Et liv i perfektionismens hænder

Nyhedsbrevet er i dag mere personligt, fordi jeg gerne vil inspirere til, hvordan vi kan bevæge os fra at leve et liv bag tremmer i perfektionismens hænder til at leve et liv i forlængelse af den dybe værenstilstand. Jeg har nemlig en inderlig tro på, at denne tilgang kan være med til at heale den massive lidelse, der finder sted på vores jord ligenu. En lidelse som har sin rod i det kollektive fokus på præstation og perfektionisme.

Ærligheden

Nogle vil måske blive overvældet af min hudløse ærlighed og have svært ved at forstå den, mens andre vil føle lettelse, befrielse og forløsning. Det er helt som det skal være. Vi har alle hver vores vej i livet. Vi connecter derfor med forskellige ting. Det må vi respektere eller acceptere uden fordømmelse. Gør vi ikke det, så er vi bevidst eller ubevidst med til at nære den perfektionistiske og præstationsorienterede tankegang. Mørket i os alle.

Som I jo nok alle ved, så har jeg i mange år været foruden livsglæden, lyset og kontakten til mig selv. Perfektionismen har sat sine tydelige spor i min krop og sjæl. Det har altså kostet massivt på det rent menneskelige plan. Det koster stadigvæk, bare på en anden måde. For selvom jeg har taget et kvantespring i livet ved at blive selvstændig med et lysende bidrag til verden, ja så er der immervæk stadig arbejde med at sætte gamle mønstre fri, udøve selvkærlighed for herved at kunne stå autentisk i min sårbarhed og rene værenstilstand.

Sagt på en anden måde, så er jeg blot et menneske. Et menneske, som har forpligtet sig på, at være ydmyg, ærlig og autentisk overfor mig selv og andre. Som jeg ser det, så er det nemlig fundamentet for at kunne nå ind til den ægte livsglæde i mig selv. Kun sådan kan jeg hjælpe andre fra et rent hjerte.

Der er ikke plads til sårbarheden i vores samfund

I dag inviterer jeg sårbarheden med ind i mit liv, i modsætning til tidligere, hvor jeg trykkede den godt og grundigt ned i maven. Dengang følte jeg ikke, at der var plads til den. Det føler jeg stadig ikke, at der er.

Ikke så underligt, når vi lever i et samfund, som hylder alt andet end sårbarheden. For der er kun kommet endnu mere fokus på præstationen og perfektionismen. Særligt ift. at skille sig ud og sige ting på den "rigtige måde", så folk ligger mærke til os. Denne tendens afstedkommer i sidste ende likes eller ikke likes, og er meget tydeligt på diverse sociale medier som linked in, facebook mfl. Ergo er det altså stadig præstationen, og det at vurdere os selv og andre, som driver den underliggende bevægelse i mange af vores handlinger over for os selv og hinanden. I sidste ende så rammer det os rent menneskeligt. Er vi ikke opmærksomme, ja så knækker vores selvværd ganske enkelt.

Med mindre at vi rent faktisk forstår at sætte os selv fri af perfektionismen og agere naturligt ud fra vores sande natur. Det er den erkendelse, som jeg er ved at integrere i mit hjerte. For jeg ønsker ikke at gå samme vej, som jeg har gjort hele mit liv. Det har jeg livet alt for kært til.

At sætte sig selv fri igennem sårbarheden

Længslen efter at være i dag er nemlig så dybfølt, at jeg ikke kan andet end at forfølge min indre stemme. Den fortæller mig, at jeg må skabe en vej, hvor sårbarheden bliver synlig. Det er min måde at sætte perfektionismen, præstationsangsten og livsangsten fri på. Det er min måde at skabe klarhed over, hvad jeg mærker. Det er min måde at blive til et helt menneske på.

På den måde så er sårbarheden blevet en lysende ledestjerne ift. at finde min vej i livet. Altid banker den på med et dybfølt ønske om at komme med på rejsen. Altid har den dybe indsigter med sig. Altid får den mig til at føle mig mere levende.

Så når jeg ikke ved, hvad jeg skal sige og gøre eller for den sags skyld skrive nyhedsbrev om, så går jeg ind i sårbarhedens klare lys. Herinde får jeg altid svarene. Svarene som kan give mig adgang til det, der er naturligt for mig, i stedet for at skulle leve op til andre menneskers forventninger, krav og idealer.

Sårbarheden er nemlig en stor del af min sande natur.

At gøre sig egne erfaringer

I dag tillader jeg mig selv at få erfaringer. Erfaringer med noget, som jeg ikke har prøvet før. Som var jeg et lille barn, der ikke havde lært at gå endnu. Det er nervepirrende og frygtsomt at bevæge sig ud på ukendt territorie, men i ligeså høj grad levende, lysende og glædesfyldt. Sådan er livet bilder jeg mig selv ind. Modsætningsfyldt, mangfoldigt og fyldt med muligheder. I hvert fald hvis vi tør leve det og udfolde os selv, som dem vi dybest set er.

Før jeg lancerede min hjemmeside havde jeg god tid til at fordybe mig i skriveprocessen. Det har jeg ikke længere. I hvert fald ikke i lige så stort omfang. Jeg har nemlig givet mig selv en ramme, hvor jeg skriver nyhedsbrev hver uge. Så lige nu får jeg erfaringer med, at der kommer det, der skal, til det højeste bedste.

Perfektionismen afholder os fra at leve

Det er virkelig god træning for min indre perfektionist. For når jeg tænker tilbage, så har jeg altid være styret af, at jeg bare lige skulle være klar til livet, inden jeg begyndte at leve det. Jeg skulle bare lige tabe 5 kg. Jeg skulle bare lige have den og den uddannelse. Jeg skulle bare lige finde mig selv. Jeg skulle altid bare lige noget ude i fremtiden.

På den måde så udskød jeg dybest set alting, der handlede om at tage ansvar for det indre. Derfor så jeg ikke, at jeg i virkeligheden havde svært ved at acceptere mig selv lige der, hvor jeg var i livet og i nuet. I stedet forsøgte jeg febrisk og afmægtigt at passe ind i normerne. Sige og gøre det "rigtige" med en intention om at gøre alle glade. Jeg kom altså aldrig rigtigt videre rent menneskeligt. Jeg voksede med andre ord ikke.

Perfektionisten afholdte mig nemlig fra at få erfaringer i livet. Den afholdte mig fra at acceptere mig selv. Den afholdte mig fra at leve. Nå det så er sagt, så gav den mig den største gave af alle. Den ubevidste smerte, som den forvoldte mig førte mig nemlig på sporet af mit indre lys.

At løfte sig selv - selvkærlighed og medfølelse

For at kunne fortsætte med at forfølge værenstilstandens vej, må jeg hver dag åbne mit hjerte, og fylde mig selv op med tillid og kærlighed. Når jeg ikke selv kan, så rækker jeg ud i mit netværk eller også beder jeg englene om hjælp. Med kontakten til den højere bevidsthed bliver alt nemlig meget nemmere at bære.

Ligger jeg det over til andre, at de skal se, forstå og anerkende mig, så udvikler jeg ikke den nødvendige selvkærlighed. Jeg løber samtidig forgæves, for det er blandt de få, der ser styrken i at være synlig i værenstilstanden og den rene sårbarhed.

Værenstilstanden bliver i modsætning til den højtråbende, egostyrede, velargumenterende, forskningsbaserede og på overfladen selvsikre præstationstilgang således ofte overset og afvist. Den repræsenterer nemlig en energi, som giver plads. Derfor har den ikke travlt med at konkurrere, diskutere og gøre opmærksom på sig selv. Den venter i stedet tålmodigt på, at ordene og energien kan komme naturligt indefra. Hvad angår sårbarheden, så er den ikke altid en velkommen størrelse, for når det kommer til stykket, så er der mange som ikke har det godt med deres egen sårbarhed.

Derfor forøges smerten meget let, hvis jeg går ned af denne vej. Ingen andre kan altså løfte mig lige der. Den erkendelse tager tid at integrere fuldt og helt. Så med så mange andre ting i livet, så øver jeg mig. Det giver mig mulighed for at udvikle endnu mere medfølelse med mig selv.

At praktisere medfølelse er set med mine øjne det bedste middel mod et lukket hjerte. Det bedste middel, når vi har en tendens til at please og præstere, for at leve op til perfektionismens høje krav og idealer. Når vi har trang til at bruge facaden som beskyttelse.

Facaden som beskyttelse- beslutningen om et andet liv

Hver dag falder der en eller flere sten ned fra mine skuldre. Forstået på den måde, at jeg bliver mere og mere bevidst om at slippe behovet for at følge strømmen og søge anerkendelsen ude i andre mennesker. Jeg bliver dermed også mere og mere klar til at undlade at bruge facaden som beskyttelse. For jo mere jeg anerkender min egen sårbarhed, som også kan indeholde usikkerhed, ikke at føle sig god nok, frygt og angst, jo mere favner jeg hele mig. Det bliver således mere og mere trygt og roligt at være mig.

Mange vil måske sige, at det er naturligt at tage forskellige masker på, alt efter hvem vi er sammen med. Det er jeg ikke enig i. For denne tilpasning er ganske enkelt for hård for os rent menneskeligt, i hvert fald på den lange bane. Nå det så er sagt, så bruger vi jo facaden som beskyttelse af en grund. For vi ønsker jo dybest set bare at beskytte os selv fra at blive såret, afvist, overvældet eller noget helt tredje.

Problemet er bare at det nemt bliver en form for overlevelsesstrategi frem for at leve livet. Bruger vi facaden som beskyttelse, skjuler vi nemlig vores behov, hvem vi er, hvad vi føler og tænker. Ergo kommer vi til at leve et liv ude af sync med vores sande natur og indre stemme. Vi må derfor lære, hvordan vi er tro over for os selv sammen med forskellige mennesker.

Måske har vi ikke lyst til at sige så meget i nogle sammenhænge, fordi vi ikke føler os trygge nok. Måske har vi brug for tid til at observere inden vi åbner os. Det er ikke en facade vi tager på som beskyttelse. For her følger vi blot naturligt vores egne behov.

Som jeg ser det er det hele humlen eller kunsten ved det at være menneske. Nemlig at blive klogere på, hvad vi hver i sær har af behov, ønsker, længsler og drømme.

For så kommer vi uundgåeligt i kontakt med os selv, vores sårbarhed, smerte og de store spørgsmål i livet. Dermed får vi naturligt mere livsglæde og mening. Det kræver imidlertid, at vi tager den endelige beslutning om, at ville leve et andet liv. Et liv i forlængelse af dem vi dybest set er. Vigtigst af alt så må vi lære at stå ved os selv. Stå ved vores behov, indre længsler og drømme. Og dernæst handle herpå.

De store spørgsmål i livet

Set i lyset af ovenstående vil jeg gerne invitere dig til at forholde dig til følgende spørgsmål på din egen måde.

• Hvordan har du det med din sårbarhed?
• Hvad fortæller din sårbarhed dig?
• Hvad længtes du efter?
• Hvad drømmer du om?
• Hvilke behov har du og hvilke undertrykker du?
• Hvornår bruger du facaden som beskyttelse, og hvornår er du tro over for dig selv?
• Hvornår tillader du dig selv at være dig?
• Hvad skal der til for, at du føler dig mere fri, levende og glad?
• Hvordan føles det for dig at være? Hvad sker der i dig, når du er?

Måske mærker du eller også tænker du. Det er fuldstændig ligegyldigt. Bare tillad dig selv at gå med den bevægelse, der er naturlig for dig. Måske kommer smerten frem. Smerten ligger nemlig ofte i forlængelse af vores sårbarhed og vil gerne omfavnes og mødes kærligt i modsætning til at blive undertrykt.

At være med sårbarheden betyder ikke, at vi skal være med den på samme måde. Det er vores opgave at finde frem til, hvilket udtryk vi ønsker vores sårbarhed skal have. Igen gå med, hvad der føles naturligt for dig.

Støttegrupper i menneskekundskab

For mig at se så er det helt fundamentalt, at vi integrerer faget menneskekundskab i vores uddannelsessystemer. For støttegrupperne er en måde at bevidstgøre om, hvor vigtigt det er at lære at løfte sig selv, se sig selv, anerkende sig selv og fremfor alt være med sårbarheden. Nå det så er sagt, så mener jeg, at det er lige så fundamentalt, at vi skaber en større bevidsthed på, hvor vigtigt det er at støtte, hjælpe og anerkende hinanden rent menneskeligt. Det er ikke meningen vi skal stå alene med det.

Vi er nødt til at facilitere dette rum i skolen, hvor modtageligheden og tilpasningsdygtigheden er en anden end på de hjemlige fronter. Gør vi ikke det, så fortsætter vi såmænd blot med at reproducere den præstationsorienterede og perfektionistiske tankegang. Dermed skaber vi altså ubevidst gode vilkår for at mistrivsel kan opstå.