Sande rollemodeller

Fantastisk artikel fra Professor Morten Sodemann!

Stærkt at sætte ord på det usagte i vores social og sundhedssystem. Og om vores såkaldte "velfærdsmodel". For hvordan kan vi overhovedet tillade os at kalde det velfærd, det der foregår rundt omkring i daginstitutioner, skoler, uddannelsesinstitutioner, social og sundhedssystem, psykiatrien, sygehuse, børn og unge området og plejehjem? Jeg fristes til at kalde vores "velfærdssystem" for et nedbrydende system af alt naturligt og menneskeligt.

De mennesker der går foran for mennesket og det hele menneskes udvikling i hele vores samfunds - og uddannelsessystem må anerkendes helt op til skyerne. Både for deres mod og ærlighed over for sig selv, men i høj grad også for den altafgørende indsats det er, at gøre det der skal til for at hjælpe, støtte og møde mennesket kompromisløst.

Igen så peger fingeren i retning af systemets katastrofale mangler. For hvis de fik rum til deres udfoldelse af de gode gerninger, så havde det med al sandsynlighed ikke været nødvendigt med løsninger under bordet. I sidste ende er det jo netop støtten til at yde det afgørende for mennesket, som der ikke er rum, ressourcer og plads til i vores nuværende "velfærdssystem".

At rette ind og finde sig i vilkårene uden at ytre sig har efter min mening intet at gøre med robusthed. Nej det er i stedet et forkvaklet og dehumaniserende resultat af den styring, magt og frihedsberøvelse, der finder sted fra politisk side til ledelsesmæssig side til medarbejderens side. Symbolet på, hvordan New Public Management tankegangen vinder indpas overalt.

Vi kan og skal dog ikke alle gå forrest, for vi har brug for alle slags mennesker. Men forholder vi os ikke kritiske, så ender vi med at blive immune over for det vi er vidne til i praksis. Værst af alt så mister vi måske endda følsomheden og empatien, som er det der gør os til mennesker. På den måde svigter vi altså os selv, dem vi forsøger at hjælpe og menneskeheden som helhed.