"May the force be with you"

For nylig faldt jeg over det ikoniske citat "May the force be with you" fra filmene Starwars, som skildrer kampen mellem lys og mørke eller måske netop forbindelsen mellem disse kræfter.

"The force" på dansk "kraft"repræsenterer, som jeg fortolker det en universel forbindelse til universet og balancen mellem lys og mørke.

Når lyset er stærkt vinder værdier som frihed og fred frem. Når mørket er dominerende er galaxen til gengæld ubalanceret og præget af egokampe, krige og slaveri.

På mange måder et symbol på den verden, som omgiver os i dag. En verden præget af klimakrise, krig, terror, terrortrusler og et massivt kollektivt kaos. En verden hvor demokratiet, ytringsfriheden og moder jord for alvor er truet.

Kigger vi på vores danske samfund, så ser det også mørkt og dystert ud flere steder. Neoliberale og magtøkonomiske interesser præger store dele af arbejdsmarkedet og rækker langt ind i dannelseskulturen inden for institutions-, skole og uddannelseslivet. Vi ser således også en helt ny generation af børn, unge og voksne, som mistrives i livet på baggrund af et øget fokus på præstation og konkurrence.

Samtidig indtager selvudviklings-branchen alle hjørner af samfundets arenaer. Vi skal helst være omstillingsparate, fleksible og tilpasningsdygtige. Fremfor alt så skal vi ville den personlige udvikling. Vi skal ville at kigge indad. Ofte i én grad hvor samfundskritikken bliver udraderet og erstattet med selvkritik.

Vi har derfor meget at være bekymrede for. Det vi ser ind i er nemlig et værdikollaps af de helt store.

Dyrker vi angsten falder vi imidlertid ned i mørket. Vender vi omvendt naivt og overfladisk det blinde øje til uhyrlighederne, når vi til gengæld heller ikke frem til lyset, men fyldes i stedet af en underliggende meningstomhed og ensomhed.

Vi kan derfor meget passende spørge os selv, hvordan vi bevarer håbet og finder vej i livet?

Det er uden tvivl udfordrende at svare på. Jeg vil alligevel forsøge at komme med mit bud på dette i dagens december-nytårsnyhedsbrev.

Vil samtidig minde dig om, at det jo er baseret på mine personlige erfaringer og oplevelser. Målet er derfor at inspirere til refleksion, for måske er dit bud et helt andet.

Illusionernes potentiale og bagside

Som menneske er jeg drevet af en indre ild. En stærk livskraft som jeg er meget taknemmelig for, fordi den får mig til at føle mig i live. Det er vigtigt for mig at møde verden med et åbent, lyst og tillidsfuldt sind.

Men somme tider spænder denne passionerede side også ben for mig. For lige såvel som der er et stort potentiale ved den, ja så er der altså også en bagside af medaljen. Jeg bygger nemlig ubevidst/bevidst ofte store drømme og illusioner op, som blænder for at se klart.

I den forbindelse har jeg desværre også stiftet bekendtskab med forskellige typer af mennesker, som bevidst/ubevidst har været forførerisk og manipulerende af natur. Som har forført mig, der hvor jeg har været allermest sårbar og uvidende. Der hvor jeg ledte efter at andre kunne lede vejen for mig i en eksistentiel flugt for at komme væk fra den altopslugende afmægtighed det er at være menneske og ikke at kunne finde vej.

Fornylig måtte jeg erkende, at jeg havde ladet mig forføre igen.

Som jeg fortalte i sidste nyhedsbrev var jeg jo blevet ansat i et børnehus. Et børnehus som på papiret havde fokus på det hele menneskes udvikling og sårbarheden både ift. børn og voksne.

På den ene side var det et godt sted med høj faglighed og nogle virkelige dygtige, sympatiske mennesker. På den anden side oplevede jeg en stærk maskulin styret kultur. En usund selvudviklings-kultur, hvor fingeren i for høj grad pegede mod individet og dets fortid. Hvor der opstod en ulige magtbalance imellem leder og medarbejdere. Hvor der blev arbejdet med en meget konfronterende og underkendende feedback-kultur. Hvor det anerkendende sprogbrug mellem de voksne blev erstattet af korrektioner efter en mere eller mindre strømlinet pædagogik.

Noget jeg i sidste ende ikke kunne forene mig selv med, da det anerkendende sprogbrug er en integreret del af mig. Og for mig at se er det et universelt og ligeværdigt sprog som involverer både børn og voksne. Samtidig så er pædagogik i mine øjne bevægelig og kan aldrig helt indfanges. Deri ligger selve kunsten i pædagogikken.

Narrativernes kraft

Min leder fremstod i den forbindelse krænkende overfor mig i adskillige samtaler - særligt i forhold til, hvordan han så noget af mig.Mine alarmknapper gik derfor for alvor i gang, og jeg vidste, at jeg måtte søge væk, hvis ikke jeg skulle miste mig selv.

Jeg følte mig på ingen måder set og anerkendt som et helt menneske. Der manglede ganske enkelt ydmyghed og respekt. Og er der en ting jeg har lært, så er det at skærme mig mod andres bevidste eller ubevidste trang til at styre og påvirke min identitet på en magtfuld og manipulerende måde.

Der ligger nemlig en umådelig stor kraft i de narrativer vi skaber omkring hinanden, som kan have afgørende indflydelse på selvværd og identitet. Særligt hvis kulturen er bygget op omkring selvudvikling som en måde at højne den pædagogiske faglighed. Noget man skal behandle med stor etisk forsvarlighed hvad angår magtbalance mellem leder og medarbejder, hvis ikke det skal have kultlignende tendenser.

At se klart - at lede og løfte os selv indefra og ud

Mine personlige erfaringer med disse typer af mennesker er dermed et tydeligt eksempel på, hvor vigtigt det er, at vi kontinuerligt øver os på at lede og løfte os selv indefra og ud. Så vi er i stand til at se klart, anerkende og stå ved os selv, som de unikke mennesker vi er.

Gør vi ikke det, vil vi ubevidst/bevidst blive ved med at blive udsat for manipulation, magt og styring.

Derfor er det også helt essentielt at vi ved, hvilket værdimæssigt fundament vi hviler på som mennesker.Har vi et klart billede af det, så har vi ikke alene mulighed for at bidrage med det, vi som unikke individer kommer med. Vi har også mulighed for at udvikle os på en naturlig måde, hvor vi er tro over for os selv.

Jeg tror personligt på, at dette skaber den største individuelle og kollektive trivsel, læring og udvikling.

Det naturlige spor

Spørgsmålet er så bare, hvordan vi starter på at lede og løfte os selv indefra og ud, hvis vi aldrig har været vant til det?

Der er højest sandsynligt mange måder at gøre det på. Men det, der har virket for mig, er imidlertid at følge det naturlige spor i mig selv, lytte og mærke intensivt indad. Give mig selv plads og tid.

Fra den dag jeg startede denne naturlige bevægelse begyndte jeg at komme tættere og tættere på min indre stemme.

Tættere på det jeg selv ønskede at sige, gøre og være.

Tættere på at forstå, acceptere, anerkende og respektere mig selv og den natur jeg havde.

Tættere på at elske og drage omsorg for mig selv.

Tættere på at forstå mig selv i livet og den forskel jeg ønskede at gøre og være.

Tættere på at lære at lede og løfte mig selv inde fra og ud.

Værdimæssigt fundament

Med mine erfaringer i børnehuset er jeg således også kommet endnu tættere på mig selv.

Jeg har nemlig fået testet mit eget værdimæssige ståsted. Fået bekræftet, at der dybest set ikke er nogen, der ejer mig. Nogen der har "patent" på min identitet, værdier og overbevisninger.

Det betyder ikke, at jeg er ledelsesresistent. Det betyder heller ikke, at jeg ikke er åben over for andres verdensbilleder. Eller at jeg ikke vil udvikle mig. Ej heller at jeg ikke kan samarbejde og tilpasse mig.

Tværtimod.

Det betyder blot, at jeg har lært at stå ved mig selv og mine indre værdier, uanset om jeg arbejder for andre, uanset om jeg udfordres på min identitet og på at ryge ud af fællesskaber.

Efter min mening er der behov for at flere ledere forstår vigtigheden i at lede rummet fremfor retningen. Med en stærk maskulin styret retning er der nemlig ofte ikke plads til at forstyrre og stille sig undersøgende over for indgroede normer, hvilket i sidste påvirker både faglighed og arbejdsmiljø.

I dag insisterer jeg derfor på værdierne; samskabelse, nysgerrighed, åbenhed, frihed, tillid, ydmyghed, omsorg, kærlighed, respekt, rummelighed, mangfoldighed, ufordømmenhed, undersøgelse, indflydelse, empati og anerkendelse. Disse feminine værdier er for mig at se vigtige parametre for at skabe et godt psykosocialt arbejdsmiljø med højt til loftet og plads til mangfoldighed.

Derfor søgte jeg efter min opsigelse også nyt job på baggrund af disse værdier. Pr. 16 januar 2024 starter jeg i et andet børnehus. Her skal jeg være med til at løfte en kultur, som fra ledelsesmæssig side ser ud til at have hjertet på det rette sted med et anerkendende menneskesyn.

En lysende kraft

I tråd med titlen på nyhedsbrevet, så føler jeg mig forbundet til den kraft, som min svigermor stod for og stadig står for. Hun var og er en stærk lysende kraft i en meget svær tid. En feminin kraft som skaber håb, klarhed og retning.

For det anerkendende sprogbrug støtter mig i livet. Støtter mig til at møde mig selv og andre mennesker med en undersøgende, tillidsfuld, åben, ufordømmende og ydmyg tilgang. Støtter mig til at tillade både lyset og mørket i mig. Støtter mig til at lade mig lede af lyset i mig. Støtter mig til at være ærlig og autentisk. Støtter mig til at se mine egne og andres ressourcer. Støtter mig til at omfavne mig selv og andre som hele mennesker med alt hvad det indebærer.

Når jeg tænker mig om, så har disse værdier altid været en stor del af mig. Derfor tror jeg også, at min svigermor og jeg fik så dyb og nær en relation. Hun så på samme måde mit koncept om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet så rent og klart og havde selv haft lignende tanker.

Vi var altså forbundet allerede inden vi mødtes og nu også efter.

Det er derfor også denne lysende, kærlige kraft, som jeg forbinder mig til, når livet føles uoverkommeligt, når jeg ikke kan se klart, og når afmægtigheden er på sit højeste. Når jeg overmandes af frygten for, hvad der skal ske med vores planet og det mørke der eksisterer på så mange niveauer.

I tråd med dette vil jeg invitere dig til at reflektere over, hvilke værdier du støtter dig til på din vej i livet?

"May the force be with you"

Rigtig godt nytår og på gensyn i januar-nyhedsbrevet.

"Med ønsket om at du møder dig selv med blidhed, der hvor du er i dig selv og i livet som helhed."

Kærligst Sofia Viktoria