Genveje tilbage til mig selv.
Men hvad har livet så egentlig lært mig? Dette vil jeg indledningsvist give dig et lille inblik i som inspiration på din vej i livet.
Min drivkraft i livet - et fleksibelt og eksperimenterende mindset
Helt grundlæggende så har livet lært mig, hvor vigtigt det er at møde mig selv, hvor jeg er rent menneskeligt. Så i stedet for at foregive noget jeg ikke er, at jeg har nogle erfaringer, som jeg ikke har, at jeg kan noget jeg ikke kan. Ja så er jeg i dag så vidt muligt åben og ærlig overfor mig selv. Åben og ærlig overfor andre mennesker. Vigtigst af alt, så ved jeg, at jeg er god nok, og nok bare fordi jeg er. Hammeren der fordømmer, finder fejl, afviser og nedgør har nemlig fået tæt følgeskab af den rene værenstilstand.
Fra udelukkende at lede efter, hvad mine omgivelser forventer og kræver af mig, så giver jeg i dag mig selv plads til at vokse i mit eget tempo. Jeg giver mig selv lov til at fejle og eksperimentere med de ting, som jeg interesserer mig for. Samtidig så vælger jeg bevidst selv, hvad jeg ønsker at øve mig på eller fordybe mig i altafhængig af, hvilket overskud og energi jeg har.
Sagt på en anden måde, så har jeg lært, hvordan jeg skaber den frihed i mig selv og i mine ydre omgivelser, så jeg får mulighed for at eksperimentere og gøre mig erfaringer på den måde, der føles naturlig for mig. Altsammen med ét primær formål - at jeg kan påvirke min egen identitet.
Den opdagelsesrejsende og skaberen
Erfaringen, undersøgelsen og eksperimentet er med andre ord det, der driver mig i livet. Sjovt nok så klikkede dette aspekt for alvor på plads i mig, da jeg for nylig læste et super inspirerende nyhedsbrev fra Michell Léon Stjernberg om de forskellige arketyper.(Kan iøvrigt varmt anbefale, at i tjekker det ud på hans hjemmeside https://www.mindblaze.xyz/what-is-your-archetype/
Nyhedsbrevet handler kort fortalt om, hvordan vi som mennesker finder frem til, hvilken arketype, vi hver især er forbundet med på et rent instinktivt plan vel at mærke. Efter min mening et ekstremt virkningsfuldt redskab, der kan hjælpe med at skabe endnu mere klarhed i den personlige udviklingsproces.
En proces som jeg selv har arbejdet med, sammen med Michell for nogle år tilbage i private mentorings. Som efter sigende godt kan tage flere år. Det skal jeg hilse at sige, at det har gjort for mig. For det er først nu, at jeg har fået bevidsthed på, at min primære arketype rent faktisk er den opdagelsesrejsende.(the explorer)
I mange år identificerede jeg mig nemlig med rebellen (the rebel). Jeg har godt hørt Michell snakke om, at arketyperne også kan vise sig at være forsvarsmekanismer, som vi har taget til os, mens vi vokser op. Men det var først forleden, at jeg kom til at tænke over, at rebellen måske også har været en forsvarsmekanisme for mig. Jeg følte mig nemlig ikke lige så forbundet med den, som jeg plejede.
Ret interessant faktisk.For i det øjeblik at jeg landede i arketypen den opdagelsesrejsende( the explorer), påvirkede det hele nervesystemet med en dyb ro. En ro som efterlod mig med klare indsigter, billeder, fornemmelser. Og frem for alt en øget grounding. En grouding som helt sikkert kommer til at få betydning for mine bevægelser fremadrettet.
Ifølge Michell er der ofte to arketyper, som præger vores bevægelse i livet, hvoraf én af dem, som regel er den mest fremtrædende. https://www.mindblaze.xyz/dealing-with-a-double-archetype/
I den forbindelse kan jeg ikke komme uden om, at jeg er dybt forbundet med arketypen skaberen(the creator) og mottoet: "If you can imagine it, it can be done.” Det har nemlig altid været naturligt for mig at læne mig ind i dens innovative natur i min søgen efter at skabe min egen vej i livet. På den måde så har den været et sublimt supplement til den opdagelsesrejsende(the explorer), som med mottoet "Don´t fence me in " er frihedssøgende helt ind til benet.
Når jeg tænker mig om, så har jeg altid haft tendens til at flytte mig selv ud i nye sammenhænge, miljøer og setups i livet. Jeg har fx. aldrig arbejdet det samme sted mere end 1-2 år af gangen. Til gengæld har jeg rent pædagogisk-psykologisk arbejdet ufatteligt mange forskellige steder, i forskellige kontekster og stillinger, med mange forskellige mennesker. Jeg har ligeledes mange uddannelser i rygsækken.
Det betyder ikke, at jeg ikke er i stand til at tilpasse mig, skabe stabilitet og struktur. Det betyder blot, at jeg hele tiden søger at eksperimentere med at skabe min egen struktur, stabilitet og vej i livet - i forlængelse af min indre stemme. Det er således også en vigtig del af det mindset jeg har, som støtter mig i at være et helt menneske.
Et fleksibelt mindset, som åbner for nysgerrigheden, mulighederne, eksperimentet og undersøgelsen; for nye, kreative tænke og handlemåder, for andre spor i sindet og livet, for kroppen, sjælens og hjertets visdom. Et mindset som er betinget af, at jeg lader mig lede inde fra og ud. Betinget af at jeg finder støtten indeni. Betinget af at jeg møder mig selv og andre med ufordømmenhed, åbenhed, blidhed, kærlighed og tillid.
I dag føler jeg mig derfor beskyttet indefra og oppefra, fordi jeg ved, hvordan jeg lytter til mig selv, hvordan jeg løfter mig selv, hvordan jeg skal behandle mig selv kærligt, og hvordan jeg kommer videre, når livet gør ondt. Alt det hjælper mit mindset og universet mig nemlig med. En meget stor kontrast til, hvordan det ellers har været at være mig.
En universel følelse
Måske kæmper du også selv med at finde accept af dig selv, af det du ikke ved, af det du ikke har lært, og har fået erfaring med endnu? Måske kæmper du også for at skjule den sårbarhed, der kommer på baggrund, af det du tror du skal vide? Måske for det dig til at føle at livet er en kamp? En kamp hvor det kun handler om at overleve.
Lad mig sige det sådan. Du er ikke alene.
Det er på mange måder en universel følelse, lige såvel som følelsen af ikke at føle sig god nok er det. For vi har alle noget med os fra vores fortid, som på forskellig vis hindrer os i at møde os selv med blidhed og accept af, hvor vi er i vores udvikling og i livet som helhed. Hindrer os i at være ærlige overfor os selv. Hindrer os i at anerkende og stå ved vores sårbarhed.
Så vi kan være dem vi er inderst inde. Så vi kan hvile i os selv.
Samtidig så presser samfundet på fra alle leder og kanter. Presser os til at præstere mere end vi overhovedet er gearet til inderst inde. Presser os til at forlade os selv. Presser os til at ignorere, neglichére og undertrykke vores indre stemme.
Der er altså god grund til at læse med her. For du fortjener mere end noget andet at få adgang til den kærlighed, visdom og bevidsthed, der ligger gemt i lige netop den bevægelse, hvor du tillader dig selv at få erfaringer i livet.
Uden at skulle bedømme og vurdere dig selv - uden at skulle bedømmes og vurderes af dine omgivelser. Hvor du i stedet sætter dig selv og andre menneskers meninger fri.Fri så du er i stand til at være dig med alt, hvad det indebærer.
Spørgsmål og reflektioner der åbner for bevidstheden
Hvis vi ønsker at udvikle os til hele mennesker, så er der en lang række af spørgsmål, der er gode at reflektere over, hvad angår det at gøre sig erfaringer.
For hvad gør vi egentlig pr automatik, når vi ikke har den nødvendige erfaring i livet? Og hvad sker der med vores udvikling, dannelse og trivsel, når vi ikke giver os selv lov til at gøre os erfaringer med det, som vi endnu ikke har fået erfaring med?Når vi ikke tillader os selv at øve os, eksperimentere og fejle?Når vi ikke accepterer os selv, der hvor vi er i vores udvikling og i livet som helhed?
Når vi i stedet tror, at vi skal spille skuespil, og tilpasse os, når vi ikke ved? Når vi prøver at dække over vores manglende erfaring? Når vi ikke tør at være ærlige over for os selv og andre ift. hvad vi kan og ikke kan? Når vi ikke tillader os selv at være mennesker, at føle det vi i virkeligheden føler? Når vi tror, at den eneste vej er at benægte, afvise og undertrykke den dybe frygt, angst og afmægtighed, der dukker op i os?
Indlysende konsekvenser for trivslen
Det er på mange måder indlysende, at det har store konsekvenser for vores almene trivsel, for den dannelse og udvikling vi får rent menneskeligt, når vi som børn, unge og voksne ikke står ved, hvor vi er rent menneskeligt. Står ved hvad vi ikke har lært og gjort os erfaring med endnu. Står ved den sårbarhed, som det naturligt medfører. Står ved at det er menneskeligt og naturligt ikke at vide. Står ved at vi alle har brug for at øve os.
For uden bevidstheden om den rene erfaringsmæssige tilgang, så vil vi nemlig være forfaldne til at blive ved med at søge det perfekte, præstationsorienterede, pleasende og pligtopfyldende spor i livet.
Et spor, som efterlader os med et altdominerende indre pres, i en evig jagt efter at finde anerkendelsen ude i andre mennesker. En jagt som får os til at blive ved med at sige, gøre og være det, som der forventes af os. Som med tiden fører os ned i en blindgyde, fordi det bliver sværere og sværere at mærke vores sande natur, høre og udtrykke vores indre stemme. En stemme, som altid er åben og ærlig med, hvor vi er i livet. Som i lysets og selvkærlighedens tegn dagligt forsøger at vække os til større bevidsthed og årvågenhed i livet.
Det går derfor ofte rent galt, når vi i gennem mange år har vænnet os at overhøre, neglichere eller underkende betydningen af den indre stemme til fordel for at følge frygtens og egoets stemme.
På den måde lærer vi nemlig, at livet handler om at at leve udefra og ind. Og førend vi har set os om, så står vi altså ligepludselig med et mindset, hvor vi tror, at vi skal kæmpe. Kæmpe for at komme igennem livet. Kæmpe for at overleve. Kæmpe for at leve. Tragisk. Når vi måske i virkeligheden bare længes efter at være. Længes efter at leve livet ud fra den naturlige præmis det er, at være nærværende og tilstede i livet.
En psykisk fejlkodning fra samfundet
Når det så er sagt, så er vi som regel ubevidste om disse konsekvenser, fordi vi er blevet så vant til at leve udefra og ind. Så vant til at tilpasse os omgivelserne, fælleskabet og samfundet. Så vant til at undertrykke vores sande jeg, det vi føler, mærker og oprigtigt tænker indeni.
Ofte bliver vi nemlig mødt af en forventning om, at vi må tilpasse os, agere professionelt, præstere vores bedste, og leve op til de usagte normer og krav, der fx. ligger i bestemte jobbeskrivelser, sociale og uddannelsesmæssige sammenhænge.
Krav som får os til at føle, at vi allerhelst skal vide, selvom vi dybest set ikke ved. Krav som får os til at spille skuespil, fordi vi ikke altid har den nødvendige viden og erfaring. Krav som får os til at tro, at livet handler om at præstere og leve op til samfundets, fællesskabets og andre menneskers krav, normer, forventninger og idealer.
Alt sammen meget logisk, det taget i betragtning, at vi ikke bliver uddannet i det at være menneske, mens vi uddanner os. Alt sammen også meget nedslående. For som samfund er vi derfor også ubevidst med til at overføre en form for psykisk fejlkodning til mennesket. Alene af den grund, at vi ikke har bevidsthed på at skabe plads til sårbarheden og det hele menneskes udvikling inden for systemet.
Et system, som ligger under for et massivt økonomisk pres. Så massivt, at vi stort set ikke har mulighed for at påvirke det i en retning, hvor der bliver mere plads til mennesket- til at vi kan eksperimentere, gøre os vores egne erfaringer, bringe vores unikheder i spil, - så vi kan vokse naturligt.
Derfor ender det ofte med, at vi som mennesker må flygte fra systemet. Flygte fordi systemet er drevet af så hardcore økonomiske interesser. Flygte fordi vi er tilskuere til at medmenneskeligheden, omsorgen, kreativiteten og livsglæden forsvinder.
Skillevejen- det naturlige vs. det præsterende
Med disse indsigter, så bliver det altså lige pludseligt meget tydeligt, at vi som mennesker selv bliver nødt til at træffe ét helt afgørende valg et livet.
Et valg, som faktisk kan koges helt ned til, om vi ønsker at leve et liv, hvor vi følger det naturlige eller det præstationsorienterede spor i livet?
Et valg, som giver os mulighed for at eksperimentere med at finde vores egne svar i livet, eller at fortsætte med at leve op til andre menneskers krav og idealer?
Et valg, som på mange måder viser sig som en skillevej i livet. En skillevej som enten fører os tættere på os selv, eller længere væk fra os selv. En skillevej, hvor vi i sidste ende enten udvikler os til hele eller halve mennesker.
Med disse ord, vil jeg nu invitere dig til at mærke efter på dine tidligere og nutidige bevægelser i livet, indre som ydre.
- Hvad driver dig som menneske? Hvad længes du efter?
- Hvordan har du det med at gøre dig nye erfaringer i livet? Hvilke følelser og tanker vækker det i dig?
- Hvilke udfordringer oplever du, når du ikke føler, at du har den nødvendige erfaring eller viden? Hvad gør du og hvorfor? Hvilke følelser og tanker vækker det i dig?
- Hvordan har du det med at tilpasse dig og leve op til andre menneskers krav/ forventninger i hjemmet, uddannelsen og jobbet? Hvordan påvirker det dig? Hvad får det dig til at føle og tænke?
- Hvordan skaber du plads til at lytte til dig selv, til at gøre dig dine egne erfaringer på den måde, der er naturligt for dig? Hvilke konkrete eksempler har du på det? Hvad får det dig til at føle og tænke?
- Hvad skal der til, for at du mærker din indre livsglæde? Hvilke konkrete eksempler har du på det? Hvordan føltes det, når du mærker det? Hvad tænker du lige her?
Du kan b.la. bruge spørgsmålene som inspiration til at forstå, acceptere og møde dig selv, der hvor du er i din udvikling og i livet som helhed.
Det sidste års erfaringer med formidling
Jeg har snart sendt nyhedsbreve til dig i et helt år. Det er stort. Og jeg er meget taknemmelig for, at du og mange andre har fulgt, støttet og ladet sig inspirere af mig så længe. Så tusinde, tusind tak for det.
Som kontrast til det perfekte, præstationsorienterede, polerede og professionelle udtryk, har jeg tilladt mig selv at eksperimentere med den frie udfoldelse af formen i nyhedsbrevene. Sagt på en anden måde, så har jeg gjort mig erfaringer med at give plads til processen, følge det frie flow, lytte til min indre stemme og åbne mig for den guddommelige vejledning.
Det har jeg af én simpel årsag. Jeg ville simpelthen ikke vide, hvordan jeg ellers skulle kunne publicere noget af signifikant værdi til andre. For jeg er dybt afhængig af at føle ligenøjagtig den indre frihed, det er at sætte mig selv fri. På den måde så har jeg ikke kun været tro over for mig selv. Jeg har i sidste ende også været tro overfor filosofien om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet.
Det har naturligvis også kostet mig blod, sved og tåre, at kaste mig ud for løverne, min historie taget i betragtning. Mest af alt så har det modnet mig, og gjort mig endnu stærkere indeni. For det har givet mig en ualmindelig stor styrke i at stå ved det jeg mærker, tænker og tror på. Så stor en styrke, at jeg er blevet i stand til at slippe forventningen om at blive anerkendt såvel som angsten for at blive afvist og ignoreret. For istedet at omfavne den dybe befrielse det er, at sige tingene usødet og uafhængigt af normerne, som jeg oplever det helt indefra.
På den måde er jeg for alvor blevet uddannet i at være med sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Et ret godt udgangspunkt ift. at facilitere samme proces for andre mennesker.
Flaget er plantet - nye spor i livet
I takt med disse erfaringer med at formidle, begynder filosofien om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet virkelig at tage form. Alt sammen noget, jeg har drømt om i mange år.
Selvom jeg aldrig helt har vidst, hvordan min indre stemme ville komme til udtryk i det fysiske liv. Så har jeg siden mine 20 ´ere fået dyrbare erfaringer med at lytte til den dybe længsel og sult jeg mærkede indeni. På det håb og lys jeg også så og troede på, der midt i afmægtigheden, mørket og lidelsen.
En ting står derfor lysende klart for mig. Jeg har plantet flaget, der hvor jeg mener, at det hører til, nemlig i uddannelsessystemet. Nu er det blot tiden og timingen, der må afgøre, hvordan, hvornår, med hvem og i hvilket omfang konceptet med støttegrupper i menneskekundskab bliver en realitet.
Selvom jeg er hoppet ud som selvstændig, så er det allervigtigste for mig, at jeg har mig selv med, at jeg værner kærligt omkring mig selv, og at jeg lytter til min indre stemme. For når jeg gør det, så sker der altid det magiske, at alt kommer helt naturligt til mig i livet.
Det betyder med andre ord, at jeg ikke som sådan skal sælge konceptet efter de gængse normer, men at jeg blot må lade ting ske naturligt, i forlængelse af den jeg er inderst inde.
I bund og grund så handler det om at skabe nye spor i livet. Spor hvor filosofien om det hele menneskes udvikling udfolder sig naturligt på sin helt egen måde. Uden at skulle overbevise andre. Uden at skulle sælge mig selv. Uden at skulle sammenligne og konkurrere med andre. Uden at skulle forcere noget frem. Uden at skulle noget bestemt.
Mine livserfaringer med pres, pligt, præstation og perfektionisme har nemlig lært mig, at jeg ikke skal kæmpe for noget mere. En visdom uden lige. En gave som har givet mig livet tilbage. Livet i sin rene eksistens.
Åbenhed for samarbejde
Når det så er sagt, så vil jeg selvfølgelig altid have et vågent øje for at række ud, der hvor energien er åben, og hvor der er et synligt værdimæssigt match. For jeg vil ikke ligge skjul på, at jeg har et stort ønske om at samarbejde om at sætte støttegrupperne op.
Et ønske som kommer dybt indefra, fordi jeg drømmer om at være med til at fremme den ægte indre livsglæde i vores samfund. Et samfund som i dag hviler på værdier som styring, kontrol, magt, vækst, effektivitet og økonomiske interesser. Og som derfor er godt og grundigt infiltreret i ydre præstations - og konkurrenceorienterede mekanismer, normer og idealer.
Sådan som det ser ud nu, så tror jeg ganske enkelt ikke på, at vi kan komme til bunds i at løse de store mistrivsels-udfordringer vi ser i samfundet i dag hos børn, unge og voksne, med mindre vi åbner os for at samarbejde på kryds og tværs af vores forskellige professioner og ståsteder i livet.
Mit håb er derfor, at vi hver især erkender alvoren af situation lige nu. At vi slipper vores individuelle jagt efter anerkendelse, popularitet og berømmelse for herved at stå sammen om at bygge fundamentet til et væredygtigt samfund.
Så vi kan kigge os selv i øjnene og sige, at vi gjorde alt, hvad vi overhovedet kunne for at påvirke samfundet til det bedre. Påvirke den verden, som vi efterlader til vores børn og generationer efter os.
En længsel efter fordybelse
De sidste par uger har jeg været i en dyb indfølingsproces ift. hvad der er rigtigt for mig lige nu og her i mit liv. Min indre stemme kalder indtrængende på, at jeg trækker mig tilbage, og fordyber mig indenfor skrivekunstens verden. Uden pres vel og mærke.
Det gør den af forskellige årsager. På den ene side, så føles livet ualmindeligt sårbart og til tider også mere substansløst nu, hvor min svigermor ikke er her fysisk længere.
Som følge af det, så har jeg meget svært ved at forholde mig til de underliggende præstations- og konkurrenceorienterede mekanismer, som der hersker i vores samfund. Det føles derfor ikke rigtigt, at jeg skal gå aktivt ud i felten og skabe opmærksomhed omkring mit projekt. Jeg kan ganske enkelt ikke rumme det. I hvert fald ikke lige nu.
Jeg må istedet leve mit eget budskab og møde mig selv med blidhed og accept af, hvor jeg er lige nu. Når alt kommer til alt, så har jeg brug for at connecte med lyset og den dybe livsglæde i mig. Jeg har brug for at genbesøge, mærke og forholde mig til sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Jeg har brug for at få dybere indsigt, sammenhæng og forståelse af min nye identitet og livssituation. Så jeg påny kan skabe retning i livet.
Drømmen om at skrive en bog
Alt det gør jeg når jeg skriver. For det er her, flowet, legen, livsglæden og letheden opstår for mig. Som var det mit helt eget fantasifulde og magiske univers, hvor alt i mig får lov til at flyde fuldstændigt frit. Så frit, at jeg føler mig fri, hel og levende. Så levende, at jeg får kontakt til mig selv. Kontakt til dybden i mig selv. Den dybe ensomhed. Det der gør ondt. Det der er større end mig. Lyset.
På den måde ser jeg mig selv i den reneste form, når jeg skriver. Så mærker jeg samtidig den ubetingede kærlighed til mig selv. En tilstand som sætter mig i stand til at skabe nye kreative spor i mig selv.
Når alt kommer til alt, så kalder min sjæl dybest set på, at jeg begynder at skrive på den bog, jeg altid har drømt om at skrive. En bog, som henvender sig til ungdommen, ja alle for den sags skyld.
Ved første øjekast, så troede jeg, at jeg skulle igang med at konvertere nyhedsbrevene til bogform. Det ville i givet fald ikke betyde den store ændring af formen. Ej heller sproget.
Ligenu mærker jeg dog en længsel efter at lege med helt nye genreformer, som kan udvikle og føre min fortællerstemme i nye spændende retninger. Måske bliver det til en selvbiografisk roman. Hvad det konkret betyder, ved jeg ikke endnu.Jeg ved blot, at jeg har lyst til at eksperimentere med, hvordan jeg kan forbinde min egen bevægelse i livet med den skønlitterære form. Jeg ved også, at sårbarhed er mit fokus.
Alt andet er sådan set overladt til den kreative fordybelsesproces, og er således også min helt egen proces indtil den dag, hvor bogen er klar til redigering. Sagt på en anden måde så er processen hellig. Noget jeg har lært og taget til mig fra min mentor igennem mange år Michell Léon Stjernberg.
Et midlertidigt setup i livet
Som følge af denne erkendelse, har jeg valgt at lave et andet, omend midlertidigt setup i livet. Et setup som både skaber plads til den mere indadvendte kreative proces og det naturlige flow i livet. Et setup som også tilgodser at vores søn starter i skole til maj. Et setup som samtidig understøtter, at vi som familie har brug for en mere stabil økonomisk platform i en periode ovenpå, alt det vi har været igennem det sidste år. Et år hvor min far på den ene side overlevede hjertestop, og hvor min svigermor på den anden side døde, alt for tidligt.
Fra januar til og med juni 2023 har jeg derfor sagt ja til et vikariat som pædagog i en vuggestue i et halvt år på 25/30 timer med en ugentlig fridag. Det gode ved det hele er, at jeg slet ikke føler pres og pligt ved at skulle tage dette job. For jeg ved, at det er det helt rigtige at gøre lige nu.Ved at arbejde i vuggestuen sætter jeg nemlig mig selv fri økonomisk til at skabe og skrive, uden pres, pligt, perfektionisme og præstationsangst.
Nå det så er sagt, så er jeg altid åben for at løsrive mig fra den struktur jeg selv har skabt. Jeg trives nemlig allerbedst i livet, når jeg værner om min indre og ydre frihed.
Jeg slipper derfor ikke mit projekt om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet. Tværtimod. Jeg følger blot den indre bevægelse, som jeg mærker lige nu til gavn for den større helhed. Også ser jeg, hvad der kommer ud af det.
Formen med nyhedsbreve ændrer sig
Mit nye setup i livet med bogprojektet og pædagogvikarjobbet kalder derfor også på, at jeg lige nu udvikler et system, som er mere flydende, fleksibelt og uafhængigt. Alene af den grund har jeg valgt at ændre på formen med nyhedsbreve.
Det betyder med andre ord, at jeg fra det nye år 2023 i stedet for nyhedsbreve vil poste spontane blogposts på min hjemmeside, når jeg har tid, rum og plads. På den måde sætter jeg ikke kun mig selv fri. Jeg sætter også dig fri, så du kan få endnu mere rum til at fordybe dig i dine egne svar livet.
Mit håb er, at jeg på den ene eller anden måde har inspireret dig til at reflektere over dine egne bevægelser i livet såvel som dine indre længsler og drømme. Måske har du fået åbnet et rum i dig selv? Måske har du fået udvidet din bevidsthed omkring sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet? Måske er du begyndt at interessere dig for, hvordan du lytter til dig selv? Måske tager du noget helt andet med dig? Måske har du endnu ikke haft tid, rum og plads til at dykke ned i nyhedsbrevene? Uanset hvad, så ønsker jeg det allerbedste for dig.
Hvis du har brug for inspiration, støtte eller vejledning, så er du altid hjertelig velkommen til at tune ind på min hjemmeside www.sofiaviktoria.dk eller at connecte med mig på anden vis.Filosofien bag det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet vil nemlig stadig være at finde i mine fremtidige blogposts, som nu også bliver tilgængelige for alle.
Som resultat af ovenstående udkommer mit sidste nyhedsbrev for denne gang onsdag den 21 december 2022.
Indtil da vil jeg som altid ønske for dig;
"at du møder dig selv med blidhed og accept af, hvor du er i din udvikling og i livet som helhed."
Kærligst Sofia Viktoria