Indre accept -udfordringer og muligheder

Som en hyldest og fejring af World Mental Health Day i mandags(10 oktober, 2022), så har jeg valgt at dele onsdagsnyhedsbrevet,(som kommer med en dags forsinkelse)op i to dele. Del 1 handler om udfordringerne og mulighederne ved det at nå til indre accept i et præstations - og konkurrenceorienteret samfund.

I del 2, der udkommer i morgen, som jeg kalder: "Debatten om de unges mistrivsel- lytter vi til de unge?", følger jeg op på den offentlige debat og forskning omkring unges mistrivsel. Jeg gør samtidig status over mine tidligere erfaringer med mit projekt samt mine næste skridt på vejen.

Som sædvanlig kæder jeg mine personlige refleksioner sammen med samfundsmæssige perspektiver og nutidig forskning. Det gør jeg til dels for selv at føle mig fri, hel og levende, men også for at kunne inspirere på forskellige planer mentalt, kropsligt og sjæleligt. Alt sammen en væsentlig del af filosofien bag det hele menneskes udvikling.

Et reetablerende spor i livet

Som i jo nok alle ved, så står jeg midt i en meget svær eksistentiel sorg - og livskrise. Som menneske er jeg derfor ved at stifte et mere bevidst og dybere bekendtskab med betydningen, værdien og visdommen i det at nå til indre accept.

Accept af mig selv. Accept af at livet gør ondt lige nu.

Accept af den indre og ydre modstand. Accept af at jeg må slippe styring og kontrol.

Accept af at jeg både må favne processen, tillade det der er, men samtidig også begynde at skabe et for mig naturligt reetablerende spor i livet, i eget tempo, uden at fortrænge sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet.

Det handler dybest set om at skabe en forbindelse imellem sorgens og livets rum, så jeg fortsat får mulighed for at føle mig hel. Det gør jeg ved at forholde mig åben overfor den visdom, der ligger i den meget sårbare, smertelige, og livsvigtige eksistentielle læreproces.

Det at nå til indre accept er på den måde tæt forbundet med det at kunne åbne hjertet og mærke, hvordan jeg har det indeni, såvel som i livet generelt. Stå ved det, skabe plads til det, og ellers bare lade det være toneangivende for min væren og gøren.Tilsammen støtter dette fokus mig dermed i at bevare både mening og retning i livet.

Mine børn og min mand hjælper mig naturligt godt på vej, for de trækker på den bedst tænkelige måde i retning af meningsfylden, livet, livsglæden og nuet. Det er virkelig befriende.

Samtidig så har min mand og jeg fundet et sted at stå sammen i sorgen. Selvom vi i perioder også befinder os forskellige steder i den, så vokser der en spirende og ny dyb samhørighed imellem os.

På den måde lærer vi som familie meget om det at skulle miste et højtelsket familiemedlem, men også om det at kunne fortsætte det levede liv, velvidende om at sorgen er uendelig.

Hvad angår arbejdslivet er det en del sværere at finde fodfæste. Men jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg beskæftiger mig med noget så meningsfuldt som det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet. For uden dette anker og dybe livsfundament, ja gud ved, hvornår jeg så havde fundet tilbage til hverdagen. Mening er på den måde altafgørende for min trivsel og udvikling. Og endnu vigtigere lige nu midt i sorgen.

Photo by Jordan Madrid / Unsplash

Visdommen bag den indre accept

En meget central del af filosofien bag det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet og idéen om støttegrupper i menneskekundskab handler netop om den proces, hvor vi som mennesker begynder at åbne os for at mærke visdommen i den indre accept.

Den indre accept af vores sårbarhed. Den indre accept af os selv, af vores livsomstændigheder, af den modstand, tvivl, usikkerhed, angst, mistillid, sorg og smerte vi før eller siden støder på i livet. Og hvorfor så egentlig det?

Det kan siges meget simpelt. For accepten giver os mulighed for at skabe et andet, hvis ikke mere dybere og naturligt spor i livet.

Hvor vi tilegner os et helt nyt indre livsmindset. Hvor vi lærer at acceptere vores historie og fortid. Hvor vi ikke længere fortrænger, afviser og fordømmer os selv. Hvor vi slipper perfektionismen, præstationen, pligten, presset. Hvor vi stopper med at sammenligne os selv med andre. Hvor vi erkender, at vi må slippe idealet om at opnå det perfekte, hvis vi ønsker at leve et liv med kontakt til den indre livsglæde. Hvor vi får mulighed for at favne og løfte det inderste af os selv.

Så vi begynder at mærke den dybe kærlighed og renhed i hjertet.Så vi ikke længere føler, at vi skal forandre os selv. Så vi i stedet lærer at møde og acceptere os selv, lige der, hvor vi er. Så vi begynder at mærke os selv. Vores behov. Ønsker. Længsler og drømme. Gnisten. Livet. Så vores afhængigheder naturligt slipper taget i os.

Vi kan altså bruge livskrisen som en direkte vejviser ift. at nå ind til den indre accept. Hvis altså vi åbner os for at mærke følelserne. Fortrænger vi krisen, sorgen, sårbarheden, smerten, presset eller det, der på forskellig vis udfordrer os i livet, er der nemlig stor sandsynlighed for, at vi kommer til at lukke vores hjerter, uden nogen egentlig mulighed for at komme i nærheden af at acceptere os selv.

Hvorfor er det så svært at finde indre accept?

Det får mig til at tænke på, hvor svært det egentlig er for os som mennesker at nå til en indre accept af os selv i livet.

Og herigennem finde fred med dem vi dybest set er. Med vores unikhed og de personlige egenskaber vi har. Med de beslutninger vi tager. Med den indsats vi leverer personligt, relationelt, arbejds- og uddannnelsesmæssigt. Med de livsomstændigheder vi bliver givet, men også selv skaber.

Så vi i tillid kan favne og åbne os over for livet og nuet, med alt hvad det indebærer af sårbarhed, smerte, sorg og glæde.

En søgen som ofte efterlader os i afmagt, angst og fortvivlelse. Som derfor også får os til at gøre det vi plejer. Forlade os selv, vores sande natur, - værenstilstanden. Og i stedet jagte præstationen, perfektionismen, den ydre anerkendelse og accepten fra andre.

For så til sidst at mærke en altopslugende indre følelse af utilfredshed. En manglende evne til at mærke os selv. En hulhed, tomhed og ensomhed, som langsomt trækker os længere og længere ned i dybet af mistrivslen. Og måske endda i kløerne på diverse afhængigheder.

Fanget i et indre fejlfindings-mindset. I livets bedøvelse. Afskåret fra den ægte indre livsglæde. Ganske enkelt fordi vi afviser os selv ved at lukke ned for sårbarheden.

Det mest naturlige, der overhovedet findes i os, får altså ikke lov til at se dagens lys.

Photo by Hailey Kean / Unsplash

Hvad lærer vi egentlig i uddannelsessystemet omkring det at finde indre accept?

På sin vis forståeligt, selvfølgeligt og meget menneskeligt, for mange af de værdier og normer vi opfostres med i vores samfunds- og uddannelsessystem står tragikomisk i direkte kontrast til det at acceptere sig selv.

Vi lærer at sammenligne os selv med andre. Vi lærer at finde fejlene i os selv. Vi lærer at dyrke perfektionen, præstationen og overfladen. Vi lærer at stille urealistisk høje krav til os selv. Vi lærer altså alt andet end at acceptere os selv.

Som samfund er vi dermed uundgåeligt med til at fostre præstationsangst, perfektionisme, pligt og pres.

Af én primær årsag: Fordi vi ikke skaber plads til sårbarheden, unikheden og det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet.

Ingen bevidstgør os om betydningen i at blive hjemme i os selv, og hvad det overhovedet vil sige.

Ingen støtter os således i, hvordan vi kan håndtere det kollektive vilkår det er, at kæmpe med, hvad andre mennesker tænker og mener.

Ingen fortæller os om betydningen af den absolutte tilpasning.

Ingen lærer os, hvordan vi kan takle sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Det indre. De svære følelser og tanker.

Photo by Brett Jordan / Unsplash

Konsekvenserne er store

Som konsekvens heraf står vi stort set alle uanset alder, køn og samfundslag tilbage med en underliggende følelse af, at vi ikke er gode nok, at vi skal ligne andre, at vi er forkerte.

Det får selvfølgelig forskellige udtryk, dimensioner og intensitet. Alt efter, hvilket miljø vi er vokset op i og hvilken følelsesmæssig støtte vi har med os hjemmefra.

Nogle gemmer sårbarheden bag en professionalistisk, akademisk, politisk eller direktørmæssig toppost. Spiller det største skuespil af alle. Byder andre uvidende op til maskebal. Reproducerer de destruktive præstationsorienterede mekanismer i jagten på magt.

Andre børn, unge og voksne bærer mistrivslen og følelserne udenpå tøjet, fordi de ganske enkelt ikke kan holde sammen på sig selv. De får måske en diagnose. Men i virkeligheden er de sande rollemodeller for mennesket, uden egentlig at vide det.

Karikeret sagt, så er vi altså underlagt et samfundssystem, hvor individet manipuleres til at tro, at der er noget galt med det, hvis altså mistrivslen først opstår.

For det meste er vi gode til at se på individets mistrivsel igennem fællesskabets og miljøets øjne. Sker det ikke, så er dommen imidlertid klar. Et dårligt selvværd, en uhensigtsmæssig og afvigende adfærd, som skal håndteres hos PPR, psykologen, coachen eller psykoterapeuten. Så tilpasningen til systemet på ny kan sikres.

Fatalt, hvis du spørger mig. På den måde ser vi nemlig ikke at tilpasningen også sygeliggør. For i det øjeblik, at vi ikke kigger på samfundsnormernes begrænsende og destruktive mekanismer og tilgodeser det almenmenneskelige, det indre, det enkelte indvids trivsel. Ja så nedbrydes individet såmænd. Hvis ikke før. Så sidenhen.

Med disse ord, vil jeg glæde mig til at sende den opfølgende del 2 til dig i morgen.

Med ønsket om at du møder dig selv lige der, hvor du er.

Kærligst Sofia Viktoria