Frihed - længslen som bor i os alle
Dette opslag tager afsæt i en dyb vision. En vision for mennesket, menneskeheden og menneskeretten. En vision som handler om værdien frihed - det næste f i rækken af de 8 ffere, som hører sig til HSP-foreningens koncept ”menneskekundskab for sensitive.”
At tage fat i værdien frihed på en dag, hvor valget mellem Trump og Harris løber af stablen er meningsfuldt og symbolsk på én og samme tid. Særligt fordi jeg også her til aften har været til et foredrag med den hollandske professor i klinisk psykologi, Mattias Desmet, som netop arbejder for at fremme fred og frihed i verden. Noget han gør ved at oplyse og bevidstgøre om totalitarismens psykologi. En psykologisk viden, som jeg glæder mig til at dele med jer i en anden kontekst.
FRIHED - helhedstænkning og høj sensitive mennesker
Frugtbart er det nemlig at vide, hvordan vi som sensitive forholder os til de indre og ydre normer, strukturer og narrativer, der på forskellig vis begrænser os i livet. Fortællinger som låser os fast, undertrykker og fratager os muligheden, troen og håbet på, at vi kan udfolde os frit i forlængelse af den vi er inderst inde.
Noget som i særlig grad forekommer, fordi der ikke er tilstrækkeligt med fokus på at stimulere den følelsesmæssige intelligens på mikro og makro niveau i hjemmet, institutionerne, skolerne, uddannelserne og arbejdet.
Som sensitive har vi ofte et naturligt potentiale i at hæve os op over det individuelle, isolerede hverdagsliv for herved at se sammenhænge, og sætte ting i et større perspektiv. Helhedstænkningen er således også helt central for vores følelse af indre frihed.
FRIHED - et rum for reflektionen, følelserne og resonansen
Visionen om frihed handler derfor også om at skabe et rum for den indre refleksion, perspektivskiftet og den højere bevidsthed.
Et rum, hvor vi samtidig får mulighed for at mærke den indre længsel efter frihed, som bor i os alle.
Mærke de fornemmelser, der ligger gemt inde bag tankerne og følelserne. Mærke den indre resonans eller manglen på samme.
Mærke, hvordan friheden eller fraværet af frihed fornemmes og opleves i kroppen? Mærke hvordan vi kan forbinde det mentale med det sanselige, intuitive, følelsesmæssige, fysiske og kropslige udtryk, - og sætte det i en neuroaffektiv sammenhæng.
FRIHED - skabes igennem det oprigtige, autentiske og sårbare
Sådan kan vi alle lære at skabe kontakt med og plads til den dybe længsel af frihed, som bor i vores hjerter. Sådan kan vi øve os på at stå ved behovet for frihed. Stå ved det vi føler, mener og tænker uanfægtet af, hvad normerne fortæller os.
Sådan kan vi hvile mere og mere i vores sensitivitet. Hvile i dem vi er inderst inde. Hvile i at det netop er igennem sårbarheden – det at vi deler oprigtigt, autentisk og sårbart fra vores hjerter, - at vi skaber fundamentet for indre og ydre frihed. Fundamentet for den dybe kontakt med os selv og andre mennesker. Fundamentet for at forbinde vores indre frihedsfølelse med vores frie ydre udtryk i livet.
FRIHED – er vejen til den naturlige udvikling
Nogle oplever og mærker den indre og ydre frihed mere, mens andre føler den i mindre grad. Det ene er hverken mere rigtigt eller forkert end det andet.
Bevægelsen, energien og fornemmelsen af frihed indefra er et udtryk for noget helt naturligt. En længsel efter at udfolde vores fulde potentiale.
En længsel efter at trives i livet og mærke den indre livsglæde.
En længsel efter at være dem vi er, uden at gå på kompromis, uden at overtilpasse os, uden at søge andres anerkendelse eller tilladelse til at sige, gøre og være noget, som ligger uden for normerne.
Friheden er således også vejen til den naturlige udvikling.
Lige præcis derfor har det omfattende konsekvenser for vores trivsel, udvikling og dannelse, når vi ikke føler, at vi kan være tro over for det vi mærker indeni. Når vi konstant skal tilpasse os eller bliver rettet til, så vi netop matcher de fællesskaber vi færdes i.
Det sætter tingene i perspektiv. For hvis vi ikke oplever, at vi kan være os selv. Fornemmer at vi bliver udelukket eller afvist af fællesskaber, når først vi vover pelsen, og gør eller siger det der føles sandt indeni. Når vi følger intuitionen og det frie flow. Et flow som er forbundet med friheden til at være os selv. Ja så er det et tegn på, at vi må stå op for os selv, lytte indad for at skabe kontakt, frihed og fornyet indre flow. Et flow som jeg snarest åbner op for at beskrive, som det næste f i rækken.
Med ønsket om at inspirere til at give friheden plads. Plads til at vokse og udfolde sig i sit helt eget tempo. Et tempo, så trivslen og den naturlige udvikling kan følge med.
Kærligst Sofia Viktoria