Menneskekundskab i grundskolen

De unge har nogle helt særlige udfordringer, når de rammer teenagealderen. Når de har været en årrække i skolesystemet. Når de bevæger sig længere og længere ind i ungdomskulturen.

Det fortæller praksis og forskning mig i hvert fald. Spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd og skolevægring forekommer tidligere og tidligere. Helt ned til 7-10 års alderen. Denne problematik peger på, at selv de yngste i grundskolen kan have det svært med det at være menneske.

I den forbindelse hører jeg tit om piger, som allerede i o-klasse snakker om:"At de er for tykke, for grimme og for dumme." "At de ikke føler sig noget værd." "At ingen kan lide dem." "At de ikke har lyst til at leve."

På mange skoler tegner der sig ligeledes et billede af piger, som har svært ved at enes socialt. Som mobber og ekskluderer. Som går efter at være de mest "populære" og "perfekte".

Alt sammen fordi de frygter at blive udstødt.

Et samfundsmæssigt værdikollaps

Desværre bliver disse sociale problemer i fællesskaberne ofte individualiseret ned til den enkelte klasse, i stedet for at kigge på de store samfundsmæssige linjer.

Linjer som afslører et kæmpe værdikollaps i vores samfunds- og uddannelsesinstitutioner, fordi vi ikke viser vores børn og unge på sporet af deres sande natur og indre stemme.

Som samfund ser vi ganske enkelt ikke med stort nok alvor på det alarmerende sprogbrug og den ekskluderende adfærd, der finder sted i blandt de unge i grundskolen.

Vi opdager dermed ikke, at dette måske i virkeligheden er et råb om hjælp, fordi de ikke har lært at håndtere deres følelser, tanker og det at være menneske.

På den måde, så er vi med til at skabe en hel kultur for ensomhed. Når det kommer til stykket er der altså gode vilkår for at udvikle spiseforstyrrelse, skolevægring selvskadende adfærd og andre symptomer på mistrivsel.

Inklusion

En stor gruppe af elever i folkeskolen får altså ikke den støtte, de har behov for. Det viser en evaluering af inklusion i folkeskolen, som Vive, Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd har lavet i 2022 for Børne - og undervisningsministeriet. Næsten hver fjerde udskolingselev i folkeskolens almen eller specialtilbud, får specialpædagogisk støtte eller vurderes af deres lærere til at have behov for det.

Løsningen er ifølge vores børne - og undervisningsminister at sætte ind med mere specialpædagogik på læreruddannelsen, fordi lærerne efter hendes mening ikke har de kompetencer, der skal til for at tilgodese børn med særlige behov. Samtidig er det også på tale, at læreruddannede skal have mulighed for at videreuddanne sig til skolepsykologer, som de kunne tidligere.

Det er uden tvivl godt at lærerne får mere specialpædagogisk viden, for det skærper fokus på at se de unge, hvor de er rent følelsesmæssigt, mentalt og menneskeligt. Skolepsykologen kan i den forbindelse også også være et godt supplement til den nuværende PPR løsning.

Spørgsmålet er bare om det er nok?

Omformning af inklusionsbegrebet

For hvordan ved vi overhovedet, at det kun er dem, der helt synligt viser, at de har et såkaldt "særligt behov", der har brug for ekstra støtte?

Hvad med dem, der mestrer tilpasningen og facaden i sådan én grad, at de får det dårligt på sigt. Har de ikke også har brug for noget "særligt", for at kunne udvikle en indre menneskelig robusthed og en kontakt til sig selv?

Jeg tror på, at vi alle har brug for at blive set rent menneskeligt for at kunne udvikle os naturligt. Så hvorfor ikke omforme inklusionsbegrebet ved at tilbyde alle børn og unge menneskekundskab i stedet for? For måske er det store antal af børn og unge, der viser, at de har et "særligt behov" i virkeligheden et udtryk for, at der mangler et grundlæggende menneskeligt fundament i skolen.

Med denne tilgang til inklusion slår vi nemlig to fluer med et smæk. På den ene side udvikler vi nye identitetsmæssige spor for dem, der ellers ville have fået en diagnose, uden at de behøver at føle, at de er forkerte og anderledes. Samtidig hjælper vi dem, der falder ind i mængden, som har nemt ved tilpasningen.

På den måde, så skaber vi inklusion af alle med og uden "særlige behov." I sidste ende udvikler vi altså et mangfoldigt fællesskab, hvor der er plads til alle forskelligheder.

Set med disse briller, så bør læreruddannelsen udvides med undervisning i menneskekundskab.