Forholdet mellem sårbarhed, præstationsangst og perfektionisme

Siden jeg i mine 20 ere begyndte på den spirituelle søgebevægelse har jeg åbnet mig mere og mere for min egen sårbarhed. En sårbarhed som er tæt forbundet til smerten og de store spørgsmål i livet. Men i lige så høj grad til min indre stemme, sande natur - og sjæls dybe længsel.

Alt sammen i en søgen efter at sætte mig selv fri, finde fred og blive hel. Så jeg kunne leve et liv med kontakt til lyset i mig- den dybe indre livsglæde, og det der er større end mig.

Forbindelsen mellem den indre udvikling og det fysiske liv blev dog først for alvor sparket i gang, da jeg for godt 8 måneder siden sprang ud med mit projekt om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet.

Det aktiverede på én og samme tid den dybeste sårbarhed, smerte, indre uro og ro at stille sig til skue for hele verden med mit inderste jeg. En ambivalens som markerede sig igennem frygten for ikke at blive set, at blive afvist, ignoreret såvel som i befrielsen i at have modet til at stå ved, hvem jeg er, hvad jeg kommer fra, tror på og drømmer om.

På mange måder et stående antiklimax. Men samtidig også en enestående chance for endelig at tage mit eget ansvar i stedet for at blive ved med at påtage mig andres. Et ansvar for at leve et ærligt liv med kærlighed til mig selv og mine medmennesker. Et ansvar for at være tro over for min sjæls indre kald og for at gøre en reel forskel i livet.

En helt særlig visdom- lyset som driver

Siden da er det gået op for mig, at jeg har været i en konstant afvikling af alt det i mig, som er direkte forbundet med præstationsangst og perfektionisme på det indre og ydre plan.

Jeg har dermed fået dybe indsigter om forholdet mellem sårbarheden, præstationsangsten og perfektionismen, som jeg gerne vil dele med dig i denne udgave af onsdagsnyhedsbrevet. Af den simple årsag, at det åbner for en helt særlig visdom i forhold til at skabe en klar retning i livet - med lyset som driver.

For hvad sker der egentlig med trivslen, livsglæden og kontakten til os selv, hvis vi ubevidst undertrykker sårbarheden? Til fordel for at følge et indre spor i os selv, hvor vi konstant føler, at vi skal præstere og leve op til ydre normer og perfekte idealer for at føle os værdige, gode nok og elsket?

Hvis vi fejlagtigt tror, at livet handler om at gemme sårbarheden væk i stedet for at mærke den, stå ved den og udtrykke det den afføder, som en naturlig konsekvens af det at være menneske?

Spørgsmålet er om vi overhovedet er bevidste om forskellen eller sammenhængen mellem det at være sårbar og det at være styret af præstationsangst og perfektionisme? Er de monstro tre uadskillelige størrelser eller i sidste ende fuldstændig uafhængige af hinanden?

Lad os kigge nærmere på det.

At møde og acceptere os selv lige der hvor vi er

Som du måske har bemærket er der i de tidligere nyhedsbreve dukket et nyt mantra op, som jeg selv bestræber mig på at leve efter. Mantraet handler om at møde og acceptere os selv lige der, hvor vi er i vores udvikling og i livet som helhed. Når alt kommer til alt, så er dette fokus en essentiel del af filosofien bag det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet og tæt forbundet til temaet i dette nyhedsbrev.

For hvis ikke vi møder os selv i vores sårbarhed kommer vi meget nemt til at fornægte dem vi dybest set er inderst inde. Vi kommer altså til at undertrykke det vi i virkeligheden føler, mener og tænker. Med det ene formål at leve op til ydre forventninger, krav og idealer. Ubevidst eller bevidst.

Inden vi får set os om, så bærer vi altså ligepludselig en maske ved enhver lejlighed. En maske som dækker over, at vi spiller et skuespil i livet, over for os selv og andre. Masken får os til at følge og fodre de præstationsorienterede og perfektionistiske spor i vores indre. Masken bliver på den måde vores identitet. Masken bliver vores primære måde at være i verden på.

Det har alvorlige konsekvenser for vores selvværd. Særligt fordi præstationsangst og perfektionisme i sidste ende næres af pligt, pres og sammenligning. Størrelser som har det med at æde alt naturligt liv op og nedbryde kontakten til den ægte indre livsglæde.

Alene af den grund, må vi for vores eget ve og vel være bevidste om, hvordan vi lærer at lytte til, mærke og følge det naturlige indre spor og flow i os selv. Så vi kan skabe kontakt til sårbarheden, den indre stemme og vores sande natur.

At lytte til sig selv- læne sig ind i tilliden

Jeg har spurgt mig selv mange gange, hvorfor jeg ikke bare gør som de fleste, der springer ud selvstændigt?Som udadtil måske ikke deler så mange af de personlige aspekter af sig selv i en bevidst bestræbelse på at fastholde den professionelle distance?Hvorfor jeg ikke bare skriver kortfattet, mere enkelt, og tilpasser mine budskaber endnu mere til, hvad læseren måtte ønske eller forvente at høre?

Lytter jeg indad, så er svaret, at jeg må gå forrest for en anden måde at lade sig lede på som menneske. En anden måde at leve livet på. En anden måde at finde retning på. Alt sammen ved hjælp af et nyt mindset, som tilgodeser det hele menneskes udvikling- den indre stemme, sande natur og den højere bevidsthed.

Det er derfor jeg går jeg en anden vej end de fleste. Hvorfor jeg følger det frie flow, når jeg skriver. Hvorfor jeg tuner ind på den indre energi og inspiration, der er lige nu og her i mig og i verden. Hvorfor jeg ikke bare springer ud og sælger mit koncept til alle og enhver i et hæsblæsende og proaktivt tempo.

Hvorfor jeg i stedet må vente i tålmodighed på de budskaber jeg får indefra og oppefra. Respektere og ære min dybe sårbarhed, smerte og de store spørgsmål i livet. Så jeg har mig selv med. Så jeg kan tage en dag af gangen i det tempo, der føles naturligt for mig. Så jeg møder og accepterer mig selv, der hvor jeg er i min udvikling og i livet som helhed.

Det kan jeg kun gøre, hvis jeg læner mig ind i håbet, troen og tilliden. Tilliden til at mulighederne og samarbejdet opstår med den rette timing. Tilliden til at projektet om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet i virkeligheden ikke handler om mig. Men om noget der er meget større end mit individuelle selv. Noget der potentielt set kan hjælpe menneskeheden henimod lyset og væk fra styring, kontrol og magt. En tilgang som giver mig en dyb indre ro, afklaring og accept.

Kontrasten- at nære præstationsangsten og perfektionismen

Gør jeg ikke det, så er jeg såmænd tvangsindlagt til at fortsætte med at nære præstationsangsten og perfektionismen. Tvunget til at bære en maske, hvor jeg selv og andre mennesker ikke kan mærke mit værd, hvem jeg er, og hvorfor jeg betyder noget. Overladt til den usynlighed jeg kender så ufatteligt godt.

Altsammen med den nedslående konsekvens, at jeg fjerner mig fra den ægte indre livsglæde. Så jeg på sigt bliver syg. Så jeg intet unikt har at tilføre verden. Så jeg for evigt vil være begrænset- og slave af at lytte til samfundsnormernes kollektive stemme.

Begrænset til at fortsætte den evige kamp det er at blive set, hørt og mødt i et maskulint præstations - og konkurrenceorienteret samfund, som primært vægter resultater. Et fokus som fører mig direkte ned i en blindgyde af barndoms - og ungdomstraumer. Som dermed også afklarer og afgør, at jeg ikke kan følge denne vej uden at løbe forgæves. Uden at løbe panden mod muren. Det giver altså en retning i sig selv, at undlade at gå ned ad denne vej.

At tage ejerskab for unikheden

Sådan må vi hver især lytte til den indre stemme, værne om vores sårbarhed og sande natur, hvis vi ønsker at udvikle os til hele mennesker.

Med andre ord, så må vi tage ejerskab for den unikhed, vi hver især bærer. Gør vi ikke det, ja så er der en meget stor chance for, at vi kommer til at leve et liv, som ikke er vores eget. Foruden eksistentielle livsudfordringer og identitetskriser, så er er dette uden tvivl den største årsag til den stigende mistrivsel vi ser i dag blandt børn, unge og voksne.

Sådan ser jeg det i hvert fald.

Det er i sagens natur også derfor jeg bliver ved med at gøre opmærksom på vigtigheden i, at vi som samfund skaber plads til sårbarheden og det hele menneskes udvikling i vores uddannelsessystem.

Nå det så er sagt, så er der også en faldgrube ved at lytte til sårbarheden. For er den vævet godt og grundigt ind i præstationsangsten og perfektionismen, så kan det være umådeligt vanskeligt at gennemskue, hvornår vi rent faktisk afholder os selv fra en lang række af ting: At leve livet. At slippe kontrollen. At favne livsmodet. At være, gøre og sige det vi ønsker. At lave fejl og få erfaringer. At åbne vores hjerter. At være til stede i livet for os selv og andre.

Netop derfor må vi kende til forholdet, forskellen eller sammenhængen mellem den rene sårbarhed, præstationsangstens udtryk og perfektionismens dominans.

Den rene sårbarhed- en indre guide der viser vej

Jeg kan allerbedst beskrive bevægelsen mellem den rene sårbarhed, præstationsangsten og perfektionismen igennem mine egne personlige oplevelser.

Den rene sårbarhed er den, der viser mig vejen. Jeg tillader den at være der. Lytter til den. Åbner mig for den. Favner den. Ærer den. Og ud af den proces dukker der altid et klart svar op, en vej at gå eller måske endda et bjerg at bestige.

Altid med en bevidsthed på, at jeg ikke skal gøre noget bestemt, sige noget rigtigt, tilfredsstille andres forventninger, men at jeg blot må læne mig ind i tilliden. Tilliden til min indre stemme og det der er større end mig. Tilliden til at jeg ikke behøver at have et svar, løsning eller mening klar. Tilliden til at jeg siger det der falder mig naturligt. Tilliden til at jeg tager mig den tid, jeg har brug for i forhold til at mærke og høre svaret indeni og oppefra. Tilliden til at det er nok at være.

I bund og grund, så er det i denne mere eller mindre passive handling, at jeg sætter mig selv fri, så jeg ved hvad jeg skal være, sige og gøre for at være tro over for mig selv. Jeg træder altså netop ærligt, modigt og stærkt frem i mig selv på grund af kontakten til min sårbarhed. Sagt på en anden måde, så er det sårbarheden, som gør mig opmærksom på, at jeg kan agere naturligt i det felt, hvor jeg ikke ved, men hvor jeg bare er.

På den måde kan jeg dybest set slippe uden om at mærke præstationsangstens udtryk og perfektionismens dominans ved at ære og respektere sårbarheden i mig. Derfor kan man godt sige, at sårbarheden er en helt særlig indre guide. En guide, som jeg kan læne mig trygt op af, hvis jeg begynder at mærke præstationsangst og perfektionisme. Gør jeg ikke det, så sker der sjovt nok det diametralt modsatte.

Præstationsangstens udtryk- afvisning af sårbarhed

For så underkender, undervurderer og undertrykker jeg sårbarheden. Så lader jeg den glide ned i dybet af mit indre, som var den et uønsket og uelsket barn, der for alt i verden ikke må blive afsløret, set, hørt og mødt af mig selv og andre.

I denne ubevidste handling, hvor jeg er bange for at invitere sårbarheden ind, inviterer jeg altså paradoksalt nok præstationsangsten ind i stedet. For følelsessystemet reagerer promte, når jeg afviser min sårbarhed. Tilbage står jeg med et følelseshav af ubehagelige føelser og tanker, som har sin rod i præstationsangsten. En uro og et indre følelsesmæssigt kaos, som føles så voldsom, at det overskygger enhver kontakt til den indre stemme, og det der er større end mig.

Når jeg er her, har jeg lukket mit hjerte. Så frygter jeg afvisning. Jeg frygter at leve. Jeg frygter, at jeg ikke bliver set. Det aktiverer dermed også en følelse, som for mig til at tro, at jeg ikke er god nok. At jeg skal sige og gøre det, der forventes af mig. At jeg er nødt til at træde ud af mig selv, for at stille ind på, hvad andre mennesker ønsker.

Et umenneskeligt indre pres og nedbrydende pligtfølelse, som i sidste instans er med til at slukke for mit indre lys- min unikhed. Altsammen noget jeg selv tillader indefra, når jeg ikke åbner mig for min sårbarhed.

Perfektionismens dominans- afskæring af alt naturligt liv

Det er også i dette øjeblik, at perfektionismens dominans indtræder, for lige her har jeg trang til at vise det perfekte billede udadtil. Trang til at vise, at jeg har styr på det hele. Trang til at spille et skuespil og dække over det indre følelsesmæssige kaos af tvivl, usikkerhed og indre ubehag, som præstationsangsten efterlader mig med.

Perfektionismen afskærer altså alle følelser fra at komme op til overfladen. Afskærer det levede liv. Kontakten til den indre stemme.Det ægte. Rene. Og naturlige. Værst af alt er jeg overladt til et fortrængt indre selvdømmeri og et konstant vurderings- og fejlfindingsfokus, som fuldstændig umuliggør, at jeg nogensinde kan blive tilfreds med mig selv. Tilfreds med de resultater jeg får. Tilfreds med det menneske jeg er. Tilfreds med det jeg siger, gør og er.

Så hvad er der så i virkeligheden tilbage? Andet end en altopslugende hulhed og en evig jagt efter at finde accept, anderkendelse og fred ude i andre mennesker?

Et spørgsmål, som jeg i mange år ikke har været bevidst om at stille mig selv. Og som jeg også tror, at mange mennesker, unge som voksne, glemmer at være opmærksomme på, fordi de ikke kender konsekvenserne. Netop fordi de aldrig har fået den nødvendige støtte og viden om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet. Om vigtigheden i at skabe kontakt til sårbarheden. Om alle de usikkerheder og tvivlsspørgsmål, der er forbundet med det at være menneske. Om værdien i bare at være.

Stilhedens magi- værdien i at finde fred i livet

Som jeg oplever det, så er sårbarheden ren og uafhængig af præstationsangstens udtryk og perfektionismens dominans. Det vil altså sige, at det er muligt med tålmodighed og bevidsthed at gøre sig selv fri af disse meget opslidende måder at leve på.

Det er dog også min klare opfattelse og personlige erfaring, at det involverer et stort fokus på at vælge en anden vej i livet, som specifikt retter sig mod det indre. På sårbarheden. På det at finde værdien i at finde fred i livet. På det at finde fred i og med sig selv. På det at åbne sig for stilhedens magi. På det at finde gaven i at være.

For i stilheden eksisterer der i sandhed uanede af muligheder for at åbne sig for hjertet. Heale den indre smerte. Skabe kontakt til sårbarheden. Så det for alvor bliver muligt at mærke den ægte indre livsglæde. Leve et liv i forlængelse af værenstilstanden, den indre stemme og sande natur. Og i sidste ende udfolde unikheden til gavn for den større helhed.

I tråd med dette vil jeg derfor også invitere dig til i stilhed at reflektere eller mærke efter på følgende spørgsmål:

• Hvordan og i hvilke sammenhænge kommer sårbarheden til udtryk hos dig? Hvad gør du med den? Hvordan udtrykker eller håndterer du den? Hvad gør det ved dig? Hvilke udfordringer og muligheder giver din sårbarhed dig? Hvad virker for dig? Hvad længes du efter?
• Hvordan og i hvilke sammenhænge kommer præstationsangsten og perfektionismen til udtryk hos dig? Hvilke tanker og følelser får du? Hvordan håndterer du dem? Hvilke udfordringer og muligheder giver præstationsangsten og perfektionismen dig? Hvad virker for dig? Hvad længes du efter?

Som altid vil jeg ønske for dig, at du accepterer og møder dig selv med blidhed lige der, hvor du er i dig selv, i din udvikling og i livet som helhed.

På gensyn i næste nyhedsbrev som udkommer den 23/11-2022

Kærligst Sofia Viktoria