Håbet som indre drivkraft

Nyhedsbrevet i dag er inspireret af en personlig udviklingsproces. Det handler om, hvordan vi som mennesker kan bruge håbet som vores indre drivkraft i livet. For hvordan finder vi egentlig tilbage til lyset, livsglæden og håbet igen, når vi på forskellig vis træder vande i håbløsheden? Et tema som er dybt aktuelt på individ-, samfunds og verdensplan lige nu set i lyset af alle de store omvæltende kriser, der former vores hverdag på forskellig vis.

Mens du læser nyhedsbrevet, vil jeg derfor invitere dig til at åbne dig for din egen indre følelse af håbløshed. Lad den være en del af dig, mens du mærker eller undersøger alle de spørgsmål den afføder.

Måske dukker følelsen af håb også op et sted. Udforsk da blot følelsen og lad den så ellers smelte sammen med håbløsheden. Hvis du af den ene eller anden årsag ikke kan mærke følelsen af håbløshed eller håb, så accepter og anerkend det faktum, men vær også åben overfor, at de bor i dig. Et lukket hjerte forhindrer os nemlig meget ofte i at komme i kontakt med disse dybe følelser. Nogle gange er de så fortrængte, at de ikke kan komme op til overfladen.

Det vigtigste er derfor at møde dig selv, lige der hvor du er.

Hvad får dig til at mærke håbløshed og håb?

Eksistentiel sorg - og livskrise - Forening af livet og døden

Der har været meget stille fra min side af i en længere periode. Også længere tid end ventet. Efter en lang sommerferie styrtede min families verden bogstaveligt talt sammen, da min kære svigermor, som lyn fra en klar himmel fik konstateret meget fremskreden uhelbredelig kræft i bugspytkirtlen.

Hun fik diagnosen for syv uger siden, og kom på hospice for blot 6 uger siden. Så det siger næsten sig selv, at vi alle har fået en lynproces på det at erkende, acceptere og forene os med det ubærlige i at hun skal dø inden længe. Siden da har jeg været i chok og akut eksistentiel-, sorg, og livskrise.

Jeg skal derfor være ærlig og sige, at det er svært at finde tilbage til hverdagen lige nu. At fortsætte på overfladen er ganske enkelt ikke en mulighed. For pres, styring og kontrol virker ikke længere for mig. Det eneste jeg kan er at læne mig ind i sorgprocessen og lade den blive en naturlig del af mit udtryk i livet.

Jeg veksler imellem at mærke den dybeste sorg og taknemmelighed. Sorgen og taknemmeligheden over alt det vi har delt, oplevet og nu mister, fordi hun er den hun er.

En svigermor og farmor ja. Men samtidig så meget mere. Med hende har jeg en dyb åndelig samhørighed, som er svær at hamle op med. En nærhed som sætter sit aftryk dybt i min sjæl. En ubetinget kærlighed. En uvurderlig støtte på det følelsesmæssige og menneskelige plan. En at græde og grine med. En at dele og snakke dybt med. En sparingspartner på livets vej. Et trygt fundament at hvile på.

Det at hun ikke længere skal være en del af mit og min families liv på det fysiske plan afføder derfor den største følelsesmæssige smerte i mig. Det efterlader mig i en gammel ensomhed og håbløshed, som kun kan heales indefra i stilhed.

Sorgprocessen minder mig om, at livet og døden ikke er modsætninger. For det er netop i foreningen af disse, at det bliver muligt at leve livet i kærlighed med et åbent hjerte. Det giver mig en klar retning, hvor jeg ikke lukker mig i sorgen, men i stedet åbner mig for at favne de dybe indsigter, der ligger gemt lige her i smerten.

At række ud når livet gør ondt

Budskabet om "tro, håb og kærlighed" giver derfor for alvor mening for mig nu. Derfor har jeg også taget kontakt til en præst i byen. For jeg har brug for støtte fra et menneske, der kan lytte fra et helt særligt sted. En der lige som jeg tror på noget, der er større end mig selv. En der ved, hvad det vil sige at være. Være i sorg. Være menneske med alt, hvad det indebærer. Sådan må vi hver især finde svaret i os selv, ift. hvilken hjælp vi har brug for, når livskrisen først rammer og håbløsheden overmander eller overvælder os.

Jeg omfavner så dyb og eksistentiel en dimension i livet, som uden tvivl ruster mig på en helt ny måde til at tage hånd om sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Så jeg kan blive endnu stærkere i at være der rent for andre, uden at præstere, fixe, styre og kontrollere. Så jeg kan udvikle konceptet om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet til nye højder.

Men først må jeg møde mig selv, hvor jeg er. Lige nu er der håbløshed og håb forenet i ét. Processen med min svigermor har selvfølgelig skubbet mig i denne retning. Men meget af den håbløshed og håb jeg føler nu, stammer også fra min ungdom, hvor jeg kæmpede med at finde vej i mig selv, i mine relationer og i livet som helhed.

Håbløsheden- Modstand mod præstationssamfundet

Når jeg dykker ned i håbløsheden, så mærker jeg forbindelsen til den modstand jeg altid har følt, og stadig føler mod præstationssamfundet. Den dybe smerte, der ligger i ikke at kunne finde mening i en verden, som til stadighed har så stort et fokus på at vurdere, bedømme og stille krav til mennesket, afgrænser og udtrykker dermed håbløshedens stemme.

Håbløsheden forstærkes når jeg ser, hvordan vi alle hver i sær bevidst eller ubevidst er med til at reproducere den tankegang, som får os til at tro, at livet handler om at præstere og opnå ydre anerkendelse ved at nå bestemte resultater. Mest af alt, fordi vi undlader at byde ind med en modvægt til de maskuline værdier. For når alt kommer til alt, så tilpasser vi os i for høj grad til normerne og i den proces, underkender vi dermed også det naturlige, sårbare, ægte, autentiske, som er indlejret i den rene værenstilstand og det åbne hjerte.

Der er selvfølgelig bevægelser derude, som går foran for at skabe en vej med de mere feminine værdier i højsædet. Men mange af dem, er som jeg mærker det ubevidst eller bevidst også infiltreret i selvsamme præstations - og resultatfokus. Der er selvfølgelig undtagelser, og jeg falder altid instinktivt helt til ro, når jeg støder på en ægte fakkelbærer, som lyser vejen op for mennesket, medmenneskeligheden og mangfoldigheden. En vej, hvor der er plads til unikheden, sårbarheden, livsglæden og det at være menneske.

Præstationsangst og sårbarhed- at finde modet til at være tro over for sig selv

Når håbløsheden er stærkest i mig, så føler jeg absolut ingen tillid til, at jeg kan holde foredrag på skoler og uddannelsesinstitutioner. Så rammes og lammes jeg i stedet af en altopslugende livs - og præstationsangst, som får mig til at miste håbet og troen på, at jeg nogensinde kan finde modet til at være tro over for mig selv i livet og brænde igennem med mit bidrag i verden.

Hvis jeg virkelig ønsker det, ja så er jeg nødt til at finde min helt egen vej i det. Jeg ved, at det handler om at overgive mig til at gå med min sårbarhed i stedet for at gå mod den.

Det betyder med andre ord, at jeg må lade den være den største driver i mine bevægelser i livet. Sige lige det jeg har lyst til. Tillade min usikkerhed og følelsen af ikke at være god nok. Favne min største smerte, frygten for ikke at blive set og angsten for at blive afvist. Gå foran med ærligheden i mig selv, og dermed også trodse egoet i mig selv og andre. For når det kommer til stykket, så er det denne indre og ydre frihed jeg længes efter. Kun sådan kan jeg i virkeligheden føle mig hel og tro over for mig selv.

Dette står i dyb kontrast til det præstationsorienterede fokus, hvor sårbarheden ofte skjules bag et professionelt og hult hylster. Derfor må jeg nødvendigvis også finde ind til drivkræften, hvor modet og håbet mødes i mig.

Der er alvorlig mangel på støtte i vores samfund

Det får mig til at tænke tilbage på, hvorfor jeg i første omgang fik en spiseforstyrrelse, da jeg var ung. Jeg kunne dybest set ikke finde mening i tilværelsen. Livet var ganske enkelt for hårdt rent følelsesmæssigt. Jeg levede med en fortrængt indre håbløshed og ensomhed, som gav mig en meget stor rodløshed i livet. Dengang savnede jeg at mærke støtte i livet. Jeg savnede rollemodeller, som turde være ærlige, åbne og herigennem vise sårbarhed .

I dag ved jeg så også, at den største støtte må komme indefra. For kan vi ikke løfte os selv indefra, så bliver livet uundgåeligt en evig kamp for ydre anerkendelse. Livet har dog også lært mig, at vi ikke kan klare os uden at søge støtte udefra. Vi er nødt til at række ud, når det bliver for svært indeni. Især hvis vi er særligt sensitive/sansestærke mennesker. For så er sårbarheden og åbenheden meget ofte vores naturlige go to i livet. Undertrykker vi den, ja så undertrykker vi dybest set også vores sande natur, den vi er inderst inde.

I min kontakt med de unge og deres familier fornemmer jeg, at mange unge kæmper med stor eksistentiel livssmerte og ensomhed af selv samme grund. Netop fordi der er alvorlig mangel på menneskelig og følelsesmæssig støtte i vores samfund. Netop fordi vores samfund er styret af meget maskuline værdier, hvor værenstilstanden neglicheres.

Paradoksalt nok, så er det altid dette aspekt, som fører mig tilbage til mit lys, mod og håb i hjertet. Som en indre drivkraft der vækkes på ny. I en evig søgebevægelse mod at skabe plads til det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet med den unikhed jeg besidder i min sårbarhed og åbenhed.

Håbet - Livsglæden- glæden over livet

Det er altså i erkendelsen af, at jeg har en naturlig plads i livet, når jeg går ud i livet med min sårbarhed, at jeg naturligt åbner for den ægte indre livsglæde og håbet i hjertet. På den måde kan jeg nemlig bidrage naturligt og gøre en forskel for mange unge, der lige som jeg lider under fraværet af værenstilstanden i et samfund, som dyrker præstationen, overfladen og det substansløse. Jeg skal derfor ikke kæmpe for min plads. Jeg har den allerede.

Forestiller jeg mig det modsatte, så lukker hele mit system ned og håbløsheden, kampen og præstationsangsten bliver påny dominerende på det indre plan.

Når jeg tænker mig om, så har jeg altid været i kontakt med en følelse af indre håb. Også dengang jeg havde det allerværst som ung. Håbet drev mig igennem kriserne. Som en indre drivkræft, der på kærligste vis fortalte mig, at livet handlede om livsglæde. At glæde sig over livet. At være med livsglæden i nuet.

Jeg har i dag adgang til denne visdom lige i hjertet. Det meste af tiden lever jeg livet med et åbent hjerte. Vigtigst af alt, så har jeg fat i mit eget liv. Livsglæden, min indre ro og værenstilstanden fylder derfor meget i mig. Det er blevet min vejviser i livet, når jeg kigger ud på vores samfund, og føler fortvivlelse og håbløshed over alle de maskuline og præstationsorienterede værdier.

Min svigermor er sjovt nok et meget stort symbol på den ægte indre livsglæde og taknemmeligheden for lige netop det. På det at kunne glædes over livet. Glædes sammen med andre. Det vil jeg altid huske hende for. Lige så vel som jeg inderligt vil savne at dele livsglæden med hende. Det har været noget helt særligt.

Begge har vi haft modet, ærligheden og bevidstheden til at gå helt ned i vores dybeste smerte for herved at transformere den til ægte indre livsglæde. Det jeg nu vil glæde mig til, er at forbinde mig med hende på det guddommelige plan og herigennem mærke en fornyet støtte og styrke i livet.

Af hjertet tak fordi du som medlem af www.sofiaviktoria.dk følger med på sidelinjen. Jeg håber, at vekselvirkningen imellem de mere personlige og faglige nyhedsbreve vækker reflektioner og idéer i dig selv, som du kan bruge aktivt i din personlige udvikling på vejen til at blive et helt menneske. Du er altid velkommen til at skrive en mail, hvis du har kommentarer, spørgsmål eller feedback.

Næste nyhedsbrev udkommer onsdag den 12/10-2022 og fremadrettet hver anden onsdag.

Indtil da, så vil jeg ønske for dig, at du møder dig selv, der hvor du er.

Kærligst Sofia Viktoria