Tør du tage masken af på livets scene?

I Juni måneds udgave af nyhedsbrevet, sætter jeg spot på temaet masker. For hvad betyder det dybest set for vores trivsel, læring og udvikling, når vi enten vælger at tage masken af eller på i mange af vores relationer, og i de kontekster vi befinder os i privat, personligt, og professionelt? Og hvorfor vælger vi i grunden at bære masker? Spørgsmål som i princippet kan besvares ud fra et utal af perspektiver.

Jeg fristes til at starte reflektionen, der hvor traumer fra fortiden opstår. Særligt fordi de kan være direkte årsag til, at vi som mennesker opbygger mange usunde, unaturlige eller ubevidste vaner/mønstre - som resulterer i, at vi begynder at tage forskellige masker på i bestemte sammenhænge.

Måske er vi på arbejdet mest i kontakt med den pligtopfyldende side af os selv, den del af os som pleaser, og ønsker at skabe det perfekte i alle sammenhænge. Altsammen fordi vi ønsker at blive accepteret og anerkendt som en del af et fællesskab. Anderkendt for det vi gør og for den vi er inderst inde. Noget vi måske sjældent har oplevet i vores barndom. Det bliver derfor netop en anledning for os til at søge anerkendelsen ude i vores omgivelser imodsætning til at finde den i os selv.

Min ungdom

Lad mig føre denne tråd videre til min egen ungdom. Jeg levede nemlig på mange måder et liv i facadens ånd.

Når jeg tænker tilbage, så var det næsten som om, at jeg ikke havde andet valg, end at gemme mig bag en frygtelig masse masker. Jeg ønskede både at gemme og at glemme alt det jeg følte, tænkte og mente. Min sårbarhed og den jeg var inderst inde blev derfor lagt godt og grundigt på is.

I stedet stod jeg ansigt til ansigt med usynligheden, utrygheden, og usikkerheden forklædt som vaske ægte præstationsangst. En for mig både nedbrydende og utilgængelig følelse af hele tiden at skulle spille skuespil for at leve op til indre og ydre krav og forventninger. Paradoksalt nok uden rigtig at vide, at det var det jeg gjorde.

Et udtryk for en dyb undertrykt eksistentiel - identitets og livskrise. Et tidspunkt i mit liv, hvor jeg på et ubevidst plan var i kontakt med både angst, depression, sorg, smerte, splittelse, meningsløshed, tomhed og ensomhed.

Som om jeg kæmpede med afmægtigheden hver eneste dag. Kæmpede for at undgå at blive set af et publikum, som i værste tilfælde kom for tæt på mig. Kæmpede for at overleve socialt i en verden, som jeg dybest set ikke kunne finde mig til rette i. Kæmpede for at komme væk fra alle de ubehagelige følelser, og et liv, som ikke var mit. Kæmpede for at skjule det, som jeg var allermest bange for at vise:

At jeg havde ondt i livet. At jeg følte mig forkert og anderledes. At jeg var bange. At jeg havde brug for hjælp og støtte til at håndtere livet, mine tanker og følelser- ja det at være menneske.

Jeg blev derfor rigtig god til at agere den pæne pige, smile til publikum og spille et allerhelvedes godt skuespil. Så god, at jeg kunne tilpasse mig enhver situation. Så god, at ingen rigtig ænsede, at noget var galt.

Desværre kom jeg også længere og længere væk fra mig selv. Så langt væk, at jeg blev fjern for mig selv. For jeg kunne hverken mærke mig selv, hvem jeg selv var, og hvad jeg skulle med livet.

Det eneste jeg kendte til (dog i det skjulte) var og blev kontrollen i form af spiseforstyrrelsen. Jeg var med andre ord efterladt med et isoleret og hult mønster. En maske støbt i jern - uden nogen form for kontakt til mig selv eller til det, der var større end mig.

I dag ved jeg, at min overfladiske ageren i livet var et råb om hjælp eller måske netop et symbol på den længsel jeg havde dybt i mig.

Længslen efter både at finde hjem i mig selv, såvel som at finde min plads i livet.

Længslen efter at bidrage med det, der var meningen - og også naturligt for mig.

Længslen efter at blive mødt med ufordømmenhed af mig selv og andre.

Længslen efter at blive set af mig selv og andre. Både i mit lys og i min smerte. Selvom det var det jeg frygtede allermest.

En dyb indre fred-, accept, ro og frihedsfølelse

Det har derfor også taget lang tid at nå hertil, hvor jeg tør at gå ud i livet, som den jeg er inderst inde.

En del af den udvikling er blandt mange andre ting sket igennem min formidling af nyhedsbrevene til dig. For det jeg kommer ud med her, er hudløst ærligt det jeg mærker, tænker og mener uanfægtet af samfundsnormernes prægning ift. begrebet professionalitet. Den rene normbetingede professionelle tilgang er set med mine øjne nemlig afstandskabende og ikke kontaktskabende.

Jeg øver mig derfor stadig på at bringe den personlige og sårbare autenticitet ud i alle livets sammenhænge. For hånden på hjertet, så tager det også tid, og det kræver i særdeleshed; forpligtelse, fokus samt fordybelse.

Det gør det, fordi jeg er sansestærk.

Jeg har med andre ord en stor sårbarhed, - en særlig sensitivitet, som jeg må værne om og regulere hver eneste dag, så jeg ikke bliver for overvældet/ overstimuleret af indre og ydre stimuli/indtryk.

Heldigvis så har livet lært mig en vis kompromisløshed ift. at lytte indad og være tro over for min indre stemme. Det betyder derfor også, at jeg er blevet stærk i at mærke mine egne behov, og bevidst om at stå ved min unikhed og individualitet.

Det jeg har fundet ud af, er nemlig, at jeg med ærligheden får kontakt til en dyb indre fred, accept, ro og frihedsfølelse. En sjælelig værenstilstand, som i sidste ende overskygger, rummer og forvandler den angst, der kan være for at vise mine ægte følelser, tanker og meninger.

Forvandler den til en dyb følelse af et urokkeligt selvværd, som var det gjort af naturens bjerge - og klippelignende konturer i vandets klare spejling. En helt særlig indre robusthed, som med sin klarhed altid lyser op og viser vej i livet. Som på magisk vis derfor også opløser trangen til at tage masken på.

Samfundsnormernes indflydelse og betingning

Når det kommer til stykket, så har samfundsnormerne stor indflydelse på, hvordan vi oplever os selv i verden. De definerer med andre ord rammerne for vores personlige råderum, - vores lærings- og udviklingsmuligheder.

Som mennesker er vi dermed også til en vis grænse betinget, begrænset og styret af samfundsnormerne i forhold til, hvornår vi vælger at tage masken af og på. (jf. Goffmanns begreber om backstage og frontstage) Vil vi være en del af et fællesskab, ja så må vi ofte gå på kompromis med det vi inderst inde har behov for eller ønsker. Ergo må vi altså også tilpasse os på godt og ondt.

Mange ville i den forbindelse også mene, at det er unaturligt at dele vores dybe følelser med alle. Andre ville samtidig hævde, at vi skal bestræbe os på at være professionelle i vores relationer, når vi er på arbejde. En samfundsmæssig fortælling, som derfor også afslører, at det på mange måder er normalt at tage masken af og på i professionelle sammenhænge. Og at det ligeledes er helt acceptabelt og forventeligt at gemme visse sider af os selv væk i vores privatliv.

Jeg er til dels enig, for som mennesker er vi jo vidt forskellige. Ikke alle føler det derfor lige naturligt at dele det inderste. Hvor det for andre er en must at være ærlig med det meste. Og bliver vi “for“private i vores relationer på arbejdet, ja så er skaden mange gange sket, da vi ikke bliver tager alvorligt, fordi vi ikke agerer professionelt. Derfor er masken i visse tilfælde et nødvendigt onde.

Men fortællingen rummer desværre også en stor faldgrube. Særligt for os der er sansestærke, fordi vi høj grad vokser af og er drevet af det som er ægte. Drevet af de helt dybe autentiske sider af livet.

For hvad sker der, når vi vælger at tage masken på i alt for mange sammenhænge?

Resultatet er enkelt.

Vi mister nemlig mange gange os selv.

Ærlighed vs. at bære masker

Forpligter vi os på at forfølge ærligheden i os selv, så får vi til gengæld mulighed for at nå ind til den dybe og autentiske livsglæde. En livsglæde som i mine øjne må siges at være det ypperste at nå, når vi ældes, og en dag skal herfra.

Med ærligheden lever vi et autentisk liv, hvor vi er tro over for det vi mærker, tænker og mener.

Vi går ikke på kompromis med os selv.

Vi tiltrækker i stedet de mennesker, der ligesom os ønsker ærlighed i livet.

Som resultat af dette er vi oftest beriget af dybe, nærende og meningsfulde relationer.

En stor kontrast til det liv, hvor vi i en uendelighed skifter den ene maske ud med den anden.

Hvor tilgangen med kontakt til værenstilstanden avler ro og fordybelse, avler et liv med masken stress og uro.

Derfor argumenterer jeg netop også for vigtigheden i, at vi især som sansestærke mennesker tør at læne os ind i ærligheden i alle vores relationer, på trods af samfundsnormernes indflydelse og betingning. (dette er selvfølgelig karikeret, for naturligvis har vi alle noget, som er mere eller mindre privat for os)

Skal jeg derfor gøre ovenstående argument en anelse blidere, så må vi som minimum reflektere over, hvornår, hvorfor og hvordan vi bruger maskerne?For er vi kun os selv, når vi er hjemme og tager vi altid maske på, når vi er på arbejde, i skole eller hos venner? Ja så opstår der meget ofte en stor ubalance i os som mennesker.

Vi er ikke forkerte, fordi vi bærer en maske

Når det så er sagt, så er der altså ikke noget som helst galt med at tage masken af og på, når vi er sammen med forskellige mennesker i forskellige kontekster. Vi er med andre ord ikke forkerte, fordi vi bærer en maske.

Tværtimod.

Det er med omvendt fortegn, helt naturligt indtil vi opdager, at det ikke er naturligt.;)

Vi gør det nemlig mange gange for at passe på os selv.

Men måske også, fordi vi hverken har lært at; regulere os selv, mærke vores indre stemme, vores indre værd og vores sjælelige værenstilstand.

En tilstand, hvor vi hviler i os selv, hvor vi derfor også mærker en grundlæggende tryghed, ro, fred og accept af os selv.

Mange af os mangler således også den helt basale indre tryghed til at turde stå ved, vise og udfolde, hvad vi er gjort af inderst inde.

Måske fordi vi aldrig rigtigt har lært at håndtere vores følelser og tanker- hverken i skolen eller derhjemme.

Måske fordi vi har barndoms- og ungdomstraumer med os.

Måske fordi samfundsnormerne har påvirket os til at skjule vores inderste jeg....

Derfor træder masken mange gange ind som substitut.

Det vi kender er vi som oftes mest trygge ved.

Alene af den grund opdager vi måske aldrig helt, at der rent faktisk ligger et kæmpe potentiale i at lære at slippe facaden og maskerne.

Når du er uden maske - at være tro over for dig selv

Vi finder derfor heller aldrig ud af, hvordan det i grunden føles at være uden maske? Når vi er helt og aldeles tro overfor os selv. Når vi lærer at lytte kompromisløst til den indre stemme, - sjælens stemme Når vi netop formår at adskille den fra de mange mønstre/delpersonligheder/traumer vi har med fra vores barndom?

Spørgsmål som får mig til at reflektere på ny. For er det overhovedet muligt at leve et liv uden brugen af masker?

Med afsæt i disse spørgsmål vil jeg nu invitere dig til at gå ind i en dybere reflektions proces sammen med dit indre;

• Hvornår har du sidst været tro overfor dig selv og hvorfor?
• Hvordan føles det for dig, at være tro over for dig selv?
• Hvordan føles det, når du ikke har maske på?
• Hvornår har du sidst følt dig nødsaget til at tage en maske på?
• Hvordan føles det at have maske på?
• Hvornår har det sidst føltes naturligt og nemt at smide masken?
• Hvorfor er det svært at smide masken?
• Hvorfor er det svært at være dig selv?
• Hvad længes du efter inderst inde?
• Tør du at smide masken på livets scene?
• Hvad er du bange for?
• Hvad har du at miste?
• Hvad har du at vinde?

(tænk gerne i konkrete eksempler, sammenhænge, situationer, bestemte mennesker mm.)

Måske finder du med tiden dine egne svar på, hvad det vil sige at være uden maske? Måske er der mange blindgyder på din vej? Måske er du allerede i god kontakt med din unikke værenstilstand og dybet af din sjæl? Måske er der noget særligt du er nysgerrig på at forfølge i dit indre?

Uanset hvad, så er det din proces. Dit tempo. Og selvfølgelig altid dit valg, om du ønsker at gå på opdagelse i dit indre.

Til sidst vil jeg blot inspirere dig til, at bruge naturen som vejviser. Stærkere redskab findes i mine øjne ikke, hvis du ønsker at skabe en dybere kontakt med dig selv. En kontakt, hvor du samtidig lærer at takle dine følelser, det at være menneske og livet som helhed - alt sammen ud fra mindfullness og medfølelse. En almenmenneskelig tilgang, som har sin oprindelse i buddhismen. En yderst effektiv tilgang, som jeg varmt kan anbefale. Særligt fordi den på empatisk vis løfter dig ind i en højere bevidsthed og ud af afmægtigheden/offerrollen ved netop at se, rumme og heale traumer fra fortiden, så du kan leve et liv med indre ro, fred, accept og frihed.

I tråd med dette vil jeg:

"Som altid ønske for dig, at du møder dig selv med blidhed, der hvor du er i dig selv og i livet som helhed. "

På gensyn i Juli måneds udgave af nyhedsbrevet.

Kærligst Sofia Viktoria