Forventninger eller tillid?

Det at leve et liv i tillid kontra et liv styret af egne-, andre menneskers og samfundets forventninger står på mange måder i åbenlys og skærende kontrast til hinanden.

Alligevel så er det for mange af os et uopdaget land. Eller en ubevidst selvfølgelighed, overbevisning og fortælling, som driver afsted med os i det skjulte, når vi på hver vores måde ender med at blive slaver for samfundsnormerne.

Med sproget skaber vi identiteter

Vi gør os os derfor klogt i at undersøge, hvordan ordene forventninger og tillid påvirker vores mindset og identitetsudvikling på forskellig vis.

For det er nemlig sådan, at vi med sproget er med til at skabe identiteter på godt og ondt. Vi må derfor i højere grad vælge vores ord med bevidsthed, som en essentiel del af vores personlige livstilgang og vores fagprofessionelle virke.

Forholdet mellem forventninger og tillid - og de eksistentielle spørgsmål, som er knyttet an hertil, har fulgt mig hele livet. Derfor vil jeg i juli måneds udgave af nyhedsbrevet synliggøre den forskel og betydning, der eksisterer imellem disse ord - baseret på mine egne personlige og faglige indsigter/erfaringer.

Med krav, forventninger og vurderinger forlader vi os selv

Som nævnt i tidligere nyhedsbreve, så har jeg igennem mange år været styret af at skulle præstere i alle livets henseender.

Familiemæssigt, socialt og arbejdsmæssigt.

Styret af den evige angst for at blive bedømt, vurderet og målt på mine præstationer som menneske, privat og arbejdsmæssigt.

Styret af mine egne, andre menneskers og samfundets krav/forventninger.

Styret af præstationsangstens altopslugende udtryk. Et usynligt, ubevidst og angstdrevet udtryk.

En tilstand som på mange måder udslettede alt livsglæde, mening og autenticitet. Som derfor også efterlod mig med en uudholdelig og ulmende følelse af ikke at være god nok. Og hvad værre var. En afmægtighed i ikke at vide, hvorvidt og hvordan denne tilstand nogensinde skulle forandre sig.

Det fik nedslående konsekvenser for min identitetsudvikling.

Jeg endte nemlig med at forlade mig selv.

Hvorfor?

Jeg vidste ikke, at der var andre måder at leve på, end at tilpasse mig samfundsnormeleve og leve op til andre menneskers forventninger.

Jeg følte heller ikke, at jeg havde et valg.

Det var bare sådan det var.

Stof til eftertanke.

Med kontakten til os selv sætter vi os selv fri af samfundsnormerne

I dag lever jeg et meget modsatrettet liv end, hvad jeg har gjort.

Jeg er ikke længere styret af, hvad andre mennesker mener og tænker.

Jeg lever til gengæld et liv i forlængelse af min indre værenstilstand - og dybet af min sjæl.

Det betyder med andre ord, at jeg har kontakt til mig selv.

Jeg lytter og mærker derfor indad. Jeg handler samtidig på det jeg mærker. Jeg gør således også mine bevægelser i livet til mine egne.

Summa summarum så har jeg sat mig fri af den samfundsmæssige norm, som under overfladen fortæller os, at livet handler om, at vi skal tilpasse os. Tilpasse os den normative måde at bidrage på. Tilpasse os det sociale, fællesskabet, systemerne og samfundet, uanfægtet af egne behov, længsler og drømme.

Derfor ser mit professionelle udtryk også anderledes ud.

Det er mere personligt.

Det kommer nemlig dybt fra min sjæl, at det er min vej, at skabe ligeværd og løsne op for den kollektive facade; det uautentiske - præstations, konkurrence- og resultatorienterede.

I dag står jeg derfor også til måls for, at der må være balance i regnskabet. Samfundet må også tilpasse sig til individet.

Kun sådan kan vi:

• Få øje på og anerkende det enkelte individs unikhed.
• Uddanne hele mennesker, der bidrager naturligt.
• Forebygge den stigende mistrivsel.
• Skabe de innovative løsninger vores samfund og verden har brug for
• Udvikle mangfoldige bære - og være dygtige fællesskaber.

Et alternativ til individ, - sygdoms og diagnose tilgangen

Min personlige historie om pligt, pres, præstationsangst og perfektionisme er et glimrende eksempel på, hvad der sker, når vi ikke uddannes i det at være menneske i skolen eller i hjemmet.

Når det i stedet bliver en selvfølge, at vi som enkeltindivider selv skal lære at håndtere vores følelser og tanker. Selv skal takle de store eksistentielle udfordringer. Selv skal vide, hvordan vi navigerer i livet. Selv skal finde ud af, hvordan vi trives og udvikler os.

For uden denne menneskelige støtte, så mister vi nemt os selv til de narrativer, som kommer fra autoriteter, systemer og rammer udefra. Forventninger, krav og vurderinger bliver derfor ofte det vi tager til os, som et gældende overbevisningssæt. Som en måde at være i verden. Som et mindset.

Det er blandt andet problematisk, hvis vi kigger på det faktum, at individ- , sygdoms og diagnose tilgangen i mange tilfælde bliver løsningen, når den enkelte rammes af mistrivsel. Mange kommer nemlig ofte til at sidde fast i egne begrænsninger og eget sygdomsbillede på grund af de heftige narrativer, der ligger i diagnosefortællingen. Særligt pga. systemets manglende fokus på ressourcer. Mens andre på trods af hjælpen fra diagnosen ofte kommer til at stå meget alene i en kamp mod systemet.

Det mest problematiske er derfor, at vi som samfund ikke har anerkendt, at vi alle har brug for støtte og hjælp til at håndtere vores tanker og følelser. At vi ikke står ved, at det er nødvendigt at skabe et almenmenneskeligt alternativ til den individorienterede tilgang. Som et modstykke til det pres vores børn og unge udsættes for fra præstations - og accelerations samfundet. Et modstykke, som kan give dem redskaberne til at lytte tillidsfuld indad og stole på deres intuition.

Støttegrupper i menneskekundskab

Det er her idéen om støttegrupper i menneskekundskab kommer ind i billedet. Hele fundamentet bag konceptet er nemlig båret af filosofien om at skabe tillid. Tillid til os selv, tillid til andre mennesker, tillid mellem mennesker og tillid til verden.

Filosofien understøtter dermed også den bevægelse, hvor vi går fra at leve livet i kamp til at leve livet i flow. For med tillid lærer vi at leve et liv i flow. Og har vi tillid til os selv og andre, værner vi i sidste ende også om den naturlige udvikling.

Med en ureflekteret forståelse af brugen af krav/forventninger kommer vi i modsætning hertil meget nemt til at understøtte den unaturlige udvikling. Hvor facaden lige pludselig bliver naturlig på en unaturlig måde. Hvor vi lærer at bære masker, som en måde at overleve på. Hvor vi ubevidst går i kamp og modstand med os selv, andre og verden.

Mere plads til mennesket

Når alt kommer til alt så drømmer jeg om, at der bliver mere plads til mennesket.

At vi som mennesker kan føle os frie til at være.

Være dem vi er inderst inde.

At vi kan acceptere, anerkende og respektere os selv og hinanden i kraft af vores forskelligheder.

At vi stopper med at dømme og vurdere os selv og hinanden.

At vi ikke længere skal pakke vores sande identitet og følelser væk til fordel for at leve op til præstationssamfundets perfektionistiske og pligtopfyldende idealer.

Idealer som skaber et ualmindeligt stort pres på individet, og som i mange tilfælde fører til diverse former for mistrivsel, - stress, angst og depression.

For når vi kontinuerligt underlægges en forventning om noget:

Når vi skal gøre ting på en bestemt måde.

Når vi ikke får lov til at gøre vores egne erfaringer.

Når vi bliver styret og mødt med et utal af krav.

Når vi skal tilpasse os normerne i familien og samfundet.

Når der ikke er plads til at lytte indad, mærke vores egne behov, længsler og drømme.

Når vi konstant bliver vurderet, om vi har levet op til forventningerne eller ej, ja så har det ofte oversete, og store konsekvenser for vores trivsel og udvikling.

Erstatter vi i stedet forventninger med tillid, og bliver vi samtidig sat fri til at skabe i forlængelse af den vi er inderst inde, så sker der på magisk vis noget helt andet;

Så får vi ikke alene kontakt til vores værenstilstand.

Så åbner vi nemlig for sårbarheden og den ægte indre livsglæde.

Så styrker vi vores selvværd.

Så vokser vi som mennesker.

Og så udvikler vi os i sidste ende til hele mennesker.

Anerkendende Sprogbrug

Værdierne bag Anerkendende Sprogbrug, som er båret af tillid, understøtter på smukkeste vis den filosofi, der ligger bag konceptet om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet.

Som Hanne Leth udtrykte det, så repræsenterer Anerkendende Sprogbrug nemlig den bevægelse, hvor vi som mennesker går fra at styre og kontrollere hinanden til at møde hinanden med tillid.

Med et fokus på Anerkendende Sprogbrug og karaktertrækket særligt sensitivitet skaber vi som samfund en platform for den naturlige udvikling. En platform for at der bliver mere plads til mennesket, til de menneskelige behov, følelsesmæssige og eksistentielle sider af livet.

Inspirationen fra det lille barn

Mine erfaringer og observationer i vuggestuen fortæller mig i den forbindelse, at vi med inspirationen fra det lille 0-3 årige barn får mulighed for at åbne for tilliden i os selv.

Som repræsentanter for den rene kilde- værenstilstanden, der hvor fantasien, skaberkraften og den ægte indre livsglæde opstår, har de nemlig en helt særlig evne til at opløse alt præstationsangst ved deres blotte tilstedeværelse.

Magisk, hvis du spørger mig.

Og jeg er helt overbevist om, at der ligger en stor skattekiste gemt, i netop at favne børnenes tillidsfulde, nysgerrige og spontane tilgang til livet for herved at omsætte denne viden til trivselsfremme inden for uddannelse og uddannelsesforskning.

Nyt i HSP-foreningen

Jeg kan nu også løfte sløret for en af de spændende initiativer, som vi går i møde i HSP-foreningen. Vi er allerede godt igang med at udvikle en mere professionel ramme for foreningen. Det er en utrolig spændende, vigtig og ansvarsfuld opgave at være med til at skabe retning, vision og strategi.

Alt tyder på, at støttegrupper i menneskeskundskab snart begynder at se dagens lys - (til en start for medlemmer i HSP-foreningen og senere også på skoler, uddannelsesinstitutioner m.m.)

Det er dog stadig under tegnebrættet og flere skridt skal tages, før end det bliver aktuelt. Jeg er dog glad helt ind i hjertet ved tanken om, at mine og nu også HSP foreningens visioner kan blive forenet til gavn for et større hele. Det har nemlig altid været hensigten, at konceptet om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet og idéen om støttegrupper i menneskekundskab skulle hvile på en større udviklingsmæssig platform, hvor det kunne nå ud til mange mennesker.

Til slut vil jeg sige dig tusind tak, fordi du følger mit nyhedsbrev og støtter mit og nu også HSP- foreningens arbejde med at skabe plads til det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet og daginstitutionerne. Det er utroligt værdifuldt for mig at mærke din støtte og opbakning.

Hvis du føler for det, så er du også meget velkommen til at støtte HSP foreningen aktivt. Det gør du ved at betale 100 kr. om året. På den måde får du også mange gratis medlemsfordele.

Tjek det gerne ud på: www.hsp-foreningen.dk

Med ønsket om, at du møder dig selv med blidhed, der hvor du er i dig selv, i din udvikling og i livet som helhed.

På gensyn i august måneds udgave af nyhedsbrevet.

Kærligst Sofia Viktoria