“LANGSOM PÆDAGOGIK”
I HSP foreningen går vi foran for at udvikle en ny langsom pædagogik, som understøtter sensitive menneskers behov for mere fordybelse, nærvær og ro. En pædagogik som vil gavne alle i et samfund, som er drevet af acceleration, effektivitet og præstation.
Som tidligere pædagog og pædagogisk - psykologisk konsulent inden for vuggestuer har jeg de sidste 3 år set en større åbenhed og bevidsthed fra dagtilbudsledere og områdeledere ift. at bringe visionen om den langsomme pædagogik ind i praksis, fordi det ganske enkelt ikke holder at arbejde med så meget stress og jag, når vi har ansvaret for børns udvikling og trivsel.
Problemet er bare, at visionen om den langsomme pædagogik ikke hænger sammen med den politiske agenda, hvor normeringen er alt for dårlig.
Derfor skal vi ikke blot introducere langsommeligheden. Vi skal samtidig blive ved med at gøre politikerne opmærksomme på, at der skal et nyt ligeværdigt og anerkendende menneskesyn til, hvis vi vil gøre noget ved de mistrivselslignende forhold, der er i institutioner idag.
Men det starter med os selv- med en indre beslutning om at ville trives. Det starter på gulvet, hvor vi i fællesskab må insistere på kerneopgaven. At være i børnehøjde, at være nærværende og være opmærksom på børneperspektivet.
For børnene viser os på magisk vis vejen ind til langsommeligheden. Vejen ind til vores værenstilstand. Vejen til at sætte tempoet ned, kigge hinanden i øjnene, mærke hvad vi har brug for, være i nuet og følge de intuitive og kreative bevægelser.
Det fordrer, at vi på kærlig vis sætter kravene ned til os selv og hinanden på alt det, der ikke vedrører nærværet. At vi på modig vis står ved, at det er meningen, at vi alle skal have det godt, at vi alle skal trives, at der skal være plads til vores følelser, plads til at være menneske. Det gælder både børn og voksne.
Udfra denne bevægelse ligger der et stille oprør, en ubevidst introduktion af den langsomme pædagogik. Vigtigt er det, at den ikke blot bliver endnu et new public management tiltag. Introduktionen må komme fra en anden kilde.
Læs med i nedenstående hvor Bupl skriver om behovet for den langsomme pædagogik i den pædagogiske praksis, som også vægtes inden for forskning.
https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/forskningsunivers/paedagoger-og-forskere-insisterer-paa-langsomhed-i?fbclid=IwY2xjawGigwdleHRuA2FlbQIxMQABHRIqFc2_EHM458eiLVi9QL5wK7vUOJys0jDWd7nuIKKBra_6iiSxKGuoSw_aem_aNKl4f_VbqMIqeuZTU6oEQ