Resonans - vigtigheden i at lytte - indad og udad

For ca. 4 uger siden var jeg i HSP foreningen øjemed til en konference med Hartmut Rosa, den verdensberømte tyske sociolog.Her gik han i dybden med resonanspædagogikken. 

Jeg fik mange dybe indsigter med til glæde og gavn for alle i HSP foreningen. Indsigter som kan gøre os bevidste om, hvordan vi kan udvikle og implementere den langsomme pædagogik i vores samfund, så vi kan skabe bedre vilkår for sensitive mennesker.

En pædagogik som netop tilgodeser langsommeligheden, meningsfuldheden, fordybelsen og resonansen. Indsigter som stadig er ved at bundfælde sig i mig på et mere kropsligt plan.

En ting hæftede jeg mig særligt ved. Han fremhævede nemlig evnen til at forholde sig åben,- lytte til sig selv og til andre mennesker, - som en forudsætning for at skabe resonans mellem mennesker. "Callability" kaldte han det.

En åbenhed mod livet i sin rene eksistens. En åben, undersøgende, observerende, nysgerrig og lyttende tilgang, som altid har lagt mit hjerte nært. En tilgang som rummer et mangfoldigt, ligeværdigt og anerkendende menneskesyn. Et menneskesyn som er helt central i mødet med andre mennesker.

Et menneskesyn som er helt central i mødet med andre mennesker.For uden denne bevidsthed, så bliver vi lynhurtigt optaget af egne ståsteder, meninger, og standpunkter, i en grad hvor resonansen helt udebliver. For så fordømmer, manipulerer og styrer vi andre, som vi ikke er enige med, som er forskellige fra os. Så ønsker vi, at de skal ligne os, gøre som os, mene som os, for at vi netop kan få bekræftet det som vi kender.

Resonans kan ikke sættes på en formel

Jeg elsker personligt det faktum, at resonans hverken kan måles, kontrolleres eller sættes på en formel. Det sætter begrebet fri fra målstyring. Fri fra at blive til endnu et new public management begreb, som bliver misbrugt i et vækstøjemed i diverse pædagogiske sammenhænge.

At vi i stedet kan kigge på "gnisten i et menneskes øjne" fortæller mig noget langt vigtigere, - noget jeg altid har mærket og troet på.

At vi er hele mennesker - med ånd, sind og krop.

Et faktum, som vi ikke længere kan løbe fra i et præstations - og konkurrenceorienteret samfund, som fremmedgør, skaber mistrivsel og accelererer i et tempo, som ingen længere kan eller vil følge med til længere.

Hartmut siger det ret så fint; ”Vi har som moderne mennesker brug for at restituere og helt generelt sætte tempoet ned og dyrke nærværet og det formålsløse, for eksempel gennem musik, natur eller gode samtaler,” (..)"Men bevægelsen skal være kollektiv." (..) "det er noget vi skal diskutere på samfundsplan."

Tiden er vores vigtigste eje. Fordybelsen, trivslen og nærværet ligeså.

Kærligst Sofia Viktoria

NB: Jeg kan varmt anbefale Dig at læse nedenstående artikel, som baggrund for at forstå Dig selv i det samfund Du omgiver Dig med. Hartmut Rosa udtaler sig her om resonansteorien. Den er simpel, dækkende og overskuelig.

MM.DKHartmut Rosa: ”Hvis du vil måle resonans hos mennesker, så se på gnisten i deres øjne”Den vigtigste lederkompetence er evnen til at lytte. Sådan lyder det fra den tyske sociolog Hartmut Rosa, der er verdenskendt for sin resonansteori om det senmoderne menneskes higen efter mening i tilværelsen. Når resonans omsættes i ledelse, kan det føre til innovation og &...