Et opgør med systemet

Det er på mange måder svært at være menneske i dag. Med alle de muligheder vi har. Med samfundets tårnhøje forventninger. Med mediernes perfekte idealer. Med det enorme pres der ligger på os.

For når det kommer til stykket har vi dybest set ingen steder at gå hen, hvis vi gerne vil uddannes i det at være menneske.

Altså med mindre, at vi rent faktisk erkender, at vi har ondt i livet. For så kan vi jo altid kontakte coachen, psykologen eller psykoterapeuten. På den måde får vi nemlig helt naturligt støtte til at håndtere vores følelser, tanker og livet som helhed.

Det kræver imidlertid meget af den enkelte, at række hånden ud efter hjælp i et samfund, hvor man hylder det perfekte, pæne og positive.

Derfor står vi ofte alene med sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis vi helt fra barnsben af jævnligt blev trænet i at kigge indad.

Hvis vi i vores daginstitutioner, grundskoler, ungdomsuddannelser og på de videregående uddannelser fik mulighed for at udvikle et sprog for vores følelser, tanker og det at være menneske.

For ville vi så i virkeligheden befinde os i en helt anden verden? Være nogle helt andre mennesker? Hele mennesker med kontakt til den dybe værens tilstand, den ægte indre livsglæde og passionen i hjertet.

Der er kun en måde at finde ud af det på. Så lad os eksperimentere.

Lad os gøre op med systemet. Sådan som det ser ud i dag.

Lad os åbne os for at tro på, at det ikke er skadeligt, for privat eller grænseoverskridende at sætte ord på de mest naturlige og sårbare aspekter af det at være menneske.

Selv når vi er i daginstitutionen, skolen eller på uddannelsen.

Lad os integrere faget menneskekundskab i vores samfunds - og uddannelsesinstitutioner, så vi kan uddanne hele mennesker og forebygge den stigende mistrivsel i blandt unge.