Spiseforstyrrelse - et samfundsskabt fænomen

Den offentlige debat løfter i øjeblikket sløret for stribevis af fortællinger om den utilstrækkelighed, der ligger i behandlingstilbuddene for spiseforstyrrelse.

Mange unge med spiseforstyrrelse oplever nemlig, at de bliver låst fast i et sygdomsbillede, i det øjeblik, de træder ind i behandlingssystemet. De føler sig ganske enkelt ikke set rent menneskeligt, fordi der er et altoverskyggende fokus på sygdom, mad og vægt.

På den måde, så falder det hele menneskes udvikling altså i baggrunden. For vi har tydeligvis ikke tilstrækkeligt med opmærksomhed på at skabe nye spor for de unge, som rækker ud over identiteten med spiseforstyrrelse.

Narrativernes betydning for det hele menneskes udvikling

Selvom den narrative tilgang er meget brugt i arbejdet med spiseforstyrrelse inden for både psykiatrien såvel som andre behandlingssteder, så har vi endnu ikke forstået, at vi faktisk selv er med til at fastholde fortællingerne om spiseforstyrrelse, i kraft af det fokus og sprogbrug vi har.

Jeg tror på, at vi kan hjælpe mange unge igennem spiseforstyrrelse, hvis vi erkender, at vi må slippe den kollektive tankegang, som er forbundet med arbejdet med spiseforstyrrelse inden for behandlingssystemet såvel som i samfundet som helhed. På den måde, så kan vi nemlig for alvor begynde at værne om de unges dannelse og identitetsudvikling.

Dette blogindlæg er således et forsøg på at lave et sprogligt opbrud med de overbevisninger og normer, der hører sig til begrebet spiseforstyrrelse. Derfor betegner jeg i det følgende spiseforstyrrelse som et fænomen i modsætning til at være noget faktuelt og sandhedsbetonet.

Fænomenet spiseforstyrrelse- individets ansvar

Nok er der bred enighed i samfundet om, at spiseforstyrrelse er en såkaldt multifaktoriel tilstand. Oversat til dansk, så spiller de psykologiske, sociale, kulturelle, genetiske og biologiske årsagsfaktorer sammen i udviklingen såvel som vedligeholdelsen af spiseforstyrrelser.

Men hvis vi dykker yderligere ned i fænomenet spiseforstyrrelse for at forstå dens gængse samfundsmæssige stemme, peger alle fingre sjovt nok på individet i rent sproglig forstand.

Begrebet spiseforstyrrelse indikerer nemlig, at der er noget ved individet, der er "forstyrret".

I den forbindelse kædes spiseforstyrrelse som oftest også sammen med "psykiske udfordringer", "psykisk sårbarhed", "psykiske diagnoser" og "psykisk sygdom".

Og når man er "syg", ja så skal man i "behandling". Hvis man følger samfundsnormerne vel at mærke.

Derfor er det heller ikke så underligt, at "manglende sygdomserkendelse", er omdrejningspunktet for selve behandlingen.

Sådan kan vi finde utallige nedslag i fænomenet spiseforstyrrelse, der tilsammen vidner om, hvordan de indlejrede normer og selvfølgeligheder i sproget er med til at skabe vores identiteter på godt og ondt.

Uanset om vi tør erkende det eller ej.

For i sidste ende sætter det kursen for et helt bestemt menneskesyn og fagligt ståsted, som danner grundlag for den måde vi forsøger at løse problemet med spiseforstyrrelse på i samfundet.

Unge med spiseforstyrrelse og deres familier bliver således mere eller mindre ofre for et system, som primært symptombehandler, individualiserer og sygeliggør frem for at almengøre.

De overlades dermed i en blind tro på, at der er noget galt med dem som mennesker. At de er "syge", og at de skal gøre noget aktivt for at blive "raske".

Den rette individuelle behandling

Fra samfundets side sætter vi derfor også økonomisk og velvilligt ind med den rette individuelle behandling bestående af et individuelt skræddersyet forløb på psykiatrisk afsnit med samtaleterapi, kropsterapi, gruppeterapi, familieterapi m.m.

Når så den enkelte skal integreres i samfundet på ny, ja så står vi i mange tilfælde også klar med en individuel støttekontaktpersons ordning.

Hjælpen er tydelig at få øje på, for ungdommen er jo vores fremtid!

Ganske udmærket set ud fra et individuelt isoleret øjebliksbillede. For der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe støtte for mange familier, som står magtesløse og ganske alene med de meget store udfordringer, det er at have et barn med spiseforstyrrelse.

På trods af det stiller jeg stadigvæk spørgsmålstegn ved den nuværende behandlingsmodel og dens individuelle hjælpepakker. For jeg er bange for, at vi misser muligheden for at løse den dybereliggende årsag til at flere og flere unge for en spiseforstyrrelse, hvis vi holder fast i denne tilgang.

Til gengæld er jeg overbevist om, at vi kan fjerne meget skyld og skam fra de familier, hvor spiseforstyrrelse rammer, som lyn fra en klar himmel, hvis vi omformer fænomenet spiseforstyrrelse til et sprog, som giver det en mere almenmenneskelig klang.

På den måde, så kan vi nemlig hjælpe dem med at skabe nye fortællinger af et fænomen, som i mange tilfælde udspringer et helt andet sted fra end individet.

Samfundets forstyrrelse

Lad os derfor blot for et øjeblik betragte fænomenet spiseforstyrrelse igennem en helt anden dimensional linse. En makrolinse, som stiller skarpt på samfundets forstyrrelse.

For hvad nu hvis roden til problemet bag det stigende antal af spiseforstyrrelser i virkeligheden handlede om et gigantisk brist i vores samfunds- og uddannelsessystemer?

Alene af den grund at vi ikke skaber et fundament for, at de unge udvikler et sprog for deres følelser, tanker og det at være menneske, mens de uddanner sig.