Friheden til at ytre sig ærligt - og kærligt
Jeg er meget optaget af den balance, hvor vi som mennesker netop holder fast i os selv ved frit at ytre det vi ærligt føler og tænker på kærlig vis.
Bevidsthed i kommunikationen
Det handler alt sammen om bevidsthed i kommunikationen. Hvordan vi ytrer os. Hvilken intention vi har med vores holdninger og feedback. Om vi har fat i etik og moral. Om vi har respekt for andre menneskers forskelligheder og ståsteder. Om vi formår at ytre os på åben, empatisk, anerkendende, nysgerrig og medmenneskelig vis. Om vi har blik for menneskers resourcer og styrker. Om vi har opmærksomhed på den resonans eller dissonans, der opstår mellem os selv og andre mennesker. Om vi har evnen til at rumme menneskers svar på vores ærlighed. Om modtageren ligeså kan favne vores ærlighed med kærlighed. Om der er plads til mangfoldighed.
Følger vi blot flokken..
Øver vi os ikke på at ytre vores ærlige mening af frygt for at såre andre, eller at blive afvist af fællesskaber, så mister vi i værste tilfælde os selv. For følger vi blot flokken, så finder vi sjældent ud af, hvad vores indre stemme og intuition fortæller os. Noget som er almenmenneskeligt og helt naturligt at gøre, særligt fordi vi helt fra barns ben af, lærer at tilpasningen er den vigtigste.Problemet er bare, at vi ikke lærer, at det er mindst ligeså vigtigt, at vi giver os tid til at lytte til vores indre stemme. At det er naturligt, at vi er forskellige. At det er meningen at vi kan og skal mene noget forskelligt.
Vigtigheden af den kritiske tænkning
Bevidstheden om den kritiske tænkning er nemlig på mange måder fraværende i vores samfundssystemer, med mindre vi fx. tager på universitet, hvor der kan være højt til loftet.Her fandt jeg personligt et frirum i at der var plads og frihed til at tænke store tanker, til at tænke frit og kritisk. Ikke bare for kritikkens skyld, men for netop at kunne skabe udvikling og forandringer i samfundet.Den kritiske tænkning og den normkritiske pædagogik har fulgt mig ligesiden. Og vil nok altid gøre det. For når det kommer til stykket er jeg optaget af at kaste lys på de normative forståelser, som begrænser mennesket i at kunne udvikle sig naturligt. Lige præcis derfor er balancen mellem ærlighed og kærlighed så vigtig.
Foreningens medansvar
I HSP foreningenen har vi også et stort medansvar på den front. For ytrer vi os ærligt og kærligt, så får vi ikke alene mulighed for at skabe stærke og kærlige forbindelser til andre mennesker, så får vi også mulighed for at udbrede en forståelse for det sensitive personlighedstræk til mange mennesker i samfundet.
På den måde kommer vores lys og budskaber ud i verden, for så undertrykker vi ikke os selv, det vi tror på og drømmer om. Så støder vi i bedste tilfælde heller ikke andre. En intention, der ligger os meget på hjerte, fordi vi netop ønsker at udbrede et næstekærligt, anerkendende og ligeværdigt menneskesyn, så der kan blive mere plads til mangfoldighed i samfundet, til at vi i frihed kan mene, gøre og være noget forskelligt- være den vi er inderst inde, også når vi er sammen med andre i fællesskabet.
I forlængelse af dette opslag kan jeg varmt anbefale psykologi professoren Mattias Desmet´s bog, som jeg har vedhæftet. Var til et foredrag med ham fornylig, som bekræftede mig i, hvor vigtigt det er at blive ved med at kommunikere ærligt og kærligt i den tid vi lever i. Det kræver mod at være menneske. Et autentisk menneske. For det involverer sårbarhed. At vi bringer os selv i spil. Men vi har til gengæld meget at vinde personligt og kollektivt i form af INDRE OG YDRE FRIHED.
Kærligst Sofia Viktoria