Plads til at være

Plads til at være, til at være menneske, til at trække vejret helt ned i maven, til at mærke den indre grundstemning, livsenergien og den dybe ro, til at lytte efter den indre stemme, til at være tilstede i nuet, til at se, mærke og høre livet udfolde sig i sin rene eksistens.

Værdier som i dag er sat totalt ud af spil af et samfund, som vægter ræset, resultaterne og ryet udad til.

Det rejser således også et vigtigt spørgsmål til fælles refleksion og fordybelse. For hvad gør det egentlig ved os som mennesker, når vi slavisk følger/tilpasser samfundsstrømmens og hamsterhjulets mere eller mindre unaturlige rytme i stedet for at lytte kompromisløst efter den naturlige rytme indeni?

Hvad betyder det med andre ord for vores trivsel, udvikling, dannelse og læring, at der ikke er plads til at være i den måde vores samfundssystemer er skruet sammen på (i dagtilbud, skole, uddannelsesinstitution og arbejdspladser)? Og hvilken konsekvens har det i sidste ende for vores mulighed for eller evne til at mærke kontakten til os selv?

Tankerne omkring dette spørgsmål, dilemma, eller paradoks gør mig inderligt trist. Men i den grad også fanden i voldsk, motiveret og ikke mindst insisterende. Insisterende på at fortsætte den bevægelse jeg satte i gang for mange år siden, da jeg i mine tyvere begyndte at skabe naturlige spor i livet til gavn for et større hele. Spor som i dag er blevet til konceptet om det hele menneskes udvikling i uddannelsessystemet - og daginstitutionerne.

Med disse ord indleder jeg dermed April måneds udgave af nyhedsbrevet, som handler om konsekvenserne ved at mangle plads til at være samt gaven ved netop at integrere værdien af værenstilstanden i hverdagen såvel som i vores samfundsinstitutioner.

At miste perspektiv

Når vi blindt tilpasser os samfundets normer/værdier, så mister vi ofte og uundgåeligt perspektiv på livet. Perspektiv på det vi naturligt elsker at gøre. Perspektiv på den retning vi ønsker at skabe i livet.

Derfor er det også helt essentielt, at vi kontinuerligt vender tilbage til det samme spørgsmål, som netop skaber perspektiv.

"Beskæftiger vi os med noget i livet rent arbejdsmæssigt og privat, som ligger vores hjerte nært? Eller har vi primært travlt med at leve op til andres behøv, ønsker og krav?At søge anerkendelse, tilpasse og please. Som var vi statister i eget liv, forført i livets cirkusmanege, ansat til at performe, præstere og underholde et publikum. Dømt til at bære en maske og opfylde andre menneskers drømme."

Citat: Sofia Viktoria

Konsekvenser ved for stor arbejdsbyrde

Jeg har sjovt nok lige været i proces med dette spørgsmål. Et spørgsmål som kom til mig på baggrund af den sidste tid i vuggestuen. En tid præget af ufattelig meget mening, værdiudøvelse, sammenhængskraft og fællesskab. Særligt fordi vi som personalegruppe er lykkedes med at vende en kultur fra skærpet tilsyn til god kvalitet. En vild præstation i sig selv, som har ført mange positive ringe med sig i vandet.

Som menneske har jeg virkelig mærket værdien i at være med til at løfte fagligheden i en mangfoldig kultur, hvor menneskelighed har været i højsædet. En proces som har involveret samskabelse i modsætning til kontrol. Værdier som ligger mit hjerte meget nært.

Omvendt så har processen også medført en enorm arbejdsbyrde. En byrde, som jeg har taget på mig, fordi jeg ikke rigtig kan lade være, når først jeg for alvor giver mig i kast med noget, der betyder noget for mig, for andre og for helheden.

Jeg har med andre ord haft utroligt meget at forholde mig til rent professionelt og privat. Jeg har derfor også taget mig selv i at løbe med, løbe hurtigere, for til sidst også at løbe væk fra mig selv.

I hvert fald for en stund.

Manglende plads til at være

Mest af alt fordi jeg igennem mange måneder ikke rigtigt har haft plads til at være. Være for mig selv. Med mig selv. Med mine tanker, mit sind, min sjæl og min krop.

Og når der ikke er plads til det, ja så er der heller ikke rum til at mærke grundigt, tålmodigt og langsommeligt efter indeni. Rum til at nyde den subtile indre livsglæde og nuet. Rum til at fordybe mig i mit indre. Rum til at kigge ud i luften, på naturen, i naturen. Rum til at bearbejde, og lande alle indtryk som det sansestærke, introverte, nyhedssøgende, kreativ tænkende, individuelle og spirituelle væsen jeg er.

I hvert fald ikke på samme måde, som for nogle år siden, hvor jeg tog et aktivt valg om at tappe ud af hamsterhjulet for at skabe et liv, som lå direkte i forlængelse af den jeg er inderst inde.

Dengang så jeg, mærkede jeg, lyttede jeg, reflekterede jeg, hørte jeg min indre stemme klarere end nogensinde før, fordi jeg prioriterede det som det vigtigste. Det gør jeg også i dag, bare på en anden og mere bevægelig måde.

Men fortsætter jeg ræset uden hensyntagen til at skabe plads til at være, så er jeg udmærket godt klar over, at jeg med tiden vil miste kontakten til mig selv. Hvis ikke før, så sidenhen.

På bagkant af processen ser jeg det hele meget klart og simpelt:

Jeg længes efter at være uden at gøre.

Paradokset ved arbejdet i vuggestuen- stress vs. værenstilstand

Dette aspekt bringer mig frem til hele paradokset ved arbejdet med de helt små børn i vuggestuen. For jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor absurd det i grunden er, at vi med vores mere eller mindre fortravlede tilgang i dagtilbuddene, risikerer at misse hele grundessensen af visdom og læring, som netop kommer fra børnene i kraft af deres unikke kontakt til værenstilstanden.

På mange måder et billede, et budskab og en gave sendt fra himlen, som vi ofte kommer til at forpurre. Alt sammen fordi vi har travlt med at skabe gode resultater, god kvalitet, og pæne tal på bundlinjen.

Vi løber med andre ord meget stærkt i hverdagen, pga sygdom, manglende hænder, dårlig normering og politiske og ledelsesmæssige beslutninger. Beslutninger som betyder, at vi skal varetage utroligt meget ved siden af det pædagogiske arbejde med børnene på gulvet.(læreplaner, handleplaner, sprogvurdering o lign.) En samfundsdebat som har stået på meget længe uden synlige forandringer på det politiske plan. Regnestykket hænger ganske enkelt ikke sammen. Vi kan derfor ikke bare være, selvom det er det vuggestuepædagogik handler om i sin rene essens.

Vi har brug for bevidstheden om værenstilstanden

Når det kommer til stykket, så er det netop børnenes umiddelbarhed, deres værenstilstand, og naturlige og frie tilgang til livet, der driver mig i arbejdet i vuggestuen. Det er det fordi jeg kan mærke, hvor betydningsfuld denne naturlige tilstand er for mig, for børnene, for mennesker i alle aldre og for samfundet som helhed.Det er som om at det er her livet sker. Her livet leves. Her livsglæden udfoldes. Livet bag mistrivslen. Livet i sin rene og umiddelbare eksistens. Livet med kontakt til livet.

Som jeg ser det har vi mere end noget andet brug for bevidstheden omkring værdien af værenstilstanden lige nu. Som menneskehed. Som ungdom. Som eksistentielt forståelsesgrundlag. Særligt i forhold til, hvad der gør os til mennesker, hvad der gør os unikke, og hvad der adskiller os fra kunstig intelligens.

Vi kan derfor meget passende spørge os selv, hvordan børnenes værenstilstand og de voksnes mere eller mindre stressede tilgang i det pædagogiske arbejde influerer på hinanden?

En insisteren på langsommeligheden som pædagogik

I sidste ende må vi således også spørge os selv om, hvor vi er på vej hen som samfund og menneskehed? For ønsker vi at udvikle og uddanne hele mennesker, ja så er der groft sagt kun en vej.

Vi må hente inspiration hos det lille vuggestuebarn. Herudfra må vi udvikle en pædagogik, som insisterer på langsommelighed og som netop værner om værenstilstanden.

En pædagogik som insisterer på at følge børnenes spor, og deres naturlige tempo. En pædagogik som også værner om at skabe plads til, at den voksne kan lytte indad og følge egne spor.

Sådan ser jeg det i hvert fald, ud fra mine pædagogisk-psykologiske-spirituelle faglige briller. For det er i sidste ende forudsætningen for, at vi som mennesker kan lære at skabe kontakt til os selv, mærke, lytte og fornemme dybden af os selv.

Noget som vi med fordel kan bringe ind i diskursen om baggrunden for og løsningen på den stigende mistrivsel blandt unge.

For hvad nu hvis vi kunne bruge denne visdom/viden til at skabe et uddannelsessystem, som først og fremmest skaber plads til værenstilstanden.

Et meget spændende spørgsmål, hvis du spørger mig;) Noget jeg højest sandsynligt dykker ned i på et andet tidspunkt.

Til slut vil jeg invitere dig til at reflektere/og eller mærke ind på følgende spørgsmål, som relaterer sig til emnet i nyhedsbrevet.

Selvreflektion og bevidsthed

• Hvordan navigerer du i livet? Er du indre- ydre styret eller ydre-indre styret eller en kombination?
• Hvad er din primære tilgang til at mærke dig selv? Hvad er udfordrende i den sammenhæng?
• Hvordan mærker du, at du har kontakt til dig selv,(Hvilke sammenhænge)
• Hvordan mærker du omvendt, når du er distanceret fra dig selv?(Hvilke sammenhænge?)
• Skaber du plads til dig selv, og til at være i din hverdag?
• Har du dit fokus på at følge andre menneskers behov/og ønsker?
• Eller er det måske en blanding af disse?
• Hvad har betydning for, hvorvidt du føler, at du er i kontakt med dig selv?(naturen, alene, bestemte mennesker, handlinger, steder osv.?)

I tråd med værdien i dette nyhedsbrev vil jeg ønske for dig, at du møder dig selv med blidhed, der hvor du er i dig selv og i livet som helhed.

Kærligst Sofia Viktoria