Kontakten til sårbarheden skaber indre robusthed og livsglæde

I dette nyhedsbrev bevæger jeg mig helt bevidst ikke ned i de dybere lag. Jeg sætter i stedet intentionen et andet sted. For nylig stødte jeg nemlig på et meget betydningsfuld forskningsprojekt og en lige så spændende empiri. Som for mig at se aktualiserer og understøtter vigtigheden i at menneskekundskab kommer på skoleskemaet.

For det er netop i kontakten til sårbarheden, at vi som mennesker skaber den indre robusthed og livsglæde, som vi har brug for i forhold til at håndtere livets mange svære udfordringer. Det er det, der gør os modstandsdygtige imod samfundets stigende præstationspres og ungdomskulturens hule normer og værdier. Det er det, som forebygger mistrivsel og afholder os fra at gå ned med stress, angst, depression og lign. Det er det, som styrker og støtter vores selvværd. Det er det, der gør, at vi udvikler os til hele mennesker.

Når vi accepterer vores sårbarhed og står ved den, så sker der nemlig noget ganske mirakuløst. For vi bliver ofte mere levende, lette og frie indeni. Frie til at være og udfolde den vi dybest set er. Frie til at mærke den ægte indre livsglæde. Den som vi alle dybest set længes efter at få kontakt til i et samfund, som synes mere og mere substansløst.

Hierakiers betydning for unges mistrivsel

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, hvad der sker med de unges trivsel og identitetsudvikling, hvis ikke de har et rum i skolen, hvor de får mulighed for at tale om sårbarheden?

Det er i særdeleshed et problem, hvis vi kigger nærmere på dannelsen af de sociale fællesskaber. I praksis så står mange unge nemlig alene om at håndtere det at være i fællesskabet. Det er der mange årsager til. Uskrevne regler om, at de ikke må blande de voksne ind i konflikterne er en af dem. For hvis de gør det, ja så risikerer de såmænd at blive tildelt en såkaldt "stikker" identitet. Som straf falder de i hierakiet eller ekskluderes måske endda helt fra fællesskabet.

Hvem ved, måske er det lige præcis derfor, at så mange unge lider i stilhed, fordi de netop afholder sig fra at ytre sig åbent om, hvor svært det egentligt er at navigere i det sociale. Måske er det i virkeligheden også grunden til, at der findes så mange fortællinger om eksklusion, mobning, ensomhed og mistrivsel allerede i daginstitutionen og grundskolen? For hvis der sjældent eller aldrig bliver spurgt nysgerrigt og indfølende ind til, hvordan det føles at være den laveste eller den højeste rangerede i hierakiet. Ja så får de svære følelser og tanker i sidste ende lov til at ulme i det ubevidste, som en underliggende bevægelse, der fremtvinger den aller stærkeste frygt, sårbarhed og forkerthed i den enkelte.

Det rejser dermed en lang række af spørgsmål. For har vi som voksne de redskaber, der skal til for at hjælpe og støtte vores børn og unge til at indgå i fællesskabet på kryds og tværs af hierakierne? Har vi tilstrækkelig med viden om de dynamikker, som finder sted i fællesskaberne? Og kan vi overhovedet få adgang til at hjælpe dem med at bryde de fastlåste og dysfunktionelle gruppedynamikker?

Uanset hvad, så er det nærliggende at undersøge,hvilken betydning hierakierne har for udvikling af mistrivsel blandt de unge.

Det har Christine Leonhard Birk Sørensen, som er Ph.d studerende hos Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Gødstrup i Midtjylland netop gjort sig nogle meget interessante fund omkring i sit ph.d. projekt "Bedre mental sundhed i ungdommen". Et forskningsprojekt der løber frem til 2026, (støttet med fem millioner kroner af Sygeforsikringen ”danmark”),som undersøger, hvordan mentalt dårligt helbred og stress blandt unge bedst muligt kan forebygges.

Mentalt helbred blandt unge

I den forbindelse ser hun nærmere på, hvor de unge 15-årige selv placerer sig socialt i klassen og hvor de placerer deres familie i samfundet. Som hun skriver så er der (...)" en stærk sammenhæng mellem depressive symptomer og at placere sig selv lavt i det sociale hierarki."(...) Hvorimod de unge der placerer sig selv højt på den sociale rangstige har mindre tendens til depressive symptomer. Unge, som angiver, at deres familier er lavt placeret i samfundet rent socialt, har desuden flere depressive symptomer end andre.

Hun er i særdeleshed bekymret for tallene, og fremhæver derfor at, (...) "vi har behov for effektive forebyggende tiltag for at forbedre de unges mentale helbred - NU."(...)

Heidi Mølgaard Simonsen kan genkende fundene fra arbejdet som sundhedsplejerske i Randers Kommune. Hun oplever, at unge i niende klasse er meget bevidste om, hvor de selv er placeret i det sociale hierarki.

Som hun siger, så kan nogle børn og unge sagtens acceptere: "at de ikke er i toppen, men for de fleste er det svært at være i bunden af klassens hierarki.”

Initiativer ift. at styrke unges mentale sundhed

Randers Kommune har derfor taget en række initiativer i forsøget på at styrke unges mentale sundhed. På nogle skoler har de eksempelvis forsøgt "at tale åbent om klassens hierarki, (...)"men også at tale med dem, der er øverst i hierarkiet om, at de har et særligt ansvar,”(...) siger Heidi Mølgaard Simonsen.

Søren Østergaard leder af Center for Ungdomsstudier peger på forskellige årsager og løsninger på disse problemer. Han ser individualiseringen som en mulig baggrund for, at så mange unge mistrives. I modsætning til for 20 år siden, hvor de unge havde en tendens til at give samfundet skylden for deres lidelser, så vender ungdommen i dag fingeren indad mod sig selv, når smerten bliver for stor.

Trivslen kan i følge ham styrkes, hvis børn og unge møder nysgerrige voksne, der tør spørge ind til svære emner. For som han siger, så har unge brug for robuste fællesskaber, hvor det er trygt at tale om det, der er vigtigt. Her har skolen og ungdomsklubberne i hans øjne en vigtig funktion. ( Britta Søndergaard, journalist, artikel: "Unges mistrivsel afhænger af deres hieraki i klassen, 24.06.22)

Disse parametre understøtter altså virkelig vigtigheden i, at der bliver skabt et rum i skolen, hvor der er plads til at tale om udfordringerne ved at navigere i det sociale og den sårbarhed der følger med.

Modstrøm- At svømme mod strømmen

Foreningen Modstrøm som er støttet af Egmont fonden, er allerede i fuld sving med at eksperimentere med at skabe plads til sårbarheden i uddannelsessystemet. Foreningen er for elever i alderen 15-25 år, der går på Den Forberedende Grunduddannelse(FGU)eller er tidligere elev på enten FGU eller en produktionsskole.

Som der står på deres hjemmeside, så er de:(..) "en bevægelse af unge, der ikke går den lige vej i uddannelsessystemet. De kæmper for et mere rummeligt uddannelsessystem og samfund, hvor der er plads til at stikke ud og være sårbar."
(...)"plads til at udvikle sig og vokse".

De ønsker derfor på FGU-skolerne at være forgængere for netop det. (www.modstroem.dk)

Et uddannelsessystem som ikke gav plads til tvivl og sårbarhed

Lucas Grøndal, HF-elev og tidligere FGU-elev og aktiv i Modstrøm, og Sissel Moos, organisator i Modstrøms udtalelser har begge oplevet et uddannelsessystem, som ikke gav plads til tvivl og sårbarhed. Begge er de heller ikke gået den lige vej i uddannelsessystemet.

Lucas ytrer i den forbindelse følgende: "Det var på min FGU-skole, at jeg fandt lysten til læring. Indtil da havde jeg følt, at jeg gik i skole for alle andres skyld end min egen. Jeg skulle passe ind i systemet, koste hvad det ville. Oplevelsen af at blive tvunget til at vælge mellem et meget smalt udvalg af uddannelsesmuligheder farvede mit syn på uddannelse og læring."(..)

(..) "Det var svært at finde en dybere mening i at gå i skole, og min generelle trivsel dalede støt gennem årene. (...)

(..) "Havde det ikke være for den tvangsfrie skole, produktionsskolen og senere FGU, så var jeg måske blevet en del af statistikken omkring de 50.000 unge uden uddannelse og job."(...)

Sissel fortæller endvidere følgende om sin oplevelse inden for uddannelsessystemet:

"Som 12-årig blev jeg mobbet og holdt udenfor i min folkeskoleklasse. Et problem, som lærerne forsøgte at løse ved at hive mig og min mobber ud af timen for at få os til at enes. Det hjalp ikke, så løsningen blev, at jeg skiftede skole til en privatskole, hvor alle byens andre mobbeofre også var flyttet til. Her fandt jeg rummelighed, venner og fred.

"Som 18-årig stod jeg alene med en alvorlig kræftsyg far, der netop var blevet skilt. Det led jeg naturligvis under, og derfor fik jeg svært ved at følge med i timerne på HF. Jeg ville hellere være hjemme. Derfor droppede jeg ud af HF, et halvt år før jeg ellers var færdig, for at tage på højskole. Et ophold som hjalp mig tilbage til fællesskabet og bedre trivsel."

"Hver gang jeg i min skoletid har oplevet modgang, har uddannelsessystemet ikke kunnet rumme det. Hvor var den ekstra støtte jeg havde brug for? Og hvorfor var det mig, der måtte flytte skole, og ikke en mobbekultur på min skole, som skulle ændres? Hvor var fleksibiliteten på HF, så jeg kunne udskyde nogle fag og få noget mere støtte, mens min verden derhjemme ramlede?"

Et grundlæggende ønske om innovation i uddannelsessystemet

I Modstrøm har de et grundlæggende ønske om, at vi som samfund skaber innovation i uddannelsessystemet. De mener også, at der er brug for et nyt syn på de unge.

I forbindelse med regeringens reformkommission, så håber de i Modstrøm på, at den unge generations erfaringer med uddannelsessystemet bliver inddraget og taget alvorligt i udviklingen af reformkommissionens anbefalinger.(Reformkommision er nedsat for at skabe anbefalinger til, hvordan vi hjælper flere unge i uddannelse og job)

Lucas og Sissel bidrag til et indspil til reformkommissionen med erfaringerne fra Modstrøm fremgår bl.a. i de følgende punkter:

● der er brug for nogle bredere succeskriterier i skoler og uddannelserne
● elevernes trivsel og fællesskab arbejdes med mere målrettet
● fremdriftsreformen skal rulles tilbage,
● vi har brug for et nyt syn på unge - et syn, hvor man arbejder på at tilpasse systemet til de unge og ikke omvendt. (a4Uddannelse, debat@a4medier.dk, 24.06-22)

Det er virkelig slående og tankevækkende, hvor meget Modstrøms tanker, forslag og løsninger peger direkte ind i filosofien om det hele menneskes udvikling. En filosofi, som netop tager afsæt i at tilpasse uddannelsessystemet til de unge og ikke omvendt. Det vidner samtidig om, at tiden er kommet til at handle. For med det enorme antal af unge der mistrives, så kan vi ganske enkelt ikke fortsætte med at symptombehandle, som vi hidtidig har gjort. Vi må plante flaget, der hvor det hører til, nemlig i uddannelsessystemet.

Borgerforslag - vigtige samarbejdsmøder og oplæg

Derfor har jeg besluttet mig for at kaste mig over at udarbejde et borgerforslag, som inviterer til at menneskekundskab kommer på skoleskemaet. Det vil altså sige, at jeg skal samle 50.000 stemmer.

Som led i dette initiativ med borgerforslaget skal jeg i slutningen af august mødes med Uffe Elbæk på Christiansborg. Inden da har jeg 3 møder med 3 spændende kvinder, som på hver deres måde virker meget interesseret i at samarbejde omkring det at få menneskekundskab på skoleskemaet. I den forbindelse skal jeg også ud og skabe opmærksomhed om mit projekt over for de unge på skolerne og uddannelsesinstitutionerne. Samtidig så venter der et møde med virksomheden Leute, som blev udskudt til efter sommerferien.

Kolibrien som symbol på den naturlige udvikling

Nu må vi se, hvilke samarbejder, der rent faktisk opstår. Som menneske er jeg nemlig åben overfor at møde de bevægelser og muligheder der opstår i livet. Det er en del af det at overgive sig tålmodigt og tillidsfuldt til nuet ved netop at slippe styring og kontrol. For nogle lyder det måske naivt, men på en eller anden måde, så har jeg tillid til, at alt er som det skal være. Tillid til at der åbner sig en naturlig vej, mens jeg mærker efter og tager de små skridt. Tillid til at jeg får de erfaringer, som jeg har brug for at udfolde mig selv til det højeste bedste.

Jeg sætter intentionen og lader mig guide indefra. Jeg lukker imidlertid kun noget ind, når mit system er klar til det. Det gør jeg ganske enkelt ved at skabe plads rundt omkring mig selv. Plads til alle tanker, følelser og fornemmelser. Plads til at mærke indad og se klart på, hvad min krop og indre stemme fortæller mig. Sådan går jeg i sidste ende uden om pres, pligt, præstationsangst og perfektionisme. Sådan når jeg dermed også ind til min sande natur og skaberkraft- ånden i mig.

Kolibrien er et symbol på netop denne proces. En proces som for mig gør, at jeg føler mig som et helt menneske, fordi jeg lader mig lede indefra. Lede af værdierne indre frihed, uafhængighed, nærvær, ro, fordybelse, fleksibilitet og flow. Indre peglemærker i den proces, hvor jeg skaber et naturligt system for mig selv. Et system, hvor jeg får mulighed for at bidrage til samfundet med det der ligger i direkte forlængelse af min sande natur, imodsætning til at tilpasse mig til det samfundet har brug for.

For den vej kender jeg til bevidstløshed. Det er en vej, hvor vi meget ofte mister os selv til fordel for at leve op til bestemte krav og idealer. Netop af denne grund, så er det at finde sit eget naturlige system at bidrage udfra en meget vigtig del af filosofien om det hele menneskes udvikling.

Nyhedsbrevet går på sommerferie - Et nyt fokus

Som det meste andet i livet, så er det at finde min egen vej blevet mit varemærke. Det gælder i den grad også inden for iværksætteri. For jeg er langt fra den typiske iværksætter, som arbejder 50 timer om ugen og knokler uafbrudt. Det glæder mig til gengæld at opleve, at flere og flere sansestærke mennesker går foran med en helt ny måde at drive foretning på. En måde, hvor det hele menneskes udvikling rent faktisk tilgodeses.

I tråd med kolibriens symbolværdi så går nyhedsbrevet derfor også på sommerferie i hele juli og august måned. Fokuset ændrer sig nemlig for en tid, så jeg kan skabe nye flydende, fleksible, frie og naturlige bevægelser i livet. Bevægelser som på hver deres måde har betydning for mit projekt om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet. Bevægelser som du selvfølgelig får glæde af i september, når nyhedsbrevet udkommer igen, dog kun hver anden onsdag.

Jeg har brug for at hente ny energi, glæde og inspiration i det fulde nærvær sammen med min mand og mine to børn. Hvis ikke jeg er opmærksom på at stoppe op og mærke efter, så falder konceptet om det hele menneskes udvikling ganske enkelt til jorden. For hvis jeg vitterligt ønsker at skabe plads til at andre mennesker kan udvikle sig til hele mennesker, ja så må jeg nødvendigvis også gå vejen selv. Og det gør jeg så. Ikke fordi jeg skal, men fordi det er naturligt for mig.

Et indre fokuspunkt i dig selv

Med disse ord, vil jeg blot ønske dig rigtig god sommerferie og sige dig tusind tak, fordi du følger med på sidelinjen af det her projekt. Alle de anerkendende, konstruktive, og inspirerende reflektioner og kommentarer giver mig energi og motivation til at blive ved med at arbejde for at skabe plads til det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet igennem faget menneskekundskab.

Det er uvurderligt i en tid, hvor der mangler så ufatteligt meget bevidsthed på at støtte menneskets i dets unikhed og naturlige udvikling i livet. Derfor glæder det mig helt enormt at se så stor en tilstrømning til nyhedsbrevet. Det giver mig samtidig håb, for jo flere vi er om at støtte op, jo større chancer er der for at blive hørt i et system, som vægter nogle helt andre værdier.

Lige så vigtigt er det for mig, at der ikke ligger nogen som helst forventning, pres eller pligt på dine skuldre om, at du skal læse nyhedsbrevene, give feedback eller kommentere herpå. For i tråd med filosofien om det hele menneskes udvikling, så er mit største ønske netop at sætte dig fri, så du får plads til at mærke den naturlige lyst, nysgerrighed og livsglæde indeni.

Så derfor.Hvis du endnu ikke har læst alle nyhedsbreve. Så fortvivl ej. Læs dem, når du har rum, og hvis de kalder på dig. Hvis du har læst dem, så læs dem evt igen, og denne gang langsomt. Det er nemlig ikke tilfældigt, at de er så lange, dybe. og indsigtsfulde. Det giver dig mulighed for at skabe et indre fokuspunkt i dig selv, så du kan komme tættere på sårbarheden, smerten og de store spørgsmål i livet. Tættere på at udvikle dig til et helt menneske.